Følelser er for fjolser -men jeg er alligevel også et fjols| julekalender 2019

Torsdag den 12. december

Mine skridt var tunge mens jeg vadede ned af den mennesketomme gang. Musikken brølede i mine ører. Kenneth, min matematiklærer havde bedt mig om at hente nogle hæfter fra depotet. Skoledagen var næsten slut, jeg skulle bare igennem denne sidste time og så kunne jeg igen låse mig inde på mit værelse.

Da jeg åbnede døren til depotet, sad Audrey derinde. Jeg havde næsten ikke set hende hele dagen. Da hun fik øje på mig, vendte hun sig i et øjeblik op og da hun så på mig igen var hendes øjne røde. Havde hun grædt?

"Hej!" smilede hun men det var falsk. Det kunne selv en blind se. Hvad var der sket med hende? Hun havde også opført sig så mærkeligt de sidste par dage.

"Hvad laver du her?" spurgte hun og det lød som om hendes stemme knækkede, men jeg var ikke sikker. "Jeg skal bare hente nogle papirer," sagde jeg. "Hvad laver du her?" Audrey viste et smil. "Det skal jeg også." Jeg lagde armene over kors. Normalt var jeg ligeglad, hvad ragede det også mig hvad hun foretog sig inde i depotet? Men jeg kunne ikke slippe det. Det kunne jeg ikke. "Virkelig?" spurgte jeg. Hun nikkede. "Jeg kan ikke se nogle papirer." Audrey så på alle stederne i rummet bortset fra mig. "Jeg skulle lige til at gøre det," forklarede hun.
"Så gør det."
"Hvad?"
"Hent papirerne."
"Skal du ikke?"
Jeg lænede mig op ad væggen med et skuldertræk. "Når du har gjort det først," sagde jeg og vidste ikke hvorfor jeg var så stædig. Hvad prøvede jeg overhovedet at bevise? Audrey trak en stol hen til hylderne med farvet papir og stillede sig på den. "Nu hvor du er i gang kan du så ikke også lige hente..." Jeg tøvede, ledte efter ordene. "Øhm, klipsemaskinen på øverste hylde?" "Hvad skal du bruge en klipsemaskine til?" spurgte hun. "Det er til vores planche," sagde jeg. Hvorfor kunne jeg ikke bare være ligeglad? Hun himlede med øjnene og rakte ud efter den.

Præcis som jeg havde forventet, rullede hendes ærmer ned da hun rakte ud efter den øverste hylde. Røde, lange og tynde ar dækkede hendes arme. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere, men jeg blev bare ved med at stirre på dem. "Hvad er der?" spurgte hun forvirret. Da hun lagde mærke til hendes nedrullede ærme, gispede hun og stolen væltede under hende.

Af ren refleks rakte jeg ud efter hende og hun faldt i mine arme. Vi så hinanden i øjnene og det var første gang vores ansigter var så tætte. Jeg kunne mærke hendes hjerte slå, eller også var det mit. Håret faldt væk fra hendes ansigt og viste de blå og røde mærker. Hendes grønne øjne var store og funklende. Da jeg havde set på hende i flere sekunder, opdagede jeg at min ene hånd var om hendes talje og den anden var under hendes knæ. Jeg slap hende og vi gik begge flovt nogle skridt tilbage. Audrey trak sine ærmer endnu længere ned og hun så væk.
"Dylan..."
Jeg vidste godt at jeg burde tænke over hendes ar, men det eneste min hjerne irriterende nok kun fokuserede på at jeg virkelig, virkelig godt kunne lide lyden af mit navn når hun sagde det og jeg gav mig selv en lussing for at tænke sådan.

"Dylan, det er ikke som du tror." Jeg kom tilbage til virkeligheden. "Så du cutter ikke?" Jeg blev ved med at skabe øjenkontakt med hende og hun blev ved