The benefits of snow | ✓

24. Pjækkeri & smerte

Jeg vågner, fordi jeg får lys lige i fjæset. Ondt. Jeg fnyser fornærmet og trækker dynen op over mit hoved. Fuck solen. Hvem har også brug for den alligevel? Jeg gnider mine øjne. Hvad er klokken? Og hvorfor dunker mit hoved? Måske er jeg en vampyr, og i stedet for at dø af solen, så giver den mig bare hovedsmerter og trætte øjne. Jeg jamrer. Og så slår jeg øjnene op. Skole. Nej nej nej nej. Jeg skulle have været i skole. Jeg ved, at skolen er startet, fordi det er mørkt, når jeg kører i skole med Alex, og det er lyst lige nu. FUCK. Jeg misser aldrig skole. Aldrig, aldrig, aldrig. Hvad tænkte jeg også på? Uha ja, lad os da lige blive mega fulde på en fucking... Hvad var i går overhovedet? Hvad skete der til festen? Jeg kan ikke huske den. Pis. For helvede. Jeg tyrer dynen ned på gulvet og hopper op fra sengen. Jeg har stadig mit festtøj på. Jeg er alene. Jeg er okay. Jeg ser på min telefon. Åh. Jeg er ikke okay. Jeg er praktisk talt død. Mine forældre vidste godt, at jeg ville sove hos Alex, men vi har en regel om, at jeg altid skriver til dem både om aftenen, og når jeg står op. Jeg har gjort ingen af delene. Jeg skynder mig at skrive til dem begge, at jeg er i live, og at jeg er okay. At jeg bare glemte det, fordi vi havde travlt i morges, men jeg er i skole. Løgner, løgner, løgner. Jeg smider min telefon på min seng og tager frustreret fat i mit hår. Klokken er 09:13. Jeg kan stadig nå en stor del af skolen. Jeg skal finde et badeværelse. Jeg vender mig mod værelsesdøren og stivner overrasket. Seb. Han står i døren, lænet op ad dørkarmen med sine arme krydset hen over sit bryst. Og han smiler. Underholdt. Jeg snerrer ad ham.

"Vi har ikke tid til at smile, Seb. Vi skal i skole," udbryder jeg frustreret. Jeg skubber ham til siden og skynder mig ud på badeværelset, som jeg ved, hvor er, fordi jeg ofte har været til fest hos Julian. Jeg ser på mig selv. Mit hår er ustyrligt og kæmpe stort. Min makeup er smurt ud over mit ansigt, og jeg har rander under øjnene. Fuck. Jeg tager vand på hænderne og begynder at fjerne min makeup. I spejlet ser jeg, at Seb kommer ind i rummet og læner sig op ad væggen.

"Kan du huske noget fra i går?" Spørger han. Jeg rynker på næsen.

"Nej. Skete der noget vigtigt?" Spørger jeg. Seb ryster på hovedet og går hen, så vi står ved siden af hinanden.

"Nope."

"Så jeg dansede ikke på bordene eller kyssede en sten?"

"Nope."

"Seb," beder jeg. "Jeg kan ikke huske noget, skolen er startet, og jeg ligner en død brud, som er blevet vækket til live og ikke har brudekjole på. Jeg panikker," jeg hiver lidt mere i mit hår og vender tilbage til at fjerne makeuppen.

"Du drak bare lidt for meget, så jeg hjalp dig i seng. Der skete intet vildt," lover han. Jeg ser i hans øjne i spejlet uden at ligge skjul på min tvivl. Men han giver mig et nik. Okay. Jeg stoler på ham.

"Vi skal i skole," fortæller jeg ham og tørrer mit ansigt i håndklædet. Jeg sætter mit hår i en hestehale og ser på mit tøj. Ikke ligefrem skoletøj, men det skal nok gå.

"Lad os pjække," tilbyder han. Jeg spærrer øjnene op.

"Jeg har aldrig pjækket. Nej tak."

"Du er allerede kommet næsten to timer for sent. Hvorfor tage tilbage?" Spørger han.

"Fordi jeg stadig mangler fire timer. Dem behøver jeg ikke misse," fortæller jeg ham logisk. Jeg skal til at styrte ud fra rummet, men hans hånd griber fat om mit håndled og sørger for, at jeg ikke kommer nogle steder. Hvilket forbillede er jeg som elevrådsformand, hvis jeg pjækker, når jeg kunne tage i skole? En dårlig en, siger jeg jer. Jeg kommer i elevrådsformandshelvede. Oh my ged, jeg er dømt til evige pinsler under jorden, hvor elev efter elev vil skrige ligninger i fjæset på mig og sige, at jeg fejlede. Jeg blinker hurtigt med øjnene. Er jeg blevet sindssyg hen over natten?