The benefits of snow | ✓

alexander & adoptionen

Tidsperiode:
Alex og Will er 28.
-
Will er i godt humør. Rigtig godt humør. Han har skruet op for musikken og sidder og danser i bilen. Jeg prøver at koncentrere mig om at køre bilen, selvom det er rigtig svært, når Will flyver rundt i fjæset på mig og synger High School Musical. Han forstår slet ikke den krise, som jeg er i lige nu. Jeg skal være far. Jeg skal være fucking far. Vi er på vej mod et børnehjem, som har mindre børn. Will vil have et så ungt barn, som muligt, så han vil kunne være i dets liv så længe, som han kan. Stakkels barn.

"Smil, Alex," Will prikker til min kind. Jeg slår surmulende hans hånd væk. "Børnene vil løbe væk fra os, hvis de bare ser dit sure fjæs," fortsætter han. Jeg strammer mit greb om rattet. "Det skal nok gå fint. Vi bliver gode fædre." Barnet kommer til at vokse op med to fædre. Kommer helt klart til at blive mobbet med det. "Du overtænker alting, Alex," sukker Will og skruer ned for musikken. "Snak med mig." Jeg klør min nakke og ser på GPS'en. Vi er der om fem minutter. Er det for sent at vende om?

"Bare nervøs..." Mumler jeg.

"Alexander," sukker Will træt, "jeg er din mand for helved. Snak med mig for en gangs skyld," beder Will desperat. Jeg bider i min tunge og drejer rundt om et hjørne.

"Jeg er bare bekymret og bange og nervøs og virkelig i tvivl om, om jeg nogensinde kan blive en velfungerende far," indrømmer jeg. Will smiler roligt og lægger sin hånd på mit lår.

"Du bliver verdens bedste far. Stop med at stresse over det."

"Undersøgelser viser, at børn som er vokset op med ustabile og lorte forældre selv--"

"Du er en mønsterbryder, Alex. Og din far var ikke slem, før du sprang ud. Før det var han bare aldrig hjemme. Han var ikke født en dårlig far, han blev det efter sin kones død. Men din kone dør ikke, og du er et bedre menneske. Du har en stor del af din mor i dig," fortæller Will seriøst. Og det her venner? Det er grunden til, at jeg blev gift med William Finley. Det sødeste menneske på jorden, med det største hjerte og det bedste smil. Han er for venlig og ren til at leve i en verden som vores.

"Tak, Will," jeg kysser ham på kinden og prøver at skubbe bekymringerne væk og trække spændingen frem. Da jeg endelig parkerer ved børnehjemmet, ryster mine hænder, og jeg er på randen til at tisse i bukserne, sætte mig ind i bilen og bare køre af helvedes til. Will stiger smilende ud fra bilen, strækker sine arme over hovedet og ser afventende på mig, som nærmest kravler ud fra bilen. Jeg går tøvende hen til ham og lader ham tage min hånd. "Du har bare ikke at være den slags kone, som dør," hvisker jeg til ham, imens han trækker mig op mod det hyggelige villahus. Da vi når op på verandaen, vender jeg om, men Will griber fat om mit håndled og trækker mig ind i sine arme. Jeg begraver mit hoved ved hans skulder og klemmer virkelig hårdt til.

"Vi kan sagtens gøre det her, Alex," hvisker han og kører sin hånd igennem mit hår.

"Hmm."

"Lign en som gider at være der, når vi træder ind, please?" Jeg nikker og lader ham trække sig tilbage. Og så banker vi på. Der går omkring to minutter, hvor vi begge er stille. Jeg står og tripper med min fod, imens Will begraver sine hænder i sine lommer og hviler sit hoved på min skulder. Han er nervøs, men han er bare bedre til at skjule det, end jeg er. Da døren endelig bliver åbnet, er det af en dreng på måske 5 år. Han ser op på os med store øjne. Will går straks totalt pædagog-mode og smiler bredt, imens han sætter sig på hug og hilser. Jeg ser over dem og ind i huset, hvor der er overraskende stille.

"Davey, hvem er det?" Råber en dame. Den liller fyr, som åbenbart hedder Davey, ser op på mig og så på Will igen.

"To mænd," svarer han. Will rejser sig op igen og smiler bredt. Kort tid efter kommer en brunhåret dame og stiller sig bag Davey. Hun lægger en hånd på hans hoved.

"Tak for hjælpen, sweety. Løb du bare ind i stuen igen." Og så er Davey væk. "Hej, jeg hedder Miranda, og jeg ejer dette børnehjem. William og Alexander?" Hun rækker sin hånd mod Will, som hurtigt ryster den.

