"Du stoler på mig." Jeg møder hans livløse blik uden tøven. "Du leger med ilden Audrey." Hvis bare han vidste, at denne gang er det ikke ham der leger med folk. Det er mig. Og jeg har tænkt mig at vinde, hvad end det må koste.
Audrey Hawking er els...
"As he read, I fell in love the way you fall asleep: slowly, and then all at once."― John Green
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Åhhhh. Føj. Tømmermænd.
Jeg skubber mig op og side. Sengen er stor og blød. Og jeg ligger nøgen.
Shit. Efterlod Nathan mig? Er jeg hos en fremmet? Er han ved at varme sin kniv op, så den ikke forurene mig, når den skær mit hjerte ud? Vent. Hvorfor ville han det, når du døde anyway? Shit. Han er ude og hente kniven!
Mit hoved brænder under alle mine underlige tanker om knive og mord.
Jeg falder opgivende tilbage i sengen og trækker dynen op til min hage, på trods af, at jeg sveder som en amerikansk jødehval fra Atlanten, på toppen af en bakke ude i Zahraa ørkenens gule sand, med en stor gul himmelsol, som også ligner en hval fra Atlanten, men dette er en kristen hval. Som så dækker Zahraa ørkenen i sand og varme med den muslimsk strikkede flyvehajs tæppe.
Jeg slår mine arme ud og rammer noget varm. En varm person mener jeg. Fuck. Hvem har jeg gjort det, jeg fortryder allermest med nogensinde, med? Han har bare også at have tømmermænd, ellers skær jeg ham ud, med en ikke renset kniv. Jeg kan nå at stikke af? Så han intet husker, jeg husker heller intet, så det er faktisk aldrig sket. Shit jeg er genial. Det er fantastisk. Jeg bør vinde en pris. Jeg kunne også slå ham med et bat, hvis han huskede noget, så ville han ikke længere huske noget. Og han ville få en hjernerystelse, nej, eller, jeg kunne sikkert ikke engang løfte battet, men udover det. Måske ville jeg tabe det på hans fod? Chancen for at jeg tabte det på hans og ikke min fod er pænt lille. Utrolig lille. Jeg taber det altid på min fod. Altså, når jeg har et bat i hånden, hvilket måske er once in a life time, men udover det. Jeg kunne også slå ham med puden, den kan jeg i hver fald løfte! Tror jeg. Hvem løfter puder? Ikke mig. Jeg kan vægttræne med pude. Pudemesteren. Da. Da. Da. Eller fiske løfteren. Det ville være genialt. Ej nej, så kunne de komme til skade. Men hvordan skulle jeg ellers blive stærk?
Jeg bør aldrig drikke. Jeg er alt for underlig som fuld.
Og endnu værre med tømmermænd.
Jeg kigger hen på personen. Ah fuck Nate. Var det hans plan hele tiden? Jeg kigger efter en kjole, men det eneste der er her, er en t-shirt, så den tager jeg. Jeg lister ned ad trappen og finder vej til køkkenet. Butleren står og laver morgenmad. Hyggeligt. "Morgen" hilser jeg, "godmorgen miss. Hawking, er der noget jeg kan friste dem med?" "Bare kald mig Audrey, og jeg vil gerne have mit tøj, hvis du ved, hvor det er?" "Så kan du kalde mig Walder." Han smiler. "Skal du allerede gå? Nathan bad om, at du skulle blive, indtil han kunne forklare det hele." "Hele hvad?" "At han har holdt sit løfte, mere sagde han ikke." Svare han beroligende.
Gjorder han seriøst?
Så jeg lå nøgen i hans seng... fordi? Jeg har brug for en forklaring.
