The day my life started

22. "I'm falling in love with you"

"Glæder du dig til vi skal starte i skole igen?" Spørger Cole.

"Nej. Jeg elsker ferie. Gør du da?" Spørger jeg.

"På en måde. Glæder mig til at starte på holdet igen," siger han.

"Jeg glæder mig til timer med dig Dylan," siger jeg og kigger på Dylan som sidder ved siden af mig. Jeg tager en tår af min juice og en bid af mit brød.

"Ja det bliver sjovt. I guess," siger han. Han virker meget fjern, synes jeg. Det har han gjort siden jeg kyssede Cole. Han virker næsten helt sur, måske.

"Dylan," siger jeg og går ud på terrassen. Han forstår min hentydning og går med mig.

"Hvad?" Siger han.

"Hvad er der galt? Du er så fjern," siger jeg.

"Ikke noget".

"Helt ærligt, Dylan, den virker ikke på mig".

"Hvad tror du der er galt med mig?!"

"Jeg ved det ikke! Det er sgu da derfor jeg spørger," siger jeg.

"Dig og Cole er sammen igen," siger han og kigger ned i Jorden.

"Hvorfor er det et problem?"

"Helt ærligt Alex! Du kan ikke være så dum!"

"Åbenbart! Så gider du og dele hvorfor det gør dig sur?"

"Nej!"

"Jo!"

"Nej!"

"Jo! Dylan!"

"Jeg er forelsket i dig!" Siger han og fortryder det med det samme.

"Hvad?" Jeg føler mig som en lille forvirret ting. "Jeg troede at det var ovre?"

"Det her er ikke en tv- serie, Alex, det forsvinder ikke bare lige, alle lever ikke bare lykkeligt". Han går uden at sige mere.

"Vent Dylan," siger jeg. Det er meget for sent, han er væk. Jeg går indenfor igen.

"Hvad skete der lige?" Spørger Cole da jeg kommer hen til ham.

"Ikke noget. Jeg ved det ikke," siger jeg.

"Nej jeg ved det heller ikke," siger jeg. Jeg snakker i telefon med Cille. Jeg har lige fortalt hende alt hvad der skete på terrassen.

"Men i Vegas kyssede jeg ham og han sagde at han kunne lide en anden. Og Mike har sagt at han har været det længe," siger hun. Wow, Dylan har ikke haft det nemt. At høre mig snakke om Cole og drenge, når han har været forelsket i mig hele tiden. Jeg føler mig som en tumpe. Jeg skulle have set det. Jeg burde have set det. Det er virkelig slemt. Han må virkelig have haft det dårligt. Jeg har ringet til Dylan omkring 30 gange. Han svarer ikke, han svarer ellers altid. Han er min bedste ven, så selvfølgelig gør det mig ked af det. Men der er noget over det, over den måde det gør ondt på. Jeg har sådan en gnavende følelse inde i min mave. Ligesom da jeg mistede Cole. Vent, kan det betyde...? Neeej, nej, nej, det tror jeg ikke. Eller?? Kan jeg have følelser for Dylan?!

Det var i går at jeg fandt ud af at jeg har følelser for Dylan. Jeg har ikke kunne tænke på andet. Hvordan kan jeg være sammen med Cole, men have følelser for Dylan? Burde jeg snakke med dem om det? Nej, ikke på samme tid. Tristan. Jeg hopper ud af min seng og ind på min brors værelse. Jeg sætter mig i hans seng og skubber stille og roligt til ham.

"Alex?" siger han med en kraftig morgenstemme. Han kigger hurtigt på uret og siger: " Har du set hvad klokken er?"

"Ja, men jeg skal bruge din hjælp til noget." Han sætter sig op og gnider sit ansigt. Jeg fortæller ham alt der er sket.

"Også fandt jeg ud af at jeg har følelser for Dylan. OGSÅ." jeg fælder en tåre og kigger ned på mine hænder. Jeg gnider dem mod hinanden. Tristan bryder mine hænder fra hinanden og holder dem.

"Okay, søs. Du må snakke med Dylan. Sige at du har følelser for ham, men du ikke ved hvad du skal gøre fordi du har Cole."

"Men vil han ikke bare tænke at jeg leger med ham?"

"Måske. Man ved aldrig. Men er det ikke bedre at komme ud med det?" Jeg tænker lidt over hans sidste kommentar. Vi sidder i lidt tid med stilhed. Jeg tænker bare. Jeg kigger op, giver Tris den største krammer og løber ind på mit værelse igen. Jeg river klædeskabsdøren op og hiver min yndlingskjole ud. Jeg tager en sort bh stropløs bh på og et par g- strenge.

Da jeg har klædt om sætter jeg mig ind i Tristans bil. Idioten lader altid nøglerne sidde i. Jeg kører hen til Dylan- og Coles hus. Jeg parkerer bilen og går forsigtigt ind. Hvad nu hvis jeg ikke er velkommen mere? Nej! Nu sker det. Nu kommer sandheden frem. Jeg går op, ringer på og drengenes mor kommer ud. Hun lukker mig ind og går selv ind i stuen. Jeg går stille og lydløst op af trapperne. Jeg banker på Dylans dør og træder ind. Dylan har næste ikke noget tøj på så jeg vender mig om af høflighed. Hele min krop skriger at jeg skal vende mig om og bare kysse ham.

"Hvad fanden, Alex?"

"Undskyld, men vi skal lige snakke." Jeg vender mig om og han smider en morgenkåbe på.

"Jeg har tænke meget over hvad du sagde," siger jeg.

"Og?" siger han og sætter sig i sin seng. "Du kan jo alligevel ikke lide mig. Det kan vel være ligemeget"

"Nej, jeg har prøvet at ignorere dig, men da du råbte af mig, føltes det som om jeg blev råbt af, af Cole." Jeg kan se at han ser forvirret ud med et snert af fornærmet. "Jeg følte at jeg mistede Cole."

"Wow, tak for at kende forskellen," han er sur nu.

"Jeg mener at jeg kan lide dig!" råber jeg. Måske lidt for højt. Han kigger overrasket på mig. Jeg sætter mig hen til ham. Helt hen til ham. Vores ansigt rør næsten hinanden.

"Jeg vil bare kysse dig. Men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg elsker Cole. Men jeg er ved at forelske mig i dig, Dylan." Jeg opdager det ikke før at Dylan går lidt væk fra mig. Cole står i døren.