The benefits of snow | ✓

sebastian & hjemrejsen

Tidsperiode:
Seb og April er 19. I gang med første år af College
-
"Fintry," kalder min træner. Jeg stopper op på græsset og giver ham mit bedste smil. Jeg er ved at dø. Fredag er kondi-dag. Nærmere tortur-dag. Min træner hedder Zack Williams, og han er meget ung af en collegetræner at være. I slutningen af 20'erne. Han lunter over til mig. "Sully har lige bedt mig fjerne dig fra startopstillingen," informerer han og ser ned i den notesblok, som han har i hænderne. Jeg skæver over mod min holdkaptajn.

"Jeg undrer mig dagligt... Hvordan blev han holdkaptajn? Han har ingen færdigheder til det. Han er hadet af alle, ligeglad med alle som ikke er ham selv, og han en dårlig kaptajn," brokker jeg mig. Zack smiler underholdt.

"Jeg er enig," han nikker, "hvis det stod til mig, så var du holdkaptajn," smiler han.

"Og hvem står det til?" Spørger jeg irriteret. Zack ser op på mig. Jeg fjerner noget af mit svedige hår og lægger mine hænder på mine hofter. Det føles anstrengende at have dem hængende.

"Hans far." Mit overraskede blik siger alt om min mening til det. Zack nikker. "Matthew Sully donerer konstant penge til skolen. Du har ikke en chance mod ham, beklager," Zack klapper mig på skulderen. Jeg sukker dybt.

"Hvorfor kaldte du på mig?" Spørger jeg. Zack smiler bredt.

"Jeg har brug for at snakke om noget taktik med dig."

"Det har du Sully til," jeg smiler bredt og falsk. Zack griner højt, og folk kigger straks herhen. Jeg ser ned. For mange blikke. Alle ved at Zack har en favorit. Ingen snakker højt om, at det er mig. Han gør det tydeligt nok selv.

"Vi ved begge to, at Sully ikke er lige så god som dig," er hans undskyldning. Jeg vifter med hånden, og han lægger notesblokken i min hånd. Jeg kigger hans noter igennem.

"Anthony skal svinge hårdere, når han laver slapshot. Han kan sagtens få mere lagt i. Jeg har tænkt over det i noget tid. Det er spildt talent," jeg læser videre. "Blake skal hellere køre ad venstre end højre," mumler jeg. "Vermont har en dårlig vane med at dobbeltdække ved højre, fordi de mener, at det er alles fortrukne side. Men i virkeligheden er det deres egen svaghed. Fortæl Blake det, og han vil næsten få afleveret mål på et sølvfad," jeg rækker ham bogen igen. "Ellers ser det fint ud." Han bliver ved med at se på mig. Jeg klør min nakke utilpas. "Hvad?"

"Hvad er din plan efter College?"

"Ishockey."

"Træner."

"Hvad?"

"Træner-"

"Ja det er du."

"Nej jeg mener, at du skal blive ishockeytræner." Det får mig til at grine. Men han griner ikke selv. Det tager mig lidt tid at opdage.

"Åh, du mener det..." Jeg nikker langsomt.

"Du har det hele, Fintry. Dit overblik, dine færdigheder, dine—"

"Jeg skal være professionel," afbryder jeg. Zack sukker.

"Hvorfor, Seb?"

"Fordi jeg skylder mine brødre det," jeg vender om og skal til at sætte i løb igen, men hans hånd griber fat om min overarm og holder mig tilbage. Jeg ser opgivende på ham.

"Hvad mener du med det?" Spørger han undrende.

"At mine brødre, specielt Jeremy, har brugt flere år på at tjene penge, så de kunne forsørge familien, imens jeg kun spillede ishockey. Ved du hvorfor jeg ikke fik et job, Zack?" Jeg krydser mine arme hen over mit bryst. Han ryster på hovedet. "Fordi jeg lovede at betale det hele tilbage, når mit ishockey ville vise sig at være det værd. Så jeg skal gøre det godt. Være prof. Jeg er træt af at være i pengemangel. Jeg er træt af, at hver gang jeg kommer hjem, så sidder Jeremy og sveder over, at han skal betale elregningen, og at han intet vand har," forklarer jeg. Zack åbner munden, men han siger ikke noget. Præcis. "Jeg vil fortsætte med at løbe nu," jeg træder et skridt tilbage.