The strange rescued me.

Flugten

"What have you done?" spurgte han, jeg kunne ikke svare ham..."

Jeg stod bare lidt og kiggede på ham, jeg havde intet om sige, hvad skulle jeg svare? Jeg var sammen med to drenge, som nu gøre mit liv til et helvede og den en af dem vil prøve at slog mig ihjel? Nej han ville tror jeg var sindssyg. Jeg løftede bare på skulderne. "Just want to get away." svarede jeg roligt. Jeg stod lidt og så på ham, det virkede lidt som om han venter på at jeg ville gøre noget, eller genkende ham. "What wrong?" spurgte jeg og så lidt underende på ham. "Nothing." svarede han hurtigt og så ned i jorden og prøvede at gemme et par røde kinder. Jeg lod bare som om jeg ikke så det, måske havde han også nogle hemmeligheder oppe i ærmet. Jeg skulle til at sige noget til ham, da elevarten stoppede og åbnede sig. Jeg vendte mig om og gik ud, jeg forventede at han ikke skulle med mig, men jeg tog fejl, han stod ud af den på samme tid som jeg gjorde. "Where are you going?" spurgte jeg ham stille, jeg ville ikke virke underlig over for ham. "Too England, home." svarede han og så på mig, han forventede vel at jeg også svarede ham. "I don't know." svarede jeg ham og kiggede ned på mine hænder, han stod og så lidt opgivende på mig. "What do you mean?! I don't have a home?!" spurgte han halvt surt. Jeg rystede på hovedet, som svar, en tåre løb ned over min kind. "I don't have a home." svarede jeg lavt. Han stoppede helt op. "Wait what?" spurgte han denne gang mere roligt. "I have to get away, from this land, a person is trying to kill me." svarede jeg, nu kende han det meste af historien, ikke for meget, ikke for lidt. Han stod og så på mig som om jeg var et spøgelse, han troede sikkert ikke på mig, men hvad kunne jeg gøre ved det? Han stod bare og så på mig, som om han stod og regnede noget ud. Lige pludselig udbrud han "Come with me!" han tog min hånd og hev i mig. "Wait!" råbte jeg, men han stoppede ikke. "Joseph!" råbte jeg, men han stoppede ikke, han svarede bare. "Call me Joe." han hev mig ind til et fly, de var allerede begyndt at tage folk ind. Han slap mig endelig og gik over til en dame der stod og tog imod billetterne. Det lignede at han stod og forhandlede om noget, jeg havde den ide fordi jeg så ham stå med nogle penge fremme. Hun tog dem. Jeg så rundt, jeg ville se om jeg ikke kunne komme væk på en eller anden måde, det undrende mig også lidt, hvordan der var, at vi var kommet forbi sikkerheden, men han kendte sikker nogle her inde. Han kom over og tog fast i min hånd og hiv mig med ind, jeg gik bare med jeg havde lidt på fornemledes, at han vidste hvad han havde gang i. Han satte sig ned på første klasse og smilede til mig, der var en plads ved siden af ham, jeg stod bare og så underligt på ham. "Sit" sagde han og slå på pladsen ved siden af ham. Jeg rystede på hovedet, "I don't have that kind of money" svarede jeg og var på vej til at gå ud, men han tog fast i min arm og hev mig ned ved siden ham og vi sad og kiggede hinanden lige ind i øjnene. Alt stod stille, han sagde intet, intet, alt var stille bare for de ti sekunder. Et smil kom frem på mine læber, det samme med ham, jeg havde ikke haft det sådan, så længe, det var aldrig sket før i helt mit liv, jo jeg havde smilet før, men det med at alt stod stille, det var helt nyt. Han kiggede endelig væk og jeg blev stået ud af roen, han så efter en pige der kom gående, stor røv og store bryster, jeg sukkede og satte mig tilbage. "How long?" spurgte jeg. "One hour." svarede han uden at tage øjnene væk fra pigen. "Just go fuck her." sagde jeg til ham og tog mine hørertelefoner på igen, han vendte sig hurtigt rundt og så på mig. "WHAT!" svarede han hårdt. "You heard me." svarede jeg og satte musikken i gang.

"So you can keep me, inside the pocket, of your ripped jeans. Holdin' me closer,'til our eyes meet, You won't ever be alone, wait for me to come home " Ed sheeran- Photograph

Jeg så over på ham, han sad og talte, han havde sikkert ikke set jeg havde taget mine hørertelefoner på, jeg rystede på hovedet og lukkede stille øjne, jeg havde svært ved at finde ro i kroppen, især fordi at nu vidste hele Danmark hvem jeg var, og at jeg ikke var død, mor og far ville aldrig give op nu, hvor folk vidste, at jeg stadig levede, Mads vidste også hvad jeg havde gjort nu. Jeg var så glad for at jeg på et fly og var på vej væk fra altid, på vej væk fra alt jeg havde kendt til. Han rev mine hørertelefoner af. "Isabella!" råbte han. "What?" svarede jeg og så halv surt på ham. "We are here." svarede han og rejste sig. "Wait what?" svarede jeg og rejste mig. "You have slept the whole way." svarede han og tog fast i min hånd igen og hev mig ud af flyet. Han havde et mål og jeg havde intet, så jeg gik pænt med. Han hentede sin kuffert og tog mig med. "Come on, we have to go and meet up with Caspar." sagde han hårdt og hev i mig igen. "Who?" spurgte jeg forvirret og så rundt, der måttet være en anden vej væk fra det her, jeg kendte ham overhovedet ikke, hvorfor skulle han hjælpe mig? Hvad vil han med mig? Han stoppede op og så forvirret på mig. "Are you never on YouTube?" spurgte han, hvorfor skulle jeg vide hvem Caspar var ud fra YouTube? "No, I only see gaming." svarede jeg. Han så meget underligt på mig. "Are you a gamer?" spurgte han, næsten med glæde i øjnene. "Kind of." svarede jeg stadig lidt underligt. Han smilede, men rystede på hovedet og gik videre. "Over here!" råbte en anden mand med blondt hår, han var meget højere end Joe. "Caspar?" spurgte jeg. "Yes." svarede Joe bare og slap mig, da vi var kommet over til bilen. "Isabella, she is trying to get away from a person." svarede Joe og skubbede mig ind i bilen og lukkede døren. Jeg kunne se det stod og talte sammen, men jeg kunne bare ikke hører hvad der var de talte om. Jeg sad bare og ventede i bilen, men jeg sad foran, det var en bil hvor der kun kunne sidde to i. Caspar hoppede ind. "Are you ready?" spurgte ham og begyndte at kører. "Wait what about Joe? And why is everything doning so fast?" spurgte jeg. Han grinede bare af mig. "You are never on YouTube right?" spurgte han mig. "No! I only see gaming! Why is that so important!" næsten råbte jeg. Caspar grinede bare af mig igen. "Here." han gav mig hans mobil med YouTube åbent på dem. "What is this?" spurgte jeg stille og tog den. Det var åbnet på en kanal. "Look at the name." svarede ham. "Caspar Lee. Wait, you are a YouTuber?" han nikkede bare. "Wow 6 million, nice!" svarede jeg. Han grinede bare. Vi kørte ikke særlig længe, så stoppede han og gik selv ud af bilen. "Come." han åbnede døren og hjalp mig ud. "Joe is here shortly." svarede han og gik ind, jeg gik bar efter ham.

"Feel at home" sagde Caspar og forsvandt ind i et andet rum. Jeg satte mig bare i sofaen og så rundt, da døren gik op..."