Don't Give Up | N.H

Kapitel 15

Liv's POV.

"Prinsesse?" hørte jeg min mors bløde stemme. Jeg åbnede øjnene og smilte til hende.

"Din far har ringet og sagt han henter dig idag. Han har en nyhed." sagde hun og trak dynen af mig. Jeg nikkede med et suk, da jeg vidste det var noget med Jessica at gøre. Jeg ville hellere bare være hos mor og Cher. Ikke engang William vidste noget til dette, og jeg havde også forladt ham på skolen. For jeg har ikke været i skole, men spillet syg.

"Vil d-du møde far.. igen?" spurgte jeg og strakte mig.

"En dag, men jeg ved ikke hvornår? Jeg ved ikke hvordan han vil reagere og det er det jeg er mest bange for." sagde hun, uden at kigge på mig. Jeg nikkede bare og satte mig ned i min kørestol, som jeg havde ved siden af sengen. Jeg havde som regelt bare nattøj på, når jeg var her.

"Hvornår k-kom.. han?" spurgte jeg. Mor havde næsten lært at forstå mig fuldt ud, på meget kort tid. Far havde fortalt det tog rimelig lang tid.

"Om en time. Jeg skal nok spille din moster der? " sagde hun.

"okay."

* * *

Far havde hentet mig hos mor og moster, og det var rigtigt, mor skulle spille min moster. Det var mærkeligt at far slet ikke kunne se det var min mor?

At man ikke kan huske hvem der gav fødsel til sit eget barn? Måske har han bare tænkt at hun er død, som han fik afvide.

"Prinsesse?" spurgte han. Jeg kiggede hen på ham, og så han rykkede sig akavet i sofaen.

"Jessica," sagde han. Mit smil faldmede straks ved tanken om hende. Den onde stedmor.. "Vi har tænkt os at flytte sammen." sagde han. Jeg tabte seriøst kæben.

"Nej." sagde jeg stift.

"Jessica er ikke så dårlig som du tror Liv. Faktisk kan du ikke bestemme det." sagde han. Altså hvornår var min far blevet sådan?! Det her er Jessica's skyld.

"Far.. Jeg.. Vil ikke.. Nej." sagde jeg. Det er virkelig træls at man ikke kan finde de rigtige ord. Altså jeg ved dem, men kan ikke sige dem. URGH!

"Hvorfor? Er der en speciel grund?" spurgte han.

"Ja.. Ikke have ny mor." sagde jeg.

"Liv, du må lære at lukke folk ind. Jeg ved du savner din mor, det gør jeg også. Men vi bliver nød til at rykke videre." sagde han, som om han var så skide klog!

"Kan ikke! Mor... Lever," sagde jeg lavt.

"Nej din mor lever ikke Liv. Det må du leve med. Jeg ved det er hårdt, jeg har gået igennem det også, men vi skal give Jessica en chance." sagde han.

"Nej." sagde jeg stift og hoppede ned i min kørestol. Far skulle til at sige noget, da jeg køre væk. Jeg gider ham ikke mere, hvis han ikke kan tro på sin egen datter! Hvis Jessica flytter ind, flår jeg hovedet af en eller anden.