The strange rescued me.

The lost one

Vores person vil være i Jeg-person.
Vores pige hedder Isabella, hun er 17 år gammel. Hun har været ret meget igennem på kort tid.
Den 25-6-2014 blev hun kærester med en af sine gode venner, som misbrugte hende. Han hed Mads og den 10-11-2014 slå hun op med ham. Den 10-12-2014 der fik hun en ny, som hed William som hun elskede højt, men han var hende utro.
Han slå op med hende den 9-5-2016, vores historie starter den 14-5-2016 i hendes dansk time.

Mødet der aldrig skete.

Jeg sad alene ved mit bord og så over på William. William havde næsten lige slået op med mig og jeg havde en ny aftale i dag, med min eks, Mads, jeg havde slået op en måned før jeg fik William der lige havde droppet mig, hvad helvede skete der med mig?
William så mig i øjnene og jeg kiggede hurtigt væk igen, jeg ville ikke have ham se mig i øjne. Tåre kom op i mine øjne og jeg bed mine læber sammen for at kunne holde dem tilbage, selv om jeg godt vidste at han havde set dem. Jeg så over på Mads, han smilede lidt til mig. Han glædet sig nok til at møde mig efter skolen, jeg var selv så bange for det, jeg vidste ikke, hvad der skete i hovedet på den dreng, måske havde han planer om at hævn sig, på mig fordi jeg slå op med ham. Han kyssede så også en anden pige imens vi var sammen, så helt ked af det måttet han ikke havde været. Jeg hadet ham så inderligt, men indeni vidste jeg jo godt, at jeg ikke kunne lade være med at savne ham lidt. Efter alt det han havde gjort i mod mig, skulle man tror jeg havde lært min lektie. Men han kunne give mig den kærlighed jeg havde brug for. Jeg lukkede øjnene og rystede på hovedet. *hvad helvede sker der for mig? * tænkte jeg stille for mig selv. Jeg lukkede øjnene igen og prøvede at tænke på noget andet, da klokken ringede.
Jeg fik et chok og faldt ned fra stolen, alle grinede af mig. Jeg havde ikke slået mig overhovedet, jeg ville bare ikke rejse mig op, heller lade dem grine, end at jeg skulle se mere dum ud. William grinede ikke, det gjorde Mads heller ikke. William så bare væk, imens Mads var på vej hen imod mig, måske for at hjælpe mig op. Men det kunne heller ikke passe.
Da jeg så Mads komme over imod mig, rejste jeg mig hurtigt op og tog mine bøger og gik ned med dem bag i, for at ligge dem væk. Jeg blev der nede lidt. Jeg lukkede stille øjnene i og prøvede at lukke deres kolde onde latter ude, selv om det var svært. Jeg var så vant til det nu, så jeg lukkede bare alle for klassen helt ude af mit liv. Mads var kommet om bag mig. Han lagde stille en hånd på min ryg og flyttede mit hår stille fra min skulder, hele klassen var ude nu, jeg havde stået der så længe at jeg ikke havde lagt mærke til det. Han kyssede mig stille op af nakken. ''Tag dig ikke af det, snart er alle dine bekymringer væk." sagde han stille og jeg hev langsomt luft ind. "Det er det jeg er bange for.'' svarede jeg, ham stille, imens jeg kunne mærke hans kolde læber op af min hals, de var så ubehagelige.
Jeg skubbede ham stille væk. Jeg vidste jo godt hvad han havde ville gøre, jeg vidste også at jeg ikke ville kunne sige nej til det.
Jeg kom ud af klassen, men i stedet for at gå ned i gården, lige som alle andre, så gik jeg ned imod et skab for enden af den lange kolde gang. Mads havde set mig gå der ned. Jeg tog i døren, den gik op. *Yes* tænkte jeg stille og skulle til at gå ind da, kom Mads løbende og skubbede mig i skabet og ham med. Døren lukkede sig bag os og han stod foran mig. ''Jeg må bare have lidt nu." sagde han stille...

(Hey, mange tak for at du læste det her, mere er på vej, det bliver måske mere "frækt" hen af vejen. Håber du kunne lide det ind til videre. Undskyld stavefejl.💕💕💕)