One day I'll be good enough - Dansk *AFSLUTTET*

|Kapitel 30 - Hvem er boksepuden nu, huh?|

I'm sorry

* Jasons synsvinkel *

Jeg håber at folk vil lade mig være, men jeg tvivler på det, efter perioden i kantinen, og hele tingen med min far.

Jeg løber mod der hvor festen er holdt, for at undgå at blive stoppet af flere paparazzier, det lyder så mærkeligt at sige.. for mindre end 1 time siden, var jeg en normal teenage dreng.

Jeg er endelig fremme efter hvad der føles som flere timer, folk stopper op med hvad de er igang med, da jeg går ind.

Jeg stopper nervøst i dør åbningen, i mængden spotter jeg Brandon og Lewis, jeg kan se et tv, køre på kanalen, med min fars foredrag.

Shit.

"Jason" Brandon og Lewis står foran mig.

"Heyyy, guys, hvordan har i det?" Spørg jeg mens, jeg smiler et kæmpe smil til dem, okay.

"Det er ikke nu du skal være sådan der Jason." Siger Lewis irriteret.
Jeg smiler uskyldigt til ham.

"Vi er dine bedstevenner, hvorfor har du hverken fortalt os om der her, eller din depression?" Spørg Brandon, tydeligvis også irriteret.
Min kæbe spændes ved ordet depression.

"Jeg måtte ikke fortælle til nogen at han er min far" svarer jeg monotont.

"Og din depression?"

"Det behøvede i ikke at vide." Svarer jeg med et flabet smil.

"Ugh, kom tilbage når du stopper med at være så barnlig, deprimeret og arrogant hele tiden" siger Lewis irriteret, men fortryder det med det samme, da han ser mit udtryk.

"Brandon, stop-"
"Undskyld du ved godt at jeg ikke mente det der" forsøger han.

"Bare stop okay! Du kan ikke tage det tilbage, bare lad mig være ok?" Siger jeg, mens jeg prøver at komme væk.

"Stop J, du ved godt han ikke mente det" siger Brandon, jeg sender ham et dræberblik og fortsætter så mod baren.

"Ugh, bare drik dine problemer væk! Og find et par tilfældige piger du kan udnytte, det er alligevel det du altid gør, lige så snart du støder på et problem. Fordi du er så fucking svag, du ikke kan se dine problemer i øjnene."

Kontrol Jason, kontrol.

"Nurgh, har du lyst til at slå mig, det er det eneste du duer til, altså lige udover at være din fars boksepude." Fortsætter Brandon mens han griner. Jeg vender mig om, op hopper nærmest på ham. Han vælter ned på jorden, jeg sætter mig oven på hans mave, og begynder at slå ham i hovedet igen, og igen med mine knytnæver.

"Hvem er boksepuden nu, huh?" Siger jeg flabet, mens jeg bliver ved med at slå ham, jeg kan mærke en tåre løbe ned af min kind, da jeg stopper med at slå ham, er hans ansigt er dækket i sår, og rifter.
Mine knoer er smadrede, sårene der næsten var groet sammen, er gået op igen, blodet løber ned af min hænder.

Jeg har ingen idé om hvad der er mit blod, og hvad der er Brandons.
Lewis stirrer på mig, som om jeg lige har dræbt hans hundehvalp.
Jeg skynder mig at løbe mod døren, mens den eneste tanke i mit hoved er: Jeg ligner min far mere og mere.

Inden jeg når at lukke døren, når jeg lige at høre Lewis' stemme råbe. "Du er præcis ligesom din far"

˚˚˚˚˚˚˚˚˚˚
Fra i morgen af, begynder jeg at opdatere regelmæssigt igen❤️

Mens jeg har været væk er vi ramt 150 votes?! Jeg kan virkelig ikke takke jer nok❤️

Fortsat god dag!❤️