The benefits of snow | ✓

elliot & fisk

Tidsperiode:
Colin og Elliot er 18. Seb og april er 44.
-
"Fisk." Jeg giver min far et dræberblik og rykker på mig i sofaen. Han smiler selvtilfredst overfor mig i sofastolen.

"Løgner."

"Jeg har ingen konger."

"Du har sikkert 3," jeg laver smalle øjne og ser mistænksomt på ham. Han løfter bare et øjenbryn tilbage.

"Min tur," bryder mor muntert ind. Jeg nedstirrer stadig far. Han smiler bredt. "Elliot, må jeg bede om alle dine..." Hun bliver stille. Hun gør altid det her. Vælger personen før kortet. Min far og jeg himler øjne til hinanden, hvilket får min mor, som sidder ved siden af mig, til at give mig en lammer. Jeg griner underholdt. Det er ikke særlig tit, at vi har tid til sådan noget her. Hele familien. Altså undtagen Colin. Han sidder og surmuler oppe på sit værelse over sin to måneder gamle stuearrest. Han kunne have lade vær med at tage stoffer. Så ville han være til den fest, som han går glip af i aften. Det er helt fortjent. "Eh, dronninger?" Hun ser på mig. Jeg kender alle mine kort i hovedet.

"Fisk."

"Snyder!" Udbryder hun. Jeg smiler bredt og rækker hende to dronninger.

"Kan du se igennem kort?" Spørger jeg og skyder underlæben ud, da hun lægger et stik på bordet.

"Selvfølgelig, Elliot," hun ryster smilende på hovedet og ser på far. "Seb, må jeg—"

"Nej."

"Shh, ikke afbryd," mor ser ned på sine kort. Far griner. "Alle dine es."

"Fisk."

"Du er sådan en løgner!" Udbryder jeg og kaster en pude i hovedet af ham. Far ler højt og smider puden tilbage. "Aflever."

"Hvad? Mine ikke eksisterende es?"

"Ja," jeg kniber øjnene sammen og prøver at se igennem hans kort, men det er tydeligvis ret umuligt. "Du kan ikke sige fisk til alle kort. Du har ligesom syv på hånden."

"I har fået fisk to gange."

"To for mange gange," jeg ser opgivende på mor. "Skal vi angribe?" Hun nikker bestemt.

"Lad os angribe." Vi tager begge en pude og når at banke ham sådan en gang, før nogen hoster bag os. Mor og jeg ser over vores skuldre, og fars grin dør. Colin står med armene over kors og ser underligt på os. Han ødelægger altid alt det sjove. Han ser på en, som om man er et lille barn, som ikke kan finde ud af andet end at være barnlig. Jeg sætter mig sukkende ned og tager mine kort igen. Mor kysser kort far, før hun sætter sig på armlænet af sofastolen. "Hej Colin. Lige så sur som tidligere?" Spørger hun. Colin rynker på næsen. "Du behøver ikke ødelægge andres aftensmad, bare fordi du ikke kan tage til en fest." Enig. Colin svarer ikke. Han står der i sine lange Nike shorts og hoodie, og han ser sur ud på hele verden. Jeg ryster på hovedet og ser ned på mine kort. "Det er ikke så tit, at vi har familiemiddage. Det ved du godt."

"Jeg er med nu," snerrer han og tramper ud i køkkenet. Jeg skæver op til mine forældre, som deler bekymrede blikke.

"Hold op," jeg peger på dem med mine kort. De ser begge forvirret på mig.

"Med hvad?"

"I overvejer at fjerne hans stuearrest. Jeg kan se det."

"Elliot—"

"Ah ah, nej! Det gør I altid! I trækker jer tilbage. Det er lige, hvad han vil have jer til. I lader jer blive manipuleret. Han tog stoffer. Tror I, at han stopper, hvis han ved, at I ikke tager det seriøst nok til at stå fast ved straffen?" Spørger jeg og lægger mine kort på sofabordet med bagsiden opad. Min far skal ikke vinde.