Følelser er for fjolser -men jeg er alligevel også et fjols| julekalender 2019

Onsdag den 18. december

"Mange tak, Audrey og Dylan." Klassen klappede mekanisk og vi satte os på vores pladser. Hun sendte mig et smil og igen skulle jeg rent faktisk til at smile tilbage. For en uge siden ville jeg have været glad for at opgaven endelig var slut og jeg ikke behøvede at snakke med Audrey længere. Men af en eller anden grund var jeg ikke længere begejstret over det.

I frokostpausen satte Audrey sig ved siden af mig. Jeg så overrasket på hende og kunne med det samme mærke andre folks blikke på os. Hvorfor opsøgte hun mig? "Hey," sagde hun til mig men før jeg kunne sige noget var et par piger på vej mod os. "Hey, Audrey," sagde den forreste og gav mig et elevatorblik. "Hvorfor sidder du ikke med os?" sagde den anden pige efterfulgt af den tredje pige der sagde: "Er I to sådan kærester nu?" Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere til det. Audrey så forbløffet på dem. "Nej, han er bare min ven."

Ven.

Vi var venner? Det vidste jeg heller ikke hvordan jeg skulle reagere til. Pigen løftede sit øjenbryn. "Øh, Audrey kan vi godt lige tale sammen?" Hun gik modvilligt med dem og de stillede sig akkurat nok væk til at jeg faktisk kunne høre dem. "Audrey, hvorfor fuck hænger du ud med den emo? Opgaven er ovre, du ved godt du ikke behøver at være sammen med ham?" Audrey så kort på mig. "Piger, jeg synes ikke at I burde kalde ham en emo. Og han er faktisk helt okay." Pigerne viftede med deres lange øjenvipper. "Den freak?! Hvorfor forsvarer du ham overhovedet?" spurgte den ene.

"Silena, du overdriver du totalt," forsvarede Audrey mig.

"Hvis du gerne vil være venner med ham, så fint." De gik fornærmede deres vej og Audrey gik tilbage til mig.

"Kom, lad os gå," sagde hun. "Hvad?" Hun så på mig og smilede ikke. "Lad os gå. Jeg gider ikke at være her mere."

"Så du mener pjække?" Jeg tænkte på min mors reaktion hvis hun fandt ud af at jeg pjækkede igen. Så rejste jeg mig og fulgte efter Audrey.

Hun gik faretruende hurtigt og stoppede først da hun satte sig på en bænk. Jeg satte mig ved siden af. Der var et øjebliks tavshed. "Hvorfor?" spurgte jeg. "Hvorfor hvad?" Hun så ned på sneen. "Hvorfor forsvarede du mig?" Der skete noget med hendes øjne. "Du hørte det?"

"Du havde ikke behøvet at sætte dig ved siden af mig. Du havde ikke behøvet alt det der, du behøver ikke at være min ven," sagde jeg. Nu vendte hun blikket mod mig. "Jeg ved det. Men jeg ville gerne." Der var stille.

"Har du nogensinde tænkt dig at fortælle mig hvad der går dig på?" spurgte jeg da jeg kunne mærke at stemningen var forfærdelig. "Du er vel ligeglad." Jeg trak på skuldrene. "Efter hvad der skete i weekenden, tror jeg ikke at jeg nogensinde kan være ligeglad," indrømmede jeg. Det fik hende til at smile. Hun sukkede og blikket blev alvorligt.

"Sandheden er..." startede hun og tog en indånding. "Min far..." Tårer dukkede op i hendes øjne. "Wow, det her er sværere end jeg troede," hviskede hun med et mekanisk grin. "Min far... øhm..." Hun trak op i ærmet men det var ikke arrene hun viste. Jeg løftede mine øjenbryn. Jeg knyttede næverne. Et brændemærke. Fra en cigar.

Et fucking brændemærke.

Jeg rettede mig op. "Har han...?" Hun nikkede og nu var tårerne for alvor gået i gang. "Slår mig også... og andre ting."

Det løb mig koldt ned ad ryggen. Jeg vidste godt hvad andre ting betød. Audrey begyndte at hulke. Jeg sagde ikke noget. Vidste ikke hvad jeg skulle sige.

"Fuck," sagde hun og tørrede sine tårer med ærmet. "Hvorfor fanden fortalte jeg det?" Hun rejste sig for at gå, men jeg tog fat i hendes hånd og snurrede hende rundt så vi stirrede lige i hinandens øjne. "Ik' gå," sagde jeg med en rystende stemme. Ik vis dine følelser, ik vis dine følelser, ik vis dine følelser. "Det var ikke min mening at du skulle tro at jeg var ligeglad. Det er jeg ikke."

Vi stirrede på hinanden. Hendes grønne øjne funklede, hendes øjenvipper var lange og henrivende når hun blinkede. Jeg så på hendes læber der var perfekt formede, fyldige, garanteret bløde. Hun så på mine læber. Jeg opdagede det ikke, men vi var rykket tættere på hinanden. Alting var stille, helt stille. Det eneste jeg hørte, var lyden af vores åndedrag. Det var koldt, frysende koldt, men alligevel kunne jeg ikke mærke det. Jeg gik tættere på hende og hun gik tættere på mig. Vores læber var få centimeter fra hinanden også var der noget der slog klik i mig.

Hvad fuck havde jeg gang i? Og med et sæt, trak jeg mig. Vi så begge forbløffet på hinanden. "Jeg...Undskyld," sagde Audrey også løb hun sin vej.

• • •

Glædelig 18. december!🎄

OMGGGG!! Audrey og Dylan kyssede næsten arghhh. #Daudrey

Men nu hvor opgaven er ovre, vil de så stadig være venner?

Og med Audreys hemmelighed... vil tingene ændres?

Lol, kan godt lide at gøre det dramatisk, ahaha

Q: Hvad tror I der sker?