"Du stoler på mig." Jeg møder hans livløse blik uden tøven. "Du leger med ilden Audrey." Hvis bare han vidste, at denne gang er det ikke ham der leger med folk. Det er mig. Og jeg har tænkt mig at vinde, hvad end det må koste.
Audrey Hawking er els...
Just let me love you. No matter where I went, I always knew my way back to you. You are my compass star. ― Diana Peterfreund
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Jeg kravler udmattet ind ad døren. Fuck jeg kan ikke mere, jeg er så død inden i, hele min hjerne skriger og dunker. Jeg har brug for en Panodil.
"Nate" mumler jeg, intet svar, jeg slæber mig hen til køkkenet og roder det igennem, indtil jeg støder på en lille dåse med "Panodiler" skrevet hen over låget. Jeg tager en, finder et glas vand og sluger den.
Jeg kigger mig undrende omkring efter ham, og finder ham i sofaen, sofaen der er fyldt med dyner og puder. Jeg for vrikket mig ud af mine jeans og kravler ned til ham. "Du er kold." mumler han søvnigt og lægger en arm om mig. "Ja, nogle af os har et arbejde."
"Sh, jeg arbejder også, ishockey." Svare han. "Du tjen-"
"Stop med at være fornuftig." Han griner og kysser min nakke. "Jeg prøvede at bage, men det gik galt, så ingen kager." forklare han. "Hvordan endte du her?" "Jeg ville vente på dig, også blev jeg træt og frøs, og så kaldte jeg på Walder, men han er her ikke, så jeg skulle selv hente mine ting." han sukker. "Du har det virkelig bare hårdt, ik'?" Han nikker. "Meget hårdt, det er syndt for mig." Jeg griner og vender mig om mod ham. "Du har så pæne øjne." mumler han med lukkede øjne.
"Godnat" jeg kysser hans hage. "Nat..."
Og så sover han.
---
Jeg vågner op til lyden af gryder, lugten af brændt mad og en bandende Nathan.
Jeg skubber mig op, så jeg hviler på mine albuer. Nathan bander videre og prøver med et par nye æg. Han får dem af komfuret i tide, inden han begynder at stirre ondt på det brændte brød.
"Hvorfor gør i det her mod mig?" Spørg han og peger anklagende på brødet. "Jeg har ikke gjort jer noget, jeg prøvede bare at riste jer til Audreys morgenmad, og hun er sød, så I burde være beæret. Men nej, I er utaknemmelige og vil hellere have, at I bliver uspiselig og smidt ud." Fortæller han irriteret.
"Godmorgen," hilser jeg, "godmorgen til det levende brød også." tilføjer jeg grinende. "Hvor længe har du lyttet med?" Han kigger mistænksomt hen på mig. "Kun siden de første æg brændte på." Svare jeg. "Du er også sød Nate, tak." Jeg griner igen og ruller om på ryggen. "Ondt" han fortsætter med at skramle rundt, indtil han jubler af glæde og kommer hen til mig med et fad med ristet brød, Nutella og æg. "Jeg gjorde det." Han smiler og sætter sig ved mig, jeg skubber mig op og sidde. "Tak."
"Så lidt" han smiler og kysser mig. "Vi skal til bryllup i dag, hvor lang tid skal du bruge på bad osv.?"
Ja, hvor lang tid?
"Et bar tager et kvarter, og hår nok et kvarter, og tøj ti minutter, o-"
