Da jeg åbnede døren til klasselokalet, var de alle på vej ud for at arbejde. "Forsinket, Dylan," sagde Marlen og fulgte mig med øjnene. Jeg undgik hendes blik og satte min taske på min plads. "Undskyld," sagde jeg tonløst. Opdagede Audrey sidde ved sin plads. "Du var heller ikke i skole i fredags," fortsatte min lærer.
"Syg."
"Hvorfor fik jeg så ikke en besked?"
Urgh, kunne hun ikke bare lade det ligge? "Min mor glemte det." Jeg vendte mig mod hende. "Du ved hvor træt og glemsom hun er her fortiden. Du ved, på grund af skilsmissen." Jeg smilede svagt og Marlen fik et medfølende blik i øjnene. "Åh, Dylan..." sagde hun og trak mig ind i et kram. "Det er jeg så ked af." Jeg rullede øjne. Det var så falsk. Selvfølgelig var jeg glad for at hun faldt for den, men seriøst? Det var et år siden mine forældre blev skilt. "Hvordan klarer du dig?" spurgte hun og jeg trak på skuldrene med et bedrøvet blik. Nu hvor jeg var i gang kunne jeg ligeså godt smøre tykt på. "Det er ret hårdt," sagde jeg og så ned så hun ikke kunne se løgnen i mine øjne. "Det kan jeg godt se. Hvis du nogensinde har brug for en pause, så sig bare til." Jeg nikkede forstående til hende. Og sådan slipper man for skole.
Marlen gik ud af klasseværelset og jeg satte mig modvilligt over for Audrey. "Godmorgen," sagde hun stille. Hendes hår dækkede hendes øjne og hun så ned i bordet. Der var noget galt med hende. Hun smilede ikke. Skulle jeg spørge ind til det? Nej, hvorfor skulle jeg det? Vi var jo ikke venner.
"Så hvor lagde du planchen?" spurgte jeg. Hun rejste sig og tog den ned fra en hylde. Vi begyndte at arbejde på opgaven. "Så dine forældre er skilt?" spurgte hun. "Det rager ikke dig," svarede jeg hurtigt, måske en tand for hurtigt. Hvorfor forventede hun så brændende at vi skulle lære hinanden at kende? Det var bare en skoleopgave, når det her var slut, kunne jeg vende tilbage til at være alene og hente min lillesøster uden selskab. Jeg så på hende. Der var noget trist ved hendes blik, noget der fik mig til at have ondt af hende. Jeg sukkede stille.
"Ja, det er de." Hun løftede blikket, så på mig. Så rigtigt på mig for første gang. Hendes øjne fastlåste sig med mine og det var som om hun stirrede lige ind i min sjæl. Jeg kunne ikke klare det så jeg brød blikket og pludselig føltes mit hjerte tungt og hårdt. Hun sagde ikke noget, det gjorde jeg heller ikke. Det eneste vi snakkede om, var den fucking latterlige opgave.
• • •
Glædelig 9. december!🎄
Endnu et kort kapitel ahaha.
Q: Hvorfor tror I at Dylan ikke bryder sig om Audrey?
YOU ARE READING
Følelser er for fjolser -men jeg er alligevel også et fjols| julekalender 2019
Teen Fiction"Hey, hvor skal du hen?" Jeg ignorerede hende, men hun løb op foran mig med armene over kors. "Hør, jeg kan bedst lide at være alene." Jeg skubbede hende væk, men hun tog fat i min arm og snurrede mig rundt så jeg kiggede ind i hendes funklende øjne...
