The benefits of snow | ✓

27. Faren & sønnen

"Sebastian," mumler jeg panisk, "hvad gør vi?" Spørger jeg. Han svarer ikke. Selvfølgelig gør han ikke det. Han er i chok. Han har ikke set sin far, siden han var 10. Dammit. Hvordan ender jeg altid fanget i Fintry dramaet? "Jeg ringer til Cole," fortæller jeg bestemt. Jeg er trådt ud fra Seb's greb og er ved at finde min telefon i min taske. Men Seb griber fat om mit håndled. Jeg ser op på ham. Han ryster på hovedet.

"Vi snakker med ham," siger han monotont. Et hvert hint af et smil eller glæde er fuldstændig væk nu. Han ser kun på sin far.

"Hvad? Nej! Det kan vi ikke bare, når—" Jeg stopper med at snakke, da han tager fat om min skulder og snurrer mig rundt. Han begynder at skubbe mig mod sin far, som står og spejder ud over hele hallen. Han har ikke opdaget os endnu. "Vi kan stadig nå at vende om og løbe skrigende væk herfra?" Tilbyder jeg. Seb ryster på hovedet og stopper med at skubbe mig, så han i stedet kan lægge sin arm om mine skuldre og trække mig efter sig. For fanden. "Hvad har du tænkt dig at snakke om?" Spørger jeg lavt. Folk træder til siden, som vi går imod strømmen. Han opdager os snart, når folk spreder sig for os som havet gjorde for Moses.

"Jeg har tænkt mig at bede ham fucke af og måske slå ham virkelig hårdt i hovedet," snerrer Seb aggressivt. Jeg fnyser. Vi ved begge, at det overhovedet ikke kommer til at ske.

"Det her er en dårlig idé. Vi bør ringe til Jer—"

"Han vil ikke snakke med mig, okay?" Afbryder Seb irriteret men også trist. Jeg sukker og ser på hans far. Han står i et presset mørkeblåt jakkesæt med hænderne i bukselommerne. Han ligner en millionær, hvilket han vel også er, hvis han ikke har brugt alle sine penge på stoffer.

"Seb—"

"Han har set os," Seb stopper op fem meter fra sin far. Selvfølgelig har han set os. Han kan ikke undgå det. Vi står lige foran ham.

"Så gå derhen."

"Nej." Jeg sparker til hans ben. "Av what the fuck April?"

"Jeg er ikke blevet trukket igennem hele mit bal bare for at stå fem meter fra ham og stirre," fortæller jeg ham skarpt, før jeg går hen imod hans far. Seb følger langsomt efter mig. Jeg stopper to meter fra manden og ser nøje på ham. Han ligner alle sine sønner i en ældre version. Det samme næsten sorte hår, Coles utroligt blå øjne, hvilket overrasker mig, og de samme pæne ansigtstræk. Sebbie og Jeremy må have fået deres mørke øjne fra deres mor så. Jonathan Fintry er præcis, som jeg havde forestillet mig. Høj, muskuløs og selvsikker. Han ejer rummet ved bare at stå i døren med sine hænder i lommerne og et skævt smil. Han ligner Seb, når han smiler. "Sig noget?" Tilbyder jeg. Seb ryster på hovedet.

"Sebastian," hans far nikker som hilsen. Wow, 7 år, og så er det hans hilsen? Lort. "Godt at se dig sønnike." Seb svarer ikke. Jonathan smiler bredt nu. "Du er blevet stor," han slår armene ud for et kram, men Seb tager ikke imod det. Ha.

"Der er kun gået 7 år," mumler Seb med himlende øjne.

"Og du spiller stadig ishockey?" Spørger hans far. Sebs øjenbryn trækkes automatisk sammen.

"Ja."

"Jeg har altid vidst, at du havde talent."

"Smart måde at give dig selv et kompliment," fnyser Seb. Jonathan griner højt og træder et skridt tættere på Seb.

"Jeg har fuldt dig og dine brødres liv i mange år. Jeremy har gjort det godt," Jonathan nikker anerkendende.

"Han gjorde det, som du var for stor en kujon til at gøre," snerrer Seb vredt.

"Aww Sebastian, alt den vrede er usund for din aura."

"Okay, yogadame."

"Jeg har lært en masse i mine forskellige rehabiliteringscentre."