The strange rescued me.

Den udødlige.

"jeg vente mig om og så lige ind i hans klamme kolde øjne....."

Jeg stoppede helt op. "Mads." hviskede jeg med en meget tør hals, det føltes som en havde revet med sandpapir i min hals. Jeg hostede og hans klamme smil blev større. Han grinede kort af mig. "Hvad er der?" sagde han koldt til mig. Han tog fast om min hals. "Slip," gipsede jeg. Han grinede igen, han slap ikke, ham tog kun hårdere fast. "Hvis du nogensinde fortæller nogle om noget af alt det her, slår jeg dig ihjel," sagde han koldt og slap så endelig. Jeg tog mig selv til halsen, jeg vidste han mente det. Han kunne godt finde på at slå nogle ihjel, især hvis der ville ske noget med ham. Jeg grinede koldt af han, jeg prøvede ikke at være svag. "Bare kom. Det ville være det bedste." sagde jeg og spyttede ham i hovedet. Hans øjne blev fuldt med had, han gab hårdt fast om min hals og klemme til. "Jeg dræber dig," råbte han og klemmet hårdere. Jeg gjorder ikke modstand, jeg vidste at folk ville se det. Jeg kiggede ud til siden, hvor en mand løb over imod os. Mads slap hurtigt, da han så manden og løb væk. Jeg satte mig op, og før manden kom hen til mig, var jeg væk. Jeg løb alt, hvad jeg kunne. Jeg løb væk fra det grønne område og væk fra skolen, væk fra alt jeg kendte. Jeg løb ned i byen, jeg vidste at Mads ville være løbet tilbage imod skolen, men jeg var bange alligevel. Jeg gik rundt imellem folk og tog min hætte op, rundt om hoved, ingen ville kunne se det var mig. Jeg gik over til stationen og hoppede på det første tog der kom, de eneste toge der kørte fra byen, var til København. Jeg ville gå under jorden for de næste mange dage, måske i ugevis.

Jeg satte mig ind i toget om kiggede rundt, ingen velkendte ansigter, kun to piger, yndere end mig, som sad og grinte, og en mand, lidt ældre end mig, han sad og hørte musik. Jeg tog min mobil frem og gjorde mit nummer ukendt, jeg tastede skolens nummer ind og ringene. Bip...... Bip..... Bip.... "Det er kontoret" sagde en sjælløs stemme.

"Isabella er død" sagde jeg med en meget mørk stemme. "Undskyld hvem taler jeg med" sagde hun, denne gang mere bange. Det var kun mig der hed Isabella på skolen. "Isabella er død, der går en morder på jeres skole." sagde jeg med mørk stemme endnu. Denne gang var der stille i den anden ende. "Er du sikker," kom der til sidst. "Ja." svarede jeg. Hun rejste sig hurtigt og råbet noget. Den mand kom telefonen. "Hallo det er Bo." "Isabella er død." sagde jeg for sidste gang, jeg lagde på. Jeg lagde mit hoved tilbage og lukkede øjne, i morgen ville det slå overalt i aviserne, Mads ville vide hvad jeg havde gjort, han ville prøve at finde mig. Skolen ville ringe til mine forældre. De ville ikke tro på det og sætte en efterlysning i gang, men folk vil ikke kunne finde den person de ledte efter, for hun var væk nu. Der var kun mig tilbage nu. Et nyt mig, en helt ny person.

"Jeg bliver ikke dræbt, jeg dræber...."