The benefits of snow | ✓

43. Frokost & besøg

"Jeg henter frokost," Cole giver min skulder et klem og kysser mig på kinden. Så giver han Seb et opmuntrende smil. Jeg ser på Cole, indtil han har forladt rummet. Jeg har ikke været alene sammen med Seb siden i går aftes, hvor han vendte mig ryggen. Vi har været på hospitalet i flere timer nu, og jeg har ikke sagt så meget. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg ser i stilhed på Seb, som kort ser på mig, før han ser ned på sine hænder. Jeg kan starte med at give ham de ting, som jeg har med. Det virkede akavet at give dem, da Cole var her. Eller kun af tingene, den anden tog han selv med, men vi har bare ikke fået det givet.

"Jeg har noget til dig," jeg klasker mine håndflader mod mine lår og giver ham et kort smil, før jeg rejser mig op og går hen til min taske. Jeg tager puden, som ligger under den og rækker den til Seb, som ser på den med sammentrukne øjenbryn, før han tager imod den. "Jer sagde, at du ikke kan sove uden din pude," jeg ser på hans røde øjne og poserne under dem. Han ligner ikke en, som har sovet overhovedet. En lyserød farve lyser hans kinder op, og han mumler en tak. Jeg går hen til min taske og tager den anden ting. "Jeg sov ved Cole og Jer i nat, så jeg kunne tage med herover, og jeg sov på dit værelse. Eh, jeg fandt den her og tænkte, at du måske ville have den..." Jeg rækker ham bogen i min hånd. Han åbner munden, men siger ikke noget. Tager ikke engang imod den. Jeg tager en dyb indånding. "Jeg så den bare og kom til at tænke på, da vi var låst inde i hallen. Du læste den hele tiden, og jeg ved det ikke, okay? Det føles bare som om, at den er vigtig for dig i situationer, som du ikke er glad for og please afbryd mig, så jeg kan holde kæft, fordi—"

"Tak, du har ret," Seb giver mig dagens første smil og tager bogen fra mig. Han slår op på første side og læser det, som jeg ved, at hans mor har skrevet i den. "Jeg glemte den, da jeg pakkede mine ting," siger han. Jeg nikker og sætter mig ned igen.

"Du kunne have bedt mig tage den med til dig," fortæller jeg ham. Han trækker på skuldrene.

"Jeg har ikke rigtig haft tid til at tænke på den," han lukker bogen, The Outsiders, og holder den hårdt i sine hænder. "Min mor sagde altid at mine brødre og jeg mindede hende om brødrene i The Outsiders," han smiler et lille smil. "Den ældste og ansvarlige, den midterste og fredelige og den yngste problemskaber," han smiler bredere. Jeg smiler også, fordi jeg nyder, hvordan han åbner op til mig. Sidst jeg spurgte ind til hans kærlighed til den bog, bed han næsten hovedet af mig. Vi sidder i stilhed i lang tid. Jeg ved ikke, hvad jeg kan snakke med ham om, når han har det, som han har lige nu. Men som hans kæreste, burde jeg så ikke kunne snakke med ham om alting? "Jeg er ked af, hvordan jeg behandlede dig i går, April," kommer det endelig fra Seb. Jeg ser op fra mine sko og ind i hans trætte øjne. Han ser trist og fortrydende ud. "Jeg flippede ud, og sådan er jeg ikke. Jeg skriger ikke ned i puder eller råber bandeord og..." Han tager en dyb indånding. "Og jeg kunne ikke lide, at du så den 'nye' side af mig. Det var pinligt, og jeg kunne specielt ikke lide, hvor sårbar jeg virkede, så jeg prøvede at lukke dig ude, men du..." Han vifter med bogen. "Man kan ikke lukke en ude, som lægger mærke til vigtigheden i en bog. Man kan ikke lukke en ude, som møder op på hospitalet klokken 7 en lørdag morgen, selvom hendes røvhul af en kæreste var en idiot dagen før," han lægger bogen på det lille bord ved siden af sengen. Han får besværligt rykket sig over i sengen og klapper på den nu frie plads ved siden af sig. Jeg sætter mig ved siden af ham. Puderne dufter af ham og en smule sved, siden han stadig ikke har været i bad efter kampen i går. Seb lægger sin arm om mine skuldre og kysser min tinding. "Det er underligt at tænke på, hvordan jeg har ændret mig fra den weekend, hvor vi var låst inde i hallen til i dag. Jeg har nogle gange tænkt på, om jeg kunne lide forvandlingen, og hver gang kommer jeg frem til, at jeg elsker den. Du tog en venneløs dreng, som var sur på verden og hadede alting og gjorde ham til en glad dreng, som kunne se meningen med livet og menneskene, som han omgav sig med," han tager min hånd og fletter vores fingre sammen. Jeg prøver at styre mine tårer og holde dem inde, men jeg ved ikke, hvor længe jeg kan gøre det. "Jeg ligger i en seng med et brækket ben, som kan sørge for, at jeg ikke kan spille resten af året. I næste uge får min lortefar måske forældremyndigheden over mig, og alligevel kan jeg ligge her og fortælle dig, at jeg aldrig har været mere glad for mit liv, som jeg er med dig ved siden af mig," han hviler sit hoved mod mit. "Og jeg lyder nok fucking cheesy, men jeg troede ikke, at folk som dig var mulige. Folk som accepterer mig og alt det drama, som der følger med min familie. Mine brødre elsker dig. Du er grunden til, at jeg for første gang nogensinde føler, at jeg har venner, som kan lide mig for den, som jeg er, og jeg tror..." Han stopper med at snakke og hiver mig tættere på. Jeg vender mig op på siden, så jeg kan begrave mit ansigt i hans bryst. Seb krammer min krop og kysser mig på hovedet. "Det er forkert. Jeg tror ikke. Jeg ved, at jeg elsker dig, April," hans stemme er lav og blød. Jeg kigger op i hans øjne for at se, hvordan han ser ud. Han smiler til mig, men jeg kan se nervøsiteten og frygten i hans øjne. Han er bange for, at jeg ikke gengælder det. Jeg smiler så bredt, at jeg kan mærke min hud strække sig mere end normalt ud, og mit bryst er helt varmt og fyldt med en ubeskrivelige glæde, da jeg lægger min hånd på hans nakke og trækker hans hoved ned mod mit, så jeg kan give ham et kæmpe og taknemmeligt kys.