"Will," hilser han for at hun ved, hvem der er hvem. Jeg ryster hendes hånd efter ham og siger: "Alexander." Hun lukker os ind. Der dufter godt af hjemmebagt brød og glade børn.

"I er her for at møde en af drengene?" Hun leder os op af en trappe.

"Jep," Will ser på mig med et bredt smil.

"Jeg fik en ind for omkring en måned siden. Måske en halv," vi går ned af en lang gang. "Han er det sødeste nogensinde. 2 år gammel. Meget energisk, men han har ikke været heldig." Hun ser på os over sin skulder og smiler trist. "Vi ved intet om hans far. Han har ikke været efter ham endnu, og der står intet i fødselsattesten om ham, så politiet kan ikke finde ham uden en DNA test," hun stopper foran en værelsesdør. Jeg tager Wills hånd og giver den et klem. "Hans mor døde for lidt over en måned siden af en overdosis." Åh gud. Jeg sluger klumpen i min hals. Han er kun 2, og han har allerede været så uheldig.

"Vi adopterer ham gerne." Ordene forlader min mund, før jeg overhovedet har tænkt over det. Will ser overrasket på mig, men så ændrer overraskelsen sig til glæde.

"Det er fantastisk," hviner hun. Men så virker det som om, at hun kommer i tanke om noget. "Der er bare lige en ting..." Er der ikke altid det? Will klemmer min hånd denne gang. "Han har en lillesøster. På 3 måneder." Jeg åbner munden, men der kommer ikke noget ud. Will ligner også en, som er i chok. "I kan selvfølgelig adoptere Levi, men jeg er bange for at skille dem fra hinanden, siden hun er den sidste, som han har og--"

"Vi adopterer begge," afbryder jeg pludselig. Will stirrer på mig denne gang.

"Alex!" Udbryder han. "Lad os lige snakke om det." Selvom mit valg var pludseligt, så mener jeg det. Jeg vil adoptere dem begge.

"Hvad er der at snakke om? Skal vi skille en 2 årig dreng fra sin lillesøster på 3 måneder, som ikke har nogle forældre?" Spørger jeg forfærdet. Will bider i sin underlæbe.

"Vi havde kun planlagt et barn og--"

"Vi kan i det mindste møde dem," beder jeg. Will sukker opgivende af mig, men så nikker han. Miranda banker kort på værelsesdøren, før hun åbner den. Der er to køjesenge derinde. Men kun en dreng. Han sidder midt på sengen med en bamse i hånden og store lyseblå, næsten grå øjne. Hans hud er en flot lysebrun, og hans hår er nøddebrunt.

"Levi," siger Miranda roligt. Hans blik rykker sig fra mig til hende. "Kom herover og hils." Han kommer ned fra sengen og går langsomt hen til os. Ser op og rækker sin lille bitte hånd frem. Jeg tager den forsigtigt og ryster hans hånd.

"Levi Pacheco," hilser han muntert.

"Det er et meget sejt efternavn," komplimenterer jeg. Levi smiler bredt.

"Hva' dit?" Spørger han nysgerrigt. Jeg sætter mig på hug, så han ikke skal læne hovedet så meget tilbage.

"Huntzberger. Alexander Huntzberger," introducerer jeg. Levi ser imponeret ud. "Og det der er min mand, William Huntzberger," jeg nikker mod Will, som ser på os med et bredt smil.

"Sejt," Levi nikker stadig imponeret. Miranda sætter sig på hug nu, så jeg rejser mig op og finder Wills hånd igen.

"Det er sådan, Levi, at Alexander og William gerne vil have lov til at tage dig med til et andet sted," forklarer hun og tager hans hænder. "Er det okay med dig?" Han nikker hurtigt og ser op på mig igen. Jeg smiler automatisk bredt. Jeg spreder armene ud, og han lader mig løfte ham op. Will hilser ordenligt og snakker løs. Levi piller ved min t-shirt. "Hans søster, Hope, sover. Jeg ved ikke, om I vil--"

"Adoptere hende," afbryder Will denne gang. Jeg smiler skævt bag hans ryg. Levi prikker til min kind, og jeg lades som om, at jeg bider ud efter hans finger. Han griner glad. Den her familie bliver god.

***

Det her kapitel er så gammelt ahahah. Beklager hvis noget ikke giver mening i det. Ville stadig give det til jer hahaha.

Udgivet: 20/06-2021