The day my life started

21. Purpose

Jeg gør mig klar til at være sammen med Cille og Mike i dag. Vi mødes på Starbucks og der skal vi nok bare sidde og snakke. Jeg er i gang med at gå hele menuen igennem, og jeg er nået til lemonaderne. Så i dag skal jeg have lemonade. De skulle gerne komme omkring nu. De henter mig fordi min bil er til reparation.

Ding dong.

Det er nok dem. Jeg går hen til døren og åbner den. Til min store overraskelse ser jeg et barn.

"Hej... Hvem er det?" Spørger jeg dem.

"Det er min kusine. Jeg lovede min mor at tage hende med," siger Cille.

"Okay. Skal vi komme videre?" Siger jeg og tager min læderjakke og lukker døren.

"Hvad er du nået til på menuen?" Spørger Mike mig.

"Lemonade," siger jeg og griner. "Hvad skal I andre have?"

"Samme som altid," siger de begge to.

Vi sidder på Starbucks og har det mega sjovt. Den lille pige snakker ikke så meget. Hun spiller bare på Cilles telefon. Vi sidder og snakker om skolen. Vi snakker om alle de sjove minder vi har. Vi snakker om de dumme mennesker vi har mødt. Som fx blondinen som lagde an på Cole.

Bib bib.

Midt i et grineflip får jeg en besked. Jeg kigger på afsenderen og det er Cole. Jeg tænker lidt over om jeg skal se den. Jeg vil jo gerne vide hvad der står, men det vil sikkert ødelægge hele min dag. Det kan være lige meget. Jeg skal vide hvad der står.

Hej Alex. Jeg har tænkt meget på dig på det seneste. Jeg ved godt at du sagde at jeg ikke kunne få dig tilbage. Og det er okay, så længe det er det der gør dig glad. Det er alt jeg nogensinde har ville have. At du er glad. Nå men du undrer dig nok over hvorfor jeg skriver. Jeg ved ikke engang helt selv hvorfor jeg skriver. Du var jo meget tydelig omkring hvad du mener om mig. Jeg tror bare ikke helt at jeg bare vil kunne leve videre hvis jeg ikke får sagt det her. Alex, du er mere end hvad jeg fortjener. Du er et super godt menneske, du hjælper hvor du kan og det kan man kun beundre. Du er den bedste kæreste nogle nogensinde kunne ønske sig. Du er engageret i dit forhold, og det er virkelig en god kvalitet. Wow, hvordan skal jeg nogensinde beskrive hvor meget du betyder for mig. Det er ubeskriveligt. Ord fungerer ikke. Alt jeg vil er at fortælle hvad du betyder for mig. At holde dig i mine arme igen. At se dit smil igen. At kysse dig igen. Det er vel for sent nu. Det er min skyld, og kun min. Jeg fuckede vores forhold op. Jeg ber' ikke om en chance mere, det fortjener jeg ikke. Jeg ville bare lige have det her ud. Jeg elsker dig, Alex.

Wow. Jeg er målløs.

"Hey Alex, hvad er der galt?" Spørger Cille. Jeg lagde slet ikke mærke til at jeg grad.

"Ikke noget. Jeg bliver nød til at gå nu," siger jeg og styrter ud af døren. Da jeg kommer i tanke om at jeg ikke har nogen bil løber jeg tilbage igen.

"Må jeg ikke låne din bil?" Spørger jeg Mike. Han finder sine nøgler frem og jeg råber 'tak' imens jeg løber ud af døren. Jeg kan ikke helt finde ud af om jeg skal tage hjem eller over til Cole. Det rørte mig virkelig den der besked. Jeg kan bare virkelig ikke komme over det. Jeg ved selvfølgelig godt at det ikke kan være os, men han føles så rigtig! Det er bare den måde han smiler på, det er så varmt. Jeg føler mig mere hjemme i hans øjne end på mit værelse. Hans stemme skær sin vej ind i mit hjerte. Hans grin får mig til at grine. Han er det gode ved skole, ved verden. Han er grunden til at jeg står op om morgenen, det kan jeg bare mærke. Man kan vel sige: he gives me purpose.

Jeg er endelig kommet frem. Jeg kigger lidt rundt og der er kun 2 biler i indkørslen. Det er Dylan og Coles. Deres forældre må være hjemme. Jeg løber op til døren og åbner den. Den er heldigvis åben. Jeg løber op af trapperne og larmer meget. Dylan kommer ud på gangen.

"Hey Alex. Havde vi en aftale nu?" Spørger han. Jeg ignorerer ham bare. Cole kommer ud på gangen og kigger på mig som om han har gjort noget galt.

"Alex. Jeg skulle bare ud med det. Jeg ville ikke..." Jeg afbryder det han skulle til at sige. Jeg presser mine læber mod hans. Mine hænder er på hans nakke. Hans er på min læn. Han presser mig længere mod ham selv. Vores kys bliver til et snav. Men et romantisk snav. Jeg tager min ene hånd op i hans hår og aer det. Vi bryder kysset og kigger bare hinanden dybt ind i øjnene.

"Jeg elsker også dig," siger jeg. Vi kysser igen.

Jeg lægger på maven og slapper helt af. Cole nusser min ryg og kysser mig ind i mellem på bagsiden af mit hoved. Det her må være min yndlingsdag.

"Er vi så kærester igen?" Spørger jeg.

"Vil du?" Spørger han.

"Ja," siger jeg og vender mig om. Han læner sig frem og kysser mig. Hans hånd som var på min ryg rykker ned til min numse. Han tager godt fat, det har jeg savnet. Dylan kommer ind og Cole hopper til siden.

"Alex, kan jeg lige snakke med dig?" Spørger han.

"Lige nu?" Siger jeg.

"Ja," jeg går ud af Coles dør og ind af Dylans.

"Er I så sammen igen nu?" Spørger han.

"Ja".

"Hvad så med alt han gjorde mod dig?"

"Jeg har ikke glemt det, men jeg er ovre det. Vi starter forfra," siger jeg.

"Bare sådan?"

"Dylan. Jeg har savnet Cole. Det er meningen at vi skal være sammen. Det er sådan skæbnen og sådan noget. Men bare rolig, du er stadig min bedste ven og jeg glemmer dig ikke. Vi kommer stadig til at være sammen".

"Jaer. Okay," siger han. Jeg giver Dylan et langt kram. Det tror jeg at han har brug for.