The strange rescued me.

It was not allowed to happen.

  "Jeg kiggede stille på ham, lige ind i de flotte øjne, så dybe og kærlig, mærke den varme fra hans bryst og hans hænder der lå på min ryg. Vi sagde intet, vi kiggede bare på hinanden i det, der føltes som en evighed..."

Han grinede af mig. "Isa?" spurgte han. "Yeah?" svarede jeg ham. "Are you okay?" spurgte han og jeg faldt ud af hans blik. "Sorry what?" spurgte jeg, og rystede en gang på hovedet. Han grinede af mig igen. "Are you okay?" spurgte han så igen. Jeg rejste mig hurtigt op og så rundt, Zoe og Oli havde set det hele. "Yeah, yeah, I'm fine." svarede jeg hurtigt og gik væk fra ham. Joe kom op på benene igen, stadig med det drillende grin på læberne. Jeg vendte mig om og så på ham. "And that was so funny, why?" spurgte jeg halv irriteret. Han kunne ikke holde masken mere og flækkede af grin. "You.... You just look..... funny" grinede han. Jeg kunne heller ikke holde masken mere og begyndte også selv at grin. Han så over på mig med til smil. "Nothing better than a girl, who can laugh at themselves." sagde han og smilede sødt til mig. Jeg smilede tilbage til ham.

~Tre måneder fremme~

"JOE! COME ON!" råbte jeg op af trappen, Zoe ventede på os ude i bilen, sammen med hendes kæreste Alfie, jeg kendte stadig ikke noget om at Joe arbejdede med, jeg havde aldrig været inde i hans optagelse rum. Jeg vidste jo ikke hvad det var der. Jeg åbnede døren og så en politi mand stod og talte med Zoe og hun kiggede imod mig, med bange øjne. Jeg lukkede hurtigt i, låste den og løb op til Joe og han stod kun med bukser og ingen bluse. "I can't go out." sagde jeg bare og så stadig på ham jeg vidste godt at politi havde fortalt Zoe, hvem jeg var. Jeg havde jo aldrig fortalt hvem jeg var, kun hvad jeg hed og hvorfor jeg skulle ud af Danmark, man kunne hører en der banke på. Joe så underligt på mig endnu. Han gik forbi mig, men i det han gik forbi mig, tog jeg fast i hans arm og stoppede ham. "Don't say I'm here." sagde jeg, slap ham og han gik ud af rummet. Jeg løb hen til hans vindue, der var for langt vej ned, til at kunne hoppe der ned uden af slå mig. Jeg så imod hans skab. "Jeg har intet valg." sagde jeg lavt til mig selv. Jeg åbnede det og hoppede ind i skabet og gemt mig i det. Jeg kunne hører dem talt sammen, Joe talte højere og højere. Jeg kunne hører han ikke ville tro på hvad manden sagde til ham. Joe var på vej op af trappen i en fart, man kunne hører en der gik efter ham. Han kom ind i rummet. "She is gone." hørte jeg Joe sige lavt. Manden sagde noget jeg ikke helt forstod, noget med at, hvis han så mig igen, så skulle han ringe til politiet, med det samme. Han forlod rummet og Joe var alene igen. Jeg gik stille ud af skabet. Han stod med ryggen imod mig. Jeg gik helt stille over til ham, Jeg tog hurtigt fast i rundt om hans mund. Han prøvede at få fat i mig, men jeg stod så han ikke kunne nå mig. "Joe, it is me." sagde jeg lavt. Jeg slap ham derefter. Han vendte sig om og så på mig med bange øjne. "Why?" spurgte han bare. Jeg så ned, "It is a very long story." sagde jeg og så på ham. Han satte sig ned på sin seng og kiggede på mig. (Stadig uden bluse) Jeg så ned og skulle lige til at sige noget, da Zoe kom ind i rummet. "What are you, and who are you?" spurgte hun. "I'm the girl who got killed." svarede jeg og gav dem hele historien, det tog flere timer og Zoe fik flere og flere tåre i øjne og Joe, rykkede sig lidt væk fra mig. Jeg kunne mærke den ubehagelige stemning der var kommet i rummet, jeg havde lukket den ud, alt hvad der havde været dårligt inde i mig, havde jeg nu lukket ind i Joe's soveværelse. De sad bare og kiggede på mig. Jeg var færdig med at fortælle og de kiggede bare, intet andet. Det fik måske fem minutter, det føltes som en evighed, før at Joe rykkede på sig. "I'm sorry." sagde han og forlod rummet. Jeg sad nu alene med Zoe inde på værelset, jeg kunne hører Joe og Alfie tale sammen, ude på gangen. Lige pludselig kastede Zoe sig over mig. "Your poor little thing, you have been through so much." sagde hun imens hun krammede mig, hun var mere glad for at jeg var kommet her til end Joe var, det kunne man godt mærke, selvom det var han der havde fået mig hertil. Jeg kunne mærke tåre komme op i mine øjnene, i det Zoe holdte om mig, som en søster jeg aldrig havde haft. Jeg lod stille mine arme falde rundt om hende og tårerne fik frit løb. Jeg sad og græd hos den store søster jeg aldrig havde haft. Jeg holdt dårligt nok fast i hende, men hun vidste lige hvordan hun skulle trøste mig. "Why did he go?" spurgte jeg imellem mine tåre. "He.... cares of you." svarede hun og løftede stille mit hoved. "Just take it easy, Clear your make-up and let's go out and have that dinner." Sagde hun med til smil og krammede mig for sidste gang, rejste sig og forlod rummet. Jeg gjorde præcist hvad hun sagde jeg skulle, efter 15 minutter cirka, kom jeg ud fra rummet og gik ned af trapperne, hvor Joe, Zoe og Alfie stod og ventede. Joe virkede mere rolig, men han ville ikke så på mig. Vi gik ud i bilen og kørte til en lille fin restaurant, vi spiste og talt i flere timer, eller jeg talte med Alfie og Zoe, men Joe spiste bare og sad på sin mobil hele tiden, jeg kunne se han sad og fik beskeder fra en eller anden pige, de sendte hjerter til hinanden og det irriterede mig for en eller anden grund, jeg kunne mærke jeg blev mere og mere sur på ham, da vi havde spist dessert, havde jeg fået nok. Jeg slå mobilen ud af hans hånd, så de ramte bordet hårdt. "You have no manners, if you have to sit on the phone all evening, as you have done! Just bang her, I'll let you tow be alone at home, if that's the problem!" råbte jeg ud i hele restauranten. Jeg rejste mig og gik ud af den. Jeg havde alligevel ingen penge, så jeg kunne jo ikke betale. Jeg begyndte at gå, bare gå, ikke hjem til Joe eller Zoe, men imod Caspar. Jeg havde ikke set ham i flere måneder. Jeg kunne hører Zoe kalde på mig, men jeg var ligeglad jeg gik bare.

"Jeg bankede på døren og ventede på svar, jeg kunne hører to mandlige stemmer tale sammen og jeg vidste og hvem det var. Døren gik op og der stod Caspar og Oli..."