The benefits of snow | ✓

april & overflytningen

Tidsperiode:
Tvillingerne er 1 år. April og Seb er 27 år.
-
Nogle gange er det forfærdeligt at have tvillinger. Fordi hvis den ene begynder at græde, kan det tage meget kort tid, før den anden tager del i det og græder dobbelt så meget. Og enderesultatet af det, er en meget meget meget frustreret April, som har lyst til at lægge begge børn ind i sit tøjskab og bare lukke det. I dag var det Colin, der startede. Som det så tit er. Og som den troværdige tvilling han er, så joinede Elliot med det samme. Og så har jeg to tudende børn. Og jeg er alene, fordi selvfølgelig er min kommende mand til ishockey. Kan nogen sige røvhul? Fordi jeg kalder ham det dagligt. Urgh. Jeg aer forsigtigt Colins hoved og kysser Elliots, men intet virker. Jeg har prøvet alt. Jeg har vugget dem, sunget for dem, prøvet at give dem mad og skiftet dem. Jeg har krammet dem, fortalt dem, at jeg elsker dem og givet dem deres yndlings legetøjer. Det er som om, at de er forheksede til at gøre mit liv til et mareridt i dag.

"Colin," sukker jeg og løfter ham op. Elliot, som ligger på min seng, begynder bare at græde vildere. Jeg lægger Colin ned igen. Fuck mit liv. "Hvad er der galt?" Min stemme er en smule i panik. Jeg ved virkelig virkelig ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg tager min telefon frem og ringer til Sebastian igen. Han tager den ikke. Så ringer jeg til Alex. Tager den ikke. Jeg ringer til sidst til William. Han må vide, hvorfor fanden vores mænd ikke tager telefonen. Og Will tager den til mit held.

"Hej," svarer han muntert. "Jeg kan høre gråd i baggrunden. Valgte du endelig at banke Seb i vrede?" Joker han.

"Jeg kan ikke få drengene til at stoppe med at græde. De har været i gang i over en time. Jeg dør," fortæller jeg ham dramatisk. Will griner bare. "Sagde Alex noget med, hvornår de er hjemme?" Spørger jeg og sætter mig ned på sengen, så jeg kan ae Elliots mave.

"Eh, han sagde, at der var træning fra 17:00 til 19:00 og så skulle hele holdet se videoer fra deres sidste kamp for at tjekke op på fejl, og så skulle de alle spise, og derefter skulle de på bar. Så i nat?" Åh Gud. Fuck nej.

"Nej. No. Nein. Den paphjerne må komme hjem lige nu!" Udbryder jeg frustreret. Det her duer ikke med mig.

"Jeg kan komme over og hjælpe dig?" Tilbyder Will. Jeg elsker Alex's mand. Så meget.

"Please?" Min stemme knækker i ren og skær frustration.

"Er på vej." Og så lægger han på. Jeg ser på mine drenge. Hvordan kan noget så nuttet være så ondt? Jeg ringer til Seb igen, men han tager den ikke. Så smider jeg min telefon ned i den anden ende af rummet og fokuserer på mine drenge. Hvis deres far ikke gider komme hjem, så må det være op til mig at være forældre. Jeg ser op til alle enlige mødre, som kan overleve det her helvede.

"Fortæl mor hvad der er galt," hvisker jeg og kysser dem begge på panden. Colin løfter hånden, og jeg lader ham straks tage fat om min finger. Det får ham til at slappe lidt af.

"Gar," snøfter han. Jeg blinker langsomt med øjnene. Åh. Pis. De savner deres far. Kunne der ikke være noget galt, som jeg kunne fikse?

"Jeg ved det godt, skat. Jeg savner også far. Men han skal nok komme hjem," jeg løfter Colin op til mig og lader ham stå på mine lår, imens jeg krammer ham. Han tuder ikke længere. Bare mange små snøft. Men Elliot kører videre. "Ved I, hvem der kommer på besøg?" Spørger jeg falsk muntert og hjælper Colin ned at sidde på mit ene ben. Så løfter jeg Elliot op på mit andet og lægger armene om dem begge. "Onkel Will!" Siger jeg entusiastisk. Jeg ved ikke nok om babyer. Aner ikke om de kan se spændte ud. Men jeg sværger, at de gør det. Elliot snøfter også kun nu. "Tak," mumler jeg og kysser begges hoveder. Will og Alex bor kun omkring 10 minutter væk fra os, så Will er her nok om lidt. Jeg har bare lige brug for fem minutters stilhed. Hele mit hoved snurrer rundt og gør ondt. De græd så voldsomt. Jeg skulle have taget en video og sendt den til deres far med teksten: "det her er, hvad du gør ved dine sønner." Jeg nynner nogle beroligende sange og bevæger forsigtigt mine ben op og ned. Der går ikke så lang tid, så kommer Will ind på værelset. Han ser på mig, som sikkert har røde øjne, uglet hår og et dødt ansigtsudtryk. Og så ser han på Colin og Elliot, som jeg forsigtigt hjælper ned på gulvet. De sætter begge i deres hurtigste spurt mod Will, som sætter sig på hug og spreder armene ud. Han tager en dreng ved hver arm på begge hofter og rejser sig op.