Følelser er for fjolser -men jeg er alligevel også et fjols| julekalender 2019

Søndag den 22. december

Min mor vækkede mig den morgen for at spørge om jeg havde købt en gave til Domica. Det havde jeg ikke. "Det må du hellere få gjort i dag." Jeg himlede med øjnene. "Jeg har jo ingen idé om hvad jeg skal give hende," sagde jeg. Min mor gav mig et lille smil. "Du kunne spørge hende Audrey om hun vil gå med dig? Hun virker ret sød." Jeg svarede hende ikke. Jeg vidste ikke om jeg havde lyst til at hun skulle med mig. Men jeg vidste jo heller ikke hvad jeg skulle købe til hende. Måske ville det være klogt at spørge hende? Da min mor gik, tog jeg min telefon og ringede til hende. Hun svarede straks ja og vi aftalte en tid.

"Jeg har ingen idé om hvad jeg skal købe til hende," forklarede jeg Audrey. "Hvad kan hun lide?" spurgte hun. Jeg trak på skuldrene. "Er hun ikke din søster?"

"Jo, men... Jeg snakker jo ikke om sådan noget med hende." Rettelse; Jeg snakkede aldrig med hende. "Hun kan lide dukker," sagde jeg. "Og jul." Jeg rullede øjne. "Så lad os købe hende en dukke!" smilede Audrey. Jeg forstod ikke hvordan hun hele tiden kunne smile. Med alt det hun havde været igennem, men alligevel smilede hun mere end nogen anden.

"Hvad tænker du på?" spurgte Audrey.

"Hvordan du altid kan smile. Du ved med alt det der sker."

Hendes smil falmede. "Ingen mistænker den glade pige, vel?"

Vi var på vej hjem da min telefon ringede. Det var min far. "Hvad?" svarede jeg og lagde ikke skjul på at jeg ikke var glad for at høre hans stemme. "Hej, sønikke! Jeg vil bare høre om I kommer i aften i stedet for i morgen da I ikke skal i skole?" Jeg kiggede kort på Audrey og tøvede. "Jeg kommer ikke," sagde jeg og kunne fornemme min far rynke brynene. "Hvad mener du med at du ikke kommer? Vi skal jo holde jul sammen..."

"Jeg holder bare jul hos mor." Audrey stirrede på mig. "Det har vi jo slet ikke aftalt, Dylan. Ved din mor godt det?" Jeg fik en klump i halsen. Din mor. Det var som om jeg pludselig ikke kunne få vejret. "Fint, jeg kommer," var det eneste jeg kunne få frem og så lagde jeg på.

"Du virker ret vred på din far," sagde hun. "Han virkede ellers meget sød da jeg mødte ham." Jeg begravede mine hænder i lommerne og himlede med øjnene. "Han er alt andet end sød," snerrede jeg. "Har han gjort dig noget? Eller din mor?" Jeg så ikke på hende. "Det rager ikke dig." Hvorfor var jeg her sammen med hende? Det var slet ikke meningen jeg stadig skulle være venner med hende. "Hey vi er jo venner, ikke? Du kan godt fortælle mig det." Jeg vendte mod hende, pludselig enormt vred. "Vi er ikke venner. Det har vi aldrig nogensinde været og det bliver vi aldrig nogensinde okay?"

Audrey så forskrækket på mig. Tårer steg op i hendes øjne. "Jeg troede bare at vi havde noget skøjtehallen den dag ved bænken" Hun så flovt væk. "De ting der skete det var intet. Det hele var bare en kæmpe fejl!" Med de ord gik jeg fra hende.

• • •

Glædelig 22. december!🎄

Forhelvede, Dylan🤦‍♀️ Du ødelagde lige alle dine chancer med Audrey🙄

Kort kapitel, men det næste bliver langt. Og emotional😬

Omg, den slutter snart. Jeg. Er. Seriøst. Ikke. Klar. Til. Det.

Q: Hvad har været det bedste ved 2019?