The benefits of snow | ✓

april & stofferne

Tidsperiode:
Colin og Elliot er 18. Seb og April er 44.
-
Jeg knuger telefonen i min hånd og stirrer lidt ud i luften. Shit. Pis. En masse grimme bandeord. Jeg lukker øjnene og tager en rystende indånding, imens jeg kæmper for at holde tårerne inde. Og så rejser jeg mig op og forlader stuen, så jeg kan gå ind på Seb's kontor. Han ser op fra sine papirer. Der går et sekund, og så ser han mit blik og flyver op at stå.

"Hvad er der galt?" Spørger han bekymret. Jeg vifter lidt med telefonen.

"Skolen ringede," jeg løfter min rystende hånd op til min mund. "Colin har problemer," min stemme knækker. Sebastian trækker mig ind i et kram. Han presser sine læber mod min pande og kører sin hånd op og ned ad min ryg.

"Hvilke slags problemer?" Spørger han så roligt, som han kan. Jeg klemmer så hårdt sammen om ham, som det er muligt.

"De sagde, at han først lige var kommet i skole, og at han var... Høj på stoffer," jeg ryster på hovedet mod ham. Seb's muskler spændes. Han sukker tungt og giver slip på mig, før han styrter ud fra kontoret. "Sebastian," kalder jeg patetisk. Jeg skynder mig efter ham. Jeg tørrer mine øjne og begynder at lunte, fordi han har godt nok fart på. "Jeg forstår godt, hvad der sker, men vi bør... Seb?" Jeg hører hoveddøren smække. Åh fandme nej. Jeg sætter i spurt efter ham, tager hurtigt nogle sko og når lige ud til bilen, før han er kørt væk. Jeg banker på ruden, og han lukker mig ind. "Hold fartgrænsen," mumler jeg og tager sko på, imens han kører imod skolen. "Jeg forstår ikke... Hvorfor? Hvorfor ville han dog tage stoffer? Fordi det er sjovt? Gruppepres?" Jeg ser på Seb. Hans kæbe er fuldstændig spændt, og hans knoer er hvide af at holde om rattet.

"Fordi han hedder Fintry til efternavn," snerrer Seb. Jeg ryster på hovedet.

"Sådan fungerer det ikke, Sebastian," sukker jeg. Han sætter farten op. "Du har aldrig taget stoffer. Jeremy har aldrig taget stoffer. Cole har... Okay, Cole har nok, men ikke så han blev afhængig. Ingen har valgt stoffer over alt andet i livet. Ingen er din far," beroliger jeg ham. Men mine ord når ikke ind til ham. Han lytter slet ikke. Han presser speederen i bund og sidder og går igennem alle de minder, som han har af sin far på stoffer fra hans ungdom. Jeg begraver mit hoved i mine hænder. For helvede Colin. Du ved bedre end det. Seb parkerer endelig ved skolen, og han er næsten ude, før han holder stille. Jeg følger efter ham, men kommer langt bagud, fordi han har meget længere ben end jeg har. Jeg lunter igen. Han slår dørene op og træder ind på skolen, og jeg er lige bag ham.

"Hvor er han?" Mumler Seb. Jeg tager min telefon og skriver til Eli. Han svarer hurtigt, at Colin bør være i engelsklokalet lige nu. 22a. Jeg tager fat om Seb's håndled og leder ham i den rigtige retning. Jeg kan mærke, at Eli skriver, men det ignorerer jeg. Fordi vi når til klasseværelset, og Seb åbner døren, før jeg kan gøre noget. Alle ser på os og for første gang nogensinde, er Sebastian Fintry ligeglad med alle de stirrende blikke. Han er for rasende til at lægge mærke til andre end Colin, som sidder i hjørnet af lokalet med hovedet hængende mellem benene. Jeg skubber mig forbi Seb og skynder mig op til læreren.

"Vi tager Colin med hjem," siger jeg lavt til hende. Hun nikker.

"Jeg er skuffet. Den dreng er mere intelligent, end det her," fortæller hun mig. Jeg nikker mig enig. "Sådan noget her bliver straffet på skolen," husker hun mig på.

"Gør hvad du skal. Han har brug for at vide, at sådan noget her har konsekvenser," jeg giver hende et trist smil. Seb er gået ned i hjørnet og har hevet Colin op at stå. Folk ser nervøse ud. Alle ved hvem Sebastian Fintry er. Alle ved hvordan han er. Og det er ikke sådan her. "Jeg bliver nødt til at sørge for, at jeg stadig har to sønner i morgen og ikke en. Tak fordi du ringede," jeg giver hendes skulder et klem og skynder mig ned til dem. Colin ser fra Seb til mig.