Don't Give Up | N.H

Kapitel 1

"Don't give up. You still have us. Don't give up. We don't need much of anything. Don't give up. 'Cause somewhere there's a place. Where we belong. Rest your head. You worry too much. It's going to be alright. When times get rough. You can fall back on us. Don't give up. Please don't give up"

Liv's POV.

De sidste 16 år af mit liv startede som en helt anden familie. Udover at jeg var kendt helt fra spæd af, men ellers var alt andet normalt. Da min mor så senere gik hen og døde, forandrede alt sig. Min far- Niall Horan- skulle tage sig af sin datter på blot tre år alene. Imens han var verdenskendt. Jeg skulle så også lige få et slagtilfælde inde på mit værelse.. Livet er hårdt ja.

Nogle måneder efter mors død, fik Louis og Eleanor et barn. Det var en dreng og kom til at hedde Phoenix. Han er så 15 år. De fik så også et til barn da One Direction sluttede, for 6 år siden, det var en smuk pige. Ally. Zayn og Perrie fik også et barn, Denise. Hun er så omkring de 14 eller 15. Liam og Sophia slog op for nogle år siden, hvor Liam fandt ny. Han fik derefter et barn med Danielle Peazer som han havde haft et tidligere forhold med. Beau er nu 10 år. Det en dreng. Min onkel Harry er kærester med en hvis Cher Loyd, hun var vist også sanger.

Min far har stadig ikke fundet kærligheden, han siger hele tiden at jeg er nok for ham. Ja han elsker mig da, men han må da gerne finde en ny. Tror jeg..

I kan vel nok huske William fra dengang jeg var lille, ja ham. Han er stadig min bedsteven og bliver det. Vi går på samme High School i London.

"Hey Prinsesse, du skal op!"

Jeg vendte ryggen til far- som altid vækker mig- og prøvede at sove videre. Endnu en gang blev jeg rusket i og dynen blev revet væk.

"Far jeg fryser!" Råbte jeg og prøvede at finde dynen igen. Da jeg så åbnede mine øjne, så jeg far stå med dynen i armene.

"Du skal op!" Smilte han.

"Ja"

Måske undrer i jer over hvorfor jeg ikke sagde noget helt andet, det er fordi jeg ikke kan. Jeg ved ordet, men kan ikke sige det..

Jeg satte mig op i sengen og greb fat i vindueskarmen så jeg kunne hjælpe mig selv op. Jeg kan godt gå selv, men bliver hurtigt træt og har dårlig balance.

"Dit tøj er ude på toilettet, du kalder bare.. William kommer og henter dig idag" sagde han og gav mig et morgenkram. Siden mor døde har han altid været her for mig, da William så forstod hvor min mor var, var han her også.

Jeg blev hurtigt færdig med at få tøj på og sætte mit hår. Jeg havde den samme skoleuniform som min mor havde, da vi nogenlunde brugte samme størrelse. Plus far havde den stadig i skabet. Jeg satte bare mit hår op i en høj hestehale, som altid.

~*~*~*~

..DYT DYT.. Jeg begyndte at rulle med min kørestol hen mod hoveddøren med min far lige bag mig. Han bar altid min skoletasken helt ud i bilen.

Vi åbnede døren og rullede ned til Williams bil. Jeg kunne godt få kørekort hvis jeg gad og havde kræfterne til det. Far løftede mig op og sidde, imens William klappede kørestolen sammen. Han havde en rimelig stor bil, så han havde plads.

"Ses Niall" sagde William som satte sig ind i bilen. Jeg vinkede farvel til far imens vi kørte ned af gaden. William havde hjulpet mig med så meget, han gjorde alt for mig. Hele tiden. Hvis han ikke var her, vidste jeg nu ikke hvad jeg skulle gøre.

Vi var hurtigt nede på skolen som kun lagde 5 minutter fra mit hus, vi fandt handikap parkeringspladsen og han stoppede bilen. Han hoppede ud af bilen, fandt kørestolen og kørte den ind foran min dør.

"Tak William!" Smilte jeg og satte mig ned. William gav mig et kys på kinden - hvilket han bare gør - og jeg fik min taske på skødet. Han begyndte hurtigt at køre mig op mod skolen.

"Godmorgen Liv og William" sagde Phoenix da han så os. Havde jeg glemt at fortælle alle mine fætre og kusiner/One Direction's børn også går her. Altså kun Phoenix og Denise går her.

"Godmorgen!" Smilte jeg. Vi begyndte alle sammen at gå end mod klasseværelset imellem alle de andre elever. Vi var ikke taberne, men vi var midt imellem alle. Der var ikke mange som så os som kendte, herligt.

Ukendt POV.

Alle troede på det, jeg gjorde.

Jeg havde fået afvide at hun var død.

Liv's POV.

Klokken ringede ud og vi forsvandt alle hen mod kantinen. Jeg havde egenlig aldrig brudt mig om disse uniformer, vi lignede bare hinanden. Hvilket var kedeligt.