Don't Give Up | N.H

Kapitel 7

Liv's POV.

Vi havde lige afsluttet sidste time og nu stod William og jeg til eftersidning. Ikke et godt tegn. Jeg lagde mine bøger ned i min taske og begyndte at køre alene ud af klassen. Jeg havde lige haft Fysik og Kemi, alene. Jeg ville ikke være på hold med nogle fra klassen..

Jeg blev nød til at vente på at alle var gået ud af klassen, før jeg kunne komme igennem. Da jeg så, efter lang ventetid, kom ud stod William allerede derude. Hans tøj var blevet lidt mere tørt, end det var før.

"Klar til eftersidning?" Spurgte han med et opmuntrende smil. Jeg rystede på hovedet og vendte min mundvige nedad.

"Det skal nok gå" sagde han og gav mig et kram. Jeg kiggede stadig ned i skødet, da jeg mærkede min stol begyndte at køre afsted. Først fik jeg et mini chok, men tænkte hurtigt det var William.

Jeg kiggede først op igen, da vi kørte ind i et andet rum. Mr. Lorran sad ved sit skrivebord med brillerne nede på næsen, som en gammel lærer ville, imens han kiggede på os.

"Dejligt at se i ville komme til eftersidning. Tag en plads og ti stille den næste time" sagde han vredt, han pegede ned mod bordene hvor der sad et par stykker.

~*~*~*~

"Godt i må gå nu" sagde Mr. Lorran. William og jeg var hurtigt ude af rummet, til at se min far stå længere henne. Åh nej, de havde ringet til ham!

"Har de noget at sige unge dame?" Sagde han, så faderligt at en masse skyldfølelse ramte mig. Hvorfor?! Det var ikke engang min skyld!

"Undskyld" mumlede jeg.

"William, din far henter dig om lidt. Liv du kommer med mig hjem" sagde far. William nikkede, da han godt vidste hvor streng min far kunne være.

"Farvel Liv, ses imorgen" sagde William og han gav mig et kram. Jeg smilte falsk til ham og kørte med min far ud på parkeringspladsen.

Far snakkede slet ikke med mig da vi fik mig ind i bilen. Jeg turde ikke sige et ord, da jeg godt vidste hans temperament.

~*~*~*~

"Jeg forventer ikke dette sker igen Liv! Første dag og du får eftersidning!" Skældte far ud. Jo ser du, da vi var kommer hjem igen, kørte han mig ind i stuen. Han forsvandt i nogle minutter men kom tilbage igen. Han skulle nok køle lidt af.

"Undskyld" sagde jeg.

"Kig på mig når jeg snakker til dig," og det var rigtigt, jeg kiggede ikke på ham. Jeg kiggede forsigtigt op i hans øjne og så for det meste vrede.

"Gå op på dit værelse, du kommer først ud når der er aftensmad og du har stuarrest" sagde han og pegede hen mod døren, som førte til mit værelse.

Jeg kørte op på mit værelse med tårene ned af kinderne. Det hele er jo rigtigt! Jeg er en taber, et nul! Jeg fortjener ikke engang at være den jeg er!

Jeg kørte hurtigt ud på mit badeværelse og åbnede en skuffe. Jeg tog en af mine skrabere frem og pillede et af bladene ud.. Jeps, jeg gør det.

Ingen kan lide dig.

Du er et nul.

Du er grim.

Taber.

Dø.

Den aften græd jeg mig selv i søvn..

Louise_Fangirl: Sorry!! Jeg havde helt glemt at udgive og jeg er MEGA ked af det!! TILGIV MIG!! Men der er bare sket en masse, og jeg har været igennem meget, så jeg glemte alt om denne!😓 jeg ved godt jeg har det 'nemme' job, jeg skal jo bare kopier og sætte ind her, men der skete noget, og ja... Håber i kan tilgive mig😓😥