One day I'll be good enough - Dansk *AFSLUTTET*

|Kapitel 50 - Lykkelig slutning?|

You won't see me fall apart..

* Jasons synsvinkel *

The "gang", okay det lød mega totalt dramatisk! Med andre ord, Lewis, Brandon, Emily, Elena og Alexander.

"Sup guys?" Spørg jeg, mens jeg sender dem et kæmpe falsk smil.

"Jason, det ikke tid til sarkasmen lige nu" siger Brandon.
Jeg stikker min underlæbe ud, mens jeg lave dådyrøjne.
"IIIIHHH du så cute, må jeg lege med dine kinder" udbryder Elena, der står og hopper op og ned, som et barn der lige har fået slik.
Emily rømmer sig, og Elena stopper med det samme.
"Undskyld, men se ham lige han er nuser! Jeg er nødt til at have et billed, smil! Vent nej ikke smil, bare bliv ved med at lave det der ansigt" og så tager hun et billed, jeg kigger på hende med et wtf ansigt.(A/N jeg ved ikke hvad det her er, okay? Aha)

"Uhm okay.. hvad vil i?" Spørg jeg.

"Vi ville bare sige tillykke, og uhm- sige undskyld igen.. vi håber du kan tilgive os, vi savner dig Jason.. " siger Alexander.
Jeg nikker kort, mens jeg tænker.

"Okay" siger jeg lavt, og håber jeg ikke kommer til at fortryde mit valg.

"Okay?" Spørg han

"Okay"
Og med det sagt, overfalder han mig med et kram, der gør vi begge næsten lander på jorden, og efter han er kommet, kommer resten også der gør at vi lander på jorden, i en kæmpe bunke, og selvfølgelig er det mig der skal lande nederst, altså det er da så typisk, det er altid der skal laves til en pandekage.

"Guys- jeg kan ikke få luft" siger jeg,

"Oh hov woopsie" bliver der sagt fra et par stykker. Og lidt efter kan jeg endelig trække vejret igen.

"Thank god, det var tæt på at jeg blev en død pandekage"

Der kommer et par lave grin.

"Jason, kan jeg tale med dig?" Spørg Alex

"Selvfølgelig"
Han tager fat i mit ærme, og trækker mig ind i et lille rum, jeg ikke engang vidste var her, og det undrer mig faktisk hvordan han har fundet det, det bliver jeg lige nødt til at spørge ham om senere.

"Okay så hvad ville du sige" spørg jeg efter godt og vel 2 akavede minutters stilhed, han rømmer sig.

"Det fordi uhm- jeg kan godt lide dig, altså du ved- lide lide dig, omg, jeg er så kikset. Vil du være min kæreste?
Altsådetokayhvisduikkevilfordiduikkeergayaltsåidkmenja." Jeg stirrer bare på ham, han talte virkelig hurtig.

"Du så dum" siger jeg mens jeg griner.

"Hvad- undskyld"

Han stirrer nervøst på mig, og begynder at gå mod døren, jeg tager fat i hans ærme og vender ham rundt, så jeg presser ham op af en væg.

"Ja"

"Ja hvad?"

"Ja, jeg vil gerne være din kæreste"

"Vent hvad?"

"Shhh"

Jeg presser mine læber mod hans, han besvarer næsten mit kys med det samme, hans hænder finder op i mit hår, og han trækker kort i det, mine læber bliver adskilt fra hans, da jeg udbryder et lavt støn, der bare gør at han presser sine læber endnu hårdere mod mine, mine hænder ligger på hans talje.

Efter lidt tid, flytter jeg mine læber fra hans, giver ham et kys på panden, før jeg ligger min pande mod hans, og prøver at få vejret ordentligt igen.

"Det kunne jeg godt vende mig til"

Jeg kysser ham hurtigt en sidste gang, inden jeg tager hans hånd og trækker ham med ud fra rummet.
Det første vi møder er vores åndssvage venners ansigter.

"Vi lyttede ikke!" Er Elena hurtig til at sige, og Emily slår hende kort på overarmen.

"Av"

Da de ser vores hænder.
Kommer der et pis fra Brandon, og er sejrs råb fra Lewis.
"Du skylder mig 500 kr!" Kommer det fra Lewis.
Brandon sukker, mens trækker sin pung op fra lommen, og rækker en ham en 500 seddel.

"Ehm hvad?"

"Vi væddede om, hvornår i kom sammen" svarer Brandon kort, hvilket mig kig til at grine.

De her mennesker er fjolser, men de er mine fjolser.

For første gang i lang tid følte jeg mig glad, for første gang i lang tid følte jeg mig hel.

˚˚˚˚˚˚˚˚˚˚

KAPEEEHS DONEEEEE THE END

Og jeg har også udgivet første kapitel i min nye historie, 'scars of a angel' som jeg også synes i skal tage ind og læse😉

Mange tusind tak, for at i har gidet at læse med, det betyder meget for mig. (;❤️❤️❤️