Don't Give Up | N.H

Kapitel 5

9. Kapitel 5

Flashback:

"William og Liv! Kom lige herind!" Råbte far inde fra køkkenet af. Mig og William gav hinanden nogle forvirret blikke men valgte alligevel at gå ud til far.

"Sæt jer lige ned" sagde han og pegede på stolene. Vi gjorde som sagt og satte os foran far. Han havde to kuverter i hånden som han gav til os.

"Læs" sagde han. Vi pakkede dem op og begyndte at læse i stilhed.

'Ifølge af branden på jeres skole, er du blevet tilmeldt til at gå på vores skole. Du kan allerede starte fra på torsdag og vi håber på du vil. Vi har massere af aktiviteter, både for sygdomsramte, handikappede og alle andre. Fodbold, skakklub, musik, kunsthold med mere. Der er taget hensyn til folk med kørestole i busserne. Vi håber du kan få et godt år her på High School. Hilsen Mr. Ericsson/ inspektør. '

Flashback slut.

Det var den måde mig og William endte på en ny High School. Det var ikke længere en hvor vi kendte min familie derpå, nej, de andre var der ikke. De blev sat på en anden.

"William, j-eg bange" sagde jeg. William lagde en hånd på min skulder inden han kørte os ind på skolens grund. Aldrig i mit liv havde jeg set så mange mennesker glo på mig.

Vi valgte at ignorere det og gå videre. Man kunne let høre nogle hviske ting om os, men jeg slog bare blikket ned.

"Har i ikke andet at give jer til, istedet for at overbeglo os?!" Snappede William som let kunne se hvor utilpas jeg var. Hurtigt forsvandt blikkene og jeg smilte som tak til William.

"Kom lad os finde kontoret" sagde han og kørte mig videre. Folk rykkede sig ud til siden for at jeg kunne komme forbi, men stadig hviskede de ting om mig.

Uden jeg vidste det var jeg allerede inde på kontoret. William stod allerede og snakkede med sekretæren om vi var nye osv.. Jeg blev derimod ved med at kigge ud af vinduet, som man kunne se gangen fra.

"I må have det godt" sagde damen ved skranten. William modtog nogle papir og kørte med mig ud igen.

"Vi har kun kunst, matematik og Historie væk fra hinanden. Men jeg skal nok følge og hente dig, så er jeg ligeglad med at komme forsent" sagde han.

"Tak" mumlede jeg.

Vi prøvede at finde vores klasseværelse til Matematik, men der var så mange rum. Da vi så endelig fandt det, var vi forsent. Alle kiggede på os, selv læren kiggede dumt på os.

"Jeg er glad for at se jer til tiden" brummede læren.

"Undskyld Hr. Lorran, men vi er nye. Jeg er William og dette er Liv. Vi kunne ikke finde lokalet" sagde William som stod bag mig og holdte stadig på håndtagene på min kørestol.

"Jamen velkommen. Fortæl lidt om jer selv, Liv du starter" sagde hr. Lorran.

"J-jeg e-r L-liv Sty-Styles Horan.." Sagde jeg. Klassen kunne ikke lade vær med at grine af mit besvær.

"Hr. Lorran? Kan vi tale sammen to sekunder alene?" Spurgte William. Han nikkede og William gjorde tegn til jeg skulle finde en plads selv.

"Jeg er tilbage snart! Så ingen narestreger!"

Jeg kørte stille ned imellem eleverne og satte mig helt end bagerst. Jeg fjernede stolen der hørte til pladsen og kørte derind. Alle stirrede på mig, som om jeg var et misfoster.

Kort tid efter kom Hr. Lorran o William ind igen. William satte sig ned ved siden af mig og tog sin hånd oven på min, som lagde på mit lår.

"Okay, Liv her. Fik et slagtilfælde som lille og har derfor lidt vanskeligheder angående at tale, så ikke noget med at presse hende!" Sagde Hr. Lorran strengt.

Det var sådan det nye liv startede..