Jeg vågner op af lyden af grin, noget jeg ellers aldrig vågner op til. Jeg vækker Cole og vi tager tøj på. Vi går stille og roligt ned ad trapperne og ind i køkkenet. Jeg ser min bror sidde sammen med vores forældre og grine.
"Godmorgen, skat," siger min mor og kysser mig på kinden. "Cole". Hun kigger ned i sin mad.
"Godmorgen," siger Cole. Der er ingen der svarer ham.
"Wow, okay. Virkelig varme overfor nye, hva'. Det vil jeg huske," siger jeg og tager nogle penge der ligger på bordet, så tager jeg Coles hånd og går ud af døren.
"Morgenmad ude? Ja tak," siger jeg og griner. Vi sætter os ind i min bil og kører på cafe.
"Nej, hvis man skal have en superkraft, skal det 100% være at være usynlighed. Så kan man jo se på dig når man vil uden du opdager det," siger Cole smigrende.
"Nurgh skat. Du har min tilladelse til altid at kigge på mig, sådan nu behøver du ikke og vælge den forkerte superkraft. Alle ved jo at det skal være telekinese," siger jeg og griner.
"Telekinese bliver det," siger Cole og griner. Dylan kommer gående over til os og sætter sig ned.
"Øhh... Hej Dyan. Hvad laver du her?" Spørger Cole.
"Når ja. Han spurgte hvor vi var også skrev jeg at vi var på cafe også sendte jeg adressen," siger jeg.
"I to er blevet virkelig gode venner, var," siger Cole og kigger ned i sin mad.
"Ja, vi har det jo skide sjovt sammen. Vi er virkelig ens," siger Dylan og jeg nikker.
"Fedt, jeg dater min bror," siger Cole og jeg griner. Han hånd ligger på bordet så jeg lægger min ovenpå den.
"Hvad sker der egentlig med dig og dine forældre? Altså hele historien denne gang," siger Cole. Jeg lægger min telefon ned og sukker. Vi sidder på hans værelse og der skal jeg være de næste 2 nætter, så skulle mine forældre nemlig gerne være taget hjem.
"Altså, da jeg var lille var de det bedste jeg havde. De var de bedste forældre man kunne have, seriøst. Vi havde et virkelig tæt forhold, vi delte alt med hinanden. Så en dag, ud af det blå, ændrer de sig. De var ikke de der kærlige forældre længere. De var ligeglad med om jeg var ked af det. De gav mig bare penge og troede at det løste problemet. Så en dag, så valgte de bare begge to at forsvinde. Jeg så dem ikke i 1 år og 17 dage, ja jeg talte. De forlod os, min bror blev nød til at være den voksne og passe på mig. Det har han gjort lige siden. Lige pludselig så kom de tilbage og opførte sig som om de ikke lige havde forladt os, og lige siden der har de været væk hele tiden. Forestil dig at dine bedste venner bare går i mod dig og forsvinder, også har du bare ikke nogle," siger jeg. Tårerne strømmer bare ud af mine øjne.
"Wow, jeg vidste slet ikke at det var så seriøst," siger Cole. Han lægger sin arm om mig og aer min hånd.
"Det er derfor jeg er så sur på dem hele tiden. Lige siden da har jeg bare ikke følt at jeg var okay. Jeg følte bare at de forventede mere end de fik af mig. Jeg følte mig ikke velkommen".
"Skat," siger Cole og krammer mig.
"Kan vi ikke godt snakke om noget andet?" Spørger jeg.
"Jo, selvfølgelig," siger han.
"Vi kunne for eksempel fortsætte hvor vi slap i går?" Foreslår jeg.
"Tror du at det er tidspunktet lige nu? Du græder jo," siger Cole. Jeg fjerner min hånd fra hans.
"Alex," siger Cole. Jeg lægger mig ned og trækker dynen helt op til mit hoved. "Alex, det var ikke ment sådan".
"Wow, jeg fornemmer noget negativt energi herinde," siger Dylan og griner, da han kommer ind.
"Hvad vil du?" Spørger Cole.
"Jeg keder mig, tænkte at I måske havde det sjovt, men det har I ikke," siger Dylan.
"Nej så du kan bare gå igen," siger Cole.
"Uønsket alligevel," siger Dylan og går ud af værelset.
"Hvorfor er du så sur på din bror hele tiden?" Spørger jeg.
"Det er ikke noget. Han er bare irriterende," svarer Cole.
"Han har ikke gjort noget jo, andet end at være end bror," siger jeg.
"Ikke gjort noget hva'? Hvad med at stjæle min kæreste? Den eneste pige jeg nogensinde har elsket," siger Cole.
"Hvad?"
*Coles P.O.V*
"Hun hedder Melanie. Hed Melanie. Hun var min kæreste og jeg elskede hende som ingen anden nogensinde har elsket nogle andre. Men så gik Dylan i seng med hende. Hun slog op med mig fordi hun troede at det skulle være hende og Dylan. Hun sagde til mig at hun bare havde brugt mig så hun kunne få Dylan. Men Dylan så hende som et one night stand, derfor ringede han aldrig tilbage. Hun troede så bare at hun kunne komme tilbage til mig og jeg begyndte at råbe af hende, fordi jeg følte mig brugt. Hun indså så at hun ikke havde nogle, så hun begik selvmord," siger jeg.
"Cole," siger hun.
"Bare glem det Alex, du skal være velkommen til at tage Dylan. Men så gør det nu, jeg skal ikke bruges igen," siger jeg og rejser mig op.
"Cole, du er den jeg vil have. Du betyder alt for mig. Jeg vidste ikke engang at man kunne lide en person så meget som jeg kan lide dig. Dylan og jeg, vi er bare venner. Tro mig når jeg siger, at du er den jeg vil have," siger hun og går hen til mig. Hun giver mig et kram.
"Åhh Alex, jeg elsker dig," siger jeg så. Fuck, sagde jeg virkelig det? Jeg mener det, men hvad nu hvis hun ikke siger det tilbage? Så er jeg fucked.
"Cole, jeg elsker virkelig også dig," siger hun og bryder krammet. Hun kysser mig i stedet. Hun er den eneste lige nu som giver mening for mig. Hun er alt jeg nogensinde har ledt efter. Hun er bare en del af mig.
BINABASA MO ANG
The day my life started
Fanfiction*KAN INDEHOLDER STØDENDE SPROG OG SCENER* Jeg hedder Alexandra men alle kalder mig Alex. Jeg er 19 år og kommer fra Danmark men bor i L.A. Jeg er en helt normal pige som går meget op i skolen. Jeg er ikke den mest populære pige men jeg har mine to...
