The benefits of snow | ✓

5. Bogen & rygterne

"Det her er trist," sukker jeg og spiser det tørre toastbrød. Sebastian ser ikke op fra sin bog, men fortsætter bare med at spise. "Fortæl mig noget," beder jeg. Han skæver ikke engang til mig.

"Engang var en pige og en dreng sneet inde i en ishockeyhal, og pigen blev fundet død. De sagde, at grunden var, at hun var blevet kvalt i toastbrød."

"Er det en trussel?"

"Jeg prøver at læse."

"Hvorfor er du ikke interesseret i mig?" Spørger jeg. Det får ham til at se op. "Jeg mener, ikke på romantisk vis, men på 'vi er låst inde sammen' måden."

"Jeg er ikke interesseret i rige forkælede piger."

"Du kender mig ikke."

"Og det er mig en ære."

"Hvorfor er du så ond?"

"Jeg prøver at læse," gentager han og ser ned i sin bog. Han rækker ud efter et af de sidste tre toastbrød, men jeg trækker det væk fra hans rækkevidde. "Eh," Sebastian ser på mig med et løftet øjenbryn.

"Vi bliver nødt til at rationere, Sebastian. Vil du måske gerne sulte?"

"Der er andet mad."

"Men du er en teenage dreng, og jeg har en god appetit. Vi bliver nødt til at tænke klogt her."

"Du burde melde dig ind i et af de der overlevelsesprogrammer. Du ville klare en hel dag."

"Fuck dig."

"Jeg joker ikke. Hvis du nogensinde farer vild i en skov og skal overleve, så kan du finde ud af at spare på mad, falde på isen og gå ind i en skraldespand. For ikke at glemme, hvor fænomenal du er til at holde en lommelygte," han tager et toastbrød, fordi jeg er stivnet i kroppen. Shit, han sagde meget der.

"Har du det sjovt?" Spørger jeg fornærmet. Han trækker på skuldrene. "I det mindste ville jeg klare en dag. Du ville dø efter et sekund, fordi du ville fornærme de indfødte i skoven med dine dårlige manerer," jeg rejser mig op og tager et toastbrød for at være dobbeltmoralsk. Jeg er virkelig sulten. Jeg jokede ikke tidligere, da jeg sagde, at jeg ville kunne spise en sutsko. Jeg ville endda kunne spise en tandbørste eller en hammer.

"Åh fuck, har jeg pisset elevrådsformanden af? Bliver jeg sat på den røde liste nu? Får jeg eftersidning?" Spørger han, imens jeg tramper ud fra køkkenet. Idiot. Jeg går ind i det første rum, som jeg ser og smækker med døren. Klokken er ikke mange. Måske 10 om formiddagen. Alex ville kalde det morgen. Han kan ikke stå tidligt op. Jeg står op 05.30 i hverdagene. Han står op klokken 07.45, et kvarter før skolen starter. Jeg sætter mig op af væggen og trækker mine knæ op til mit bryst. Jeg tager aldrig hen til en ishockeyhal igen. Det bringer tydeligvis kun dårlige ting med sig. Jeg tager især ikke hen til en med Sebastian Fintry. Han er en irriterende idiot, som opfører sig som om, at han er meget bedre end alle andre. Jeg er ikke forkælet. Ja, mine forældre har penge, men det betyder ikke, at jeg kan pege på en Ferrari og få den med en sløjfe på dagen efter. Alt i mit liv er noget, som jeg selv har kæmpet for, og det fornærmer mig, at Sebastian mener noget andet. Men på den anden side bør jeg være ligeglad. Når vi kommer ud herfra, så er vi færdige med hinanden for evigt. Han kan vende tilbage til sit ensomme liv uden venner, og jeg kan vende tilbage til mit farverige og vennefyldte liv, hvor mit eneste problem er klokkeslættet 00:00. Sebastian Fintry kan glemme alt om at trække mig ned. Jeg rejser mig op ser mig omkring. Det er et helt normalt mødelokale. Her er ingenting at lave. Jeg forlader rummet igen og går ind i køkkenet, hvor Sebastian stadig sidder. Han ser ikke på mig. Jeg hader ham. Min mor siger altid, at "hade" er et stærkt ord, men det er det eneste ord, som kan beskrive mine følelser mod Sebastian. Jeg er ret så sikker på, at han gengælder de følelser.