The benefits of snow | ✓

37. Årbogen & usikkerheder

"De her billeder passer bedst sammen," fortæller jeg Shea og rykker på to billeder fra vinterballet. Shea ser koncentreret på dem og nikker langsomt.

"Du har ret," svarer hun. "Pete," råber hun. Pete, som sidder ved en af vores computere og laver layout, vender sig spørgende om. "Ryk billede to i øverste række længere ned mod billede fire," instruerer hun. Pete laver en thumbs up og vender tilbage til computeren. "Har du set Alex i dag?" Spørger Shea og ser på næste side i vores falske årbog. Vi har en fysisk kopi af, hvordan den kommer til at se ud med blanke sider, og så har vi alle billeder printet ud og sætter dem fast med elefantsnot. Det er en god metode til at finde ud af, hvordan det kommer til at se ud. Det er bare nemmere i fysisk form end i digital.

"Nope. Har du?" Jeg bladrer om på næste side. Vi er i gang med at få lavet siderne om vinterballet færdige.

"Nej. Jeg er bekymret..." Indrømmer Shea lavt, så ingen andre følger med i vores samtale. "Jeg kan ikke lide, at han slås så meget. Hvad hvis han er kommet slemt til skade i går i en kamp?" Spørger hun.

"Det er Alexander Huntzberger vi snakker om," svarer jeg og prøver at gemme bekymringen væk. Han har allerede lovet, at jeg ikke bør bekymre mig. Han har direkte sagt, at hvis han en dag ikke kommer i skole, så skal jeg ikke gå i panik. "Han ved altid, hvad han laver," jeg smiler opmuntrende til Shea, men det er ikke helt ægte. Jeg er også bekymret. Jeg er træt af at være bekymret for alle drengene i min omgangskreds. Drenge stinker.

"Men hvad nu, hvis han for første gang ikke gør det?" Spørger Shea. Jeg skifter nogle billeders plads.

"Pete, side 64. Byt om på billede fire og et," råber jeg. Pete råber et "okay" og vender tilbage til sit layout. "Hvis han ikke vidste, hvad han lavede, så ville vi vide det," prøver jeg at berolige Shea. Hun tager en panisk indånding.

"Han misser aldrig skole."

"Det er fordi, at han ikke gider være hjemme. Måske er hans far på sin ottende forretningsrejse i den her måned, og han har valgt at tage en pjækkedag og bare være hjemme," tilbyder jeg. Shea laver en grimasse.

"Jeg hader det her."

"Har du ringet til ham?" Jeg bladrer om på næste side. "Hey, godt billede," jeg skubber min hofte ind i hendes. Shea griner og ser på et billede af os. Shea laver jazzhands, og jeg står med mine arme løftet for at vise vores omgivelser. Jeg smiler stolt, og Shea ser ind i kameraet med det bredeste smil, som jeg længe har set. Det var omkring en time efter, at Seb var taget hjem med sine brødre. Jeg var endelig blevet i bedre humør der, da det gik op for mig, at jeg have brugt flere måneder på det bal. Jeg ville ikke gå glip af det. "Pete, side 65. Forstør det pæneste billede på siden," jeg smiler til Shea, og hun smiler endelig. Et ægte smil, og ikke et trist et.

"Det af min røv?" Råber Pete tilbage. Jeg ser på de andre billeder og rigtigt nok, så er der et af Pete og Henry, som twerker.

"Eller det af mit smukke ansigt," retter jeg. Pete griner højt.

"Right. Det er gjort boss."

"Takker Petey."

"Så lidter," han vender sig mod sin computer igen. Jeg ser på side 66 og ser så på Shea, som stadig ser bekymret ud.

"Han er okay, Shea," lover jeg. Hun presser læberne sammen og nikker kort.

"Mine yndlingspiger," hilser nogen højt. Jeg vender mig om og ser Bax og Trix træde ind i rummet med store smil.

"Jeg ville svare mine yndlingsdrenge, men jeg har lidt en allerede," minder jeg dem om. Bax vrikker med øjenbrynene.

"Og?" Jeg griner og sætter et bogmærke i årbogen, før jeg lukker den og tager min cardigan fra min stoleryg og binder den rundt om maven.