The benefits of snow | ✓

2. Generatorer & mordere

Jeg mærker mit hjerte sætte farten op i mit bryst. Det her er bare en prank. En typisk Alex prank. At være bedste venner med Alex medfører pranks. Det her er bare endnu en af dem. Jeg prøver at berolige mig selv, som jeg med en hånd på væggen prøver at mærke mig frem til døren, som leder mig ud i hallen igen. Jeg føler mig fanget i en gyser, og jeg er pigen, som bliver myrdet og skriger så højt, at gulvet ryster.

Jeg når ud i den kolde hal, men også der er lyset slukket. Jeg synker den store klump i min hals. "Alex?" Prøver jeg patetisk. Det her er ikke sjovt. Min mave knurrer, men det ignorerer jeg. "Alexander James Huntzberger, dit rige røvhul. Du ved, at jeg hader mørke," jeg tager museskridt frem. Den her prank går over stregen. Jeg blinker og prøver at vænne mine øjne til mørket. "Huntz?" Min stemme kommer rystende ud, og den skjuler overhovedet ikke, hvor bange jeg er. Den eneste lyd, som jeg kan høre er blæsten, som slår imod bygningen og får taget til at knirke. Jeps, jeg er helt klart fanget i en gyser. "For fanden," bander jeg og fortsætter ligeud. Min plan er at finde døren, som fører ud til den store sal, som man træder ind i, når man går ind i den mørke bygning, som jeg befinder mig i. Altså skolens ishockey hal. Ikke alle skoler har deres egen, men Alex's far fik en bygget, da Alex begyndte til ishockey, da han var 6. Dengang vidste hans far allerede, at Alex skulle gå på WhiteBears high school i Toronto, Canada. Heldigvis betød hans fars fremtidsplaner, at jeg mødte Alex min aller første skoledag, da jeg var 6. Uden Alex ville jeg ikke være mig. Jeg kan ikke forestille mig et liv, som han ikke er en del af. Jeg glemmer aldrig, da vi var på en klassetur med vores spanskhold i Barcelona. Sophomore year. Vi havde begge to valgt spansk, kun fordi man skulle til Barcelona i en uge, og vores forældre ikke ville lade os tage på ferie alene. Vi var åbenbart for ansvarsløse og umodne. Gad vide hvad de mente med det. Da vi fik en rundvisning i Sagrada Família, var Alex pludselig forsvundet fra gruppen. Da man så ham igen, stod han ved det fantastiske alter og moonede. Jeg har aldrig hørt så mange bandeord på spansk før, som da vores lærer helt lilla i hovedet hev ham ud fra mesterværket, vi var i. Da vi dagen efter var i parken, gjorde han det sin mission at photobombe hver eneste selfie, som han så blive taget. Stakkels japanere, som kom hjem fra ferien med deres selfiesticks og glædede sig til at se deres billeder, og så er der en 15 årig dreng med et grimt ansigt i baggrunden.

Jeg bliver ved med at gå, bedøvet i mine egne tanker, indtil jeg hører en stemme råbe: "Skraldespand." Jeg når ikke at reagere, før jeg er styrtet lige ned på gulvet. Da jeg ikke kan se noget, får jeg ikke taget fra, så min pande slår lige ned i det kolde betongulv. Fuck. Hvem fanden har stillet en skraldespand foran mig. Jeg slår irriteret til den. Tænk, at den første jeg faldt for var en skraldespand. Det siger en del om mit kærlighedsliv. Jeg rejser mig svimmelt op og gnubber min ømme pande, imens jeg ser efter personen, som ejer den råbende stemme. Jeg ser en mørk skikkelse og stopper næsten med at trække vejret. Et skarpt lys blænder mine øjne, og jeg dækker dem med en rystende hånd, imens jeg prøver at få et ordentligt syn af den anden person. Hans stemme var hæs og drenget, så han kan umuligt være en 60 årig kvinde. Så langt, så godt. Jo flere jeg kan udelukke, jo bedre er det.

"Er det en lommelygte?" Spørger jeg. Jeg har lyst til at banke mig selv med min nye kæreste, aka skraldespanden. Er det virkelig mit første spørgsmål til en måske-morder? "Og dræber du uskyldige piger i forladte ishockeyhaller med skraldespande?" Hvad? Det første spørgsmål var nok bedre alligevel. Som om min kæreste ville være medhjælper i mit mord i en forladt ishockeyhal. Lyset kommer nærmere. Åh nej. Han vil dræbe mig. Jeg kan fornemme det. Jeg er en død 17'årig pige.

"Nope," puha, "jeg dræber uskyldige piger i forladte ishockeyhaller med mine skarpe skøjter." Jeg fryser i hele kroppen, da han stopper meget tæt på mig. Har han mord-skøjter? Hvem har det?

"Gider du måske, sådan, ikke blænde mig? Jeg vil gerne myrdes med begge øjne intakt," forklarer jeg. Fyren peger lyset ned mod sine sko, og jeg ser på dem. Slidte converse. Kliché. "Tak," mumler jeg. Jeg lægger armene omkring mig selv og prøver at fortælle min krop, at den er varm, men underligt nok virker den ikke til at være enig. Jeg fucking hundefryser. Min kæreste bør varme mig op.