Don't Give Up | N.H

Kapitel 11

Liv's POV.

Da jeg kom hjem igår, hvor Harry kørte mig og jeg fandt min mor, blev far rasende. Han var sur over jeg ikke gjorde som fortalt, men han kølede lidt af da Harry fortalte hvorfor. Far blev helt rød i hovedet, da onkel Harry nævnte "pigeting" og var tavs. Jeg blev sendt op på værelse da onkel Harry smuttede og fik lov til at blive deroppe. Han hentede mig igen, da vi skulle spise aftensmad. Efter det, øvede vi med at gå.. Derefter kom jeg i seng.

* * *

Det var heldigvis lørdag idag, så jeg skulle ikke i skole.

Jeg vågnede op ved en ti tiden og kunne slet ikke sove. Jeg havde det dårligt, med mig selv. Jeg tænkte på hvordan og hvorfor jeg bliver mobbet. Er jeg virkelig så grim? Er det fordi jeg er handicappet og på grund af min kørestol? Hader det mig alle sammen? Hvorfor er William overhovedet venner med mig, når jeg er så dårlig som jeg er? Vil det nogensinde stoppe, før jeg selv gør en ende på det?

Jeg satte på på sengekanten og tog fat i min kørestol. Jeg hoppede ned i den, med lidt besvær da far altid plejer at hjælpe mig. Men jeg er bange for at han stadig er rasende. Jeg rullede hen mod min dør, til værelset og åbnede den. Det så ud som om han stadig sov.

Jeg trillede lydløst ud på toilettet og hen til håndvasken. Jeg kom hurtig i tanke om at låse døren, så jeg rullede tilbage og låste den hurtigt. Far har altid sagt jeg ikke må, men jeg bliver nød til det. Ellers finder han ud af det.

Jeg fandt et barberblad og tørrede det af. Jeg rullede op i mit ærme og satte kniven der. Jeg havde brug for det, fordi jeg fik bud på det. Jeg lavede først et lille snit, så lidt på blodet der flod stille ud. Jeg skar endnu længere, da der kommer et bank på døren. Fuck!

"Liv er det dig?" spurgte min far, træt.

"Ja." sagde jeg lavt.

"Du ved du ikke må låse døren, åben den så. " sagde han kommanderende. Okay, min far var aldrig et morgenmenneske og jeg var van til når han gik sur i seng, var det værre om morgenen.

"Snart færdig," sagde jeg og smed kniven under håndvasken. Det gav et klir, så jeg frossede.

"Hvad var det Liv?" spurgte far, som vist havde hørt det.

"Tabte n-noget." løj jeg.

"Du lyver Liv. Lås op eller jeg låser op." truede han. Jeg tændte for håndvasken og stak min arm under. Vandet blev en let rosa farvet. Jeg hørte døren gå op og min far som gispede.

"HVAD FANDEN LIV!" råbte han. Jeg begyndte at græde, da mine sår begyndte at svige utrolig meget.

"Liv hvad har du gang i!" råbte han. Han tog min arm ud fra vandet og tog noget at tørre det med. Han viklede et håndklæde omkring det og løb om bag mig, for at så at køre mig ud af toilettet.

"Far stop!" græd jeg. Han fik mig kørt ind i køkkenet, hvor han trak førstehjælps kassen frem. Han så vildt vred ud, så jeg valgte at holde mund.

"Liv, du gør aldrig det igen. Okay?" sagde han imens han kiggede mig skarpt ind i øjnene. Jeg nikkede stille og kiggede så ned på min arm. Han fjernede håndklædet og først nu, så jeg hvor slemt det egenlig var.

Rigtig slemt.