The benefits of snow | ✓

35. Ubudne gæster & et beskidt køkken

Jeg er næsten lige kommet hjem fra skole, da det ringer på. Jeg venter ikke nogen, så jeg aner ikke, hvem det kan være. Sikkert en af de der mordere, som snyder sig ind i deres ofres huse og dræber dem i køkkenet. Jeg forlader min stue og tager en kost i hånden på vejen. Det ringer på igen, og jeg himler med øjnene, da jeg endelig når til hoveddøren og langsomt åbner den. Udenfor står en høj, muskuløs og mørkhåret mand. Jonathan Fintry. Jeg strammer grebet om min kost og skal til at smække døren i fjæset på ham, men han når at sætte sin fod ind i døren, så jeg ikke kan lukke.

"Skrid fra min grund," snerrer jeg.

"April," hilser han.

"Satans barn, som er blevet en gammel mand, som jeg kunne banke med den her kost lige nu," hilser jeg tilbage. Jonathan griner og tvinger døren åben. Jeg træder tilbage og stikker toppen af kosten ind mod hans bryst. "Jeg mener det. Jeg gider ikke snakke med dig," fortæller jeg ham meget ærligt. Jonathan himler med øjnene.

"Det havde jeg forudset."

"Hvad fanden laver du så her?"

"Er du alene hjemme?" Spørger han.

"Uhm, for det første, ad, og for det andet, ad og for det tredje... Fuck dig og ad," jeg prøver at skubbe ham ud med kosten, men han tager fast om den og hiver den direkte ud fra min hånd. Jamen okay. Super. Det var mit våben. Nu er jeg død.

"Det tager jeg som et ja," han smiler klamt og bredt. Ew.

"Jeg ringer til Jeremy," advarer jeg og finder min telefon i min baglomme. Jonathan trækker på skuldrene.

"Gør du det. Jeg savner min ældste søn. Hvordan har han det?" Spørger han med et smil. Han er et røvhul, og jeg har ikke lyst til at se på ham længere.

"Hvordan tror du, at en 23-årig har det, når han skal arbejde på fuldtid, svømme elite, passe sine to lillebrødre, få en uddannelse og sørge for alt det, som det er meningen, at hans forældre skal sørge for?" Spørger jeg vredt og går ind i min stue. Jonathan følger efter mig. Stalker.

"Han har altid været meget ansvarsfuld," er hans platte svar. Jeg himler med øjnene.

"Jeg ville spørge, om du ville have noget at drikke, men jeg har virkelig ikke lyst," fortæller jeg. Jonathan smiler skævt. Han ligner Cole, når han smiler på den måde. Når man snakker om solen...

"Hvad med Cole?"

"Han er Cole," svarer jeg.

"Stadig deprimeret?"

"Det ved jeg ikke noget om. Jeg har ikke kendt ham i tidligere stadier. Jeg kender ham kun som den, som han er nu," svarer jeg ærligt.

"Og hvordan er han nu?" Spørger Jonathan. Han har en identitetskrise, men det fortæller jeg ikke.

"Fantastisk," mumler jeg og går så langt væk i rummet fra Jonathan, som jeg kan komme.

"Sebastian?" Jonathans øjne lyser glad op, da han siger navnet på sin yngste søn. Det er trist, hvor tydeligt det er, at han har en yndling. Jeg har ondt af Jeremy og Cole.

"Man skulle tro, at du vidste alt om den, som du prøver at få tilbage," snapper jeg. Jonathan ryster på hovedet.

"Jeg ved kun de basale ting. Ikke hvordan han virkelig har det."

"Den samtale til vinterballet med ham burde være nok. Han hader dig, og du aner ikke, hvor mange problemer du har skabt ved pludselig at dukke op og kræve den dumme forældremyndighed. Han er blevet sendt på børnehjem, og han har givet op på, at Jeremy vil vinde," fortæller jeg vredt. "Du kunne få ham tilbage til Jeremy, at du ved det," jeg læner mig op ad væggen og sender mange onde blikke i Jonathans retning. Han ryster på hovedet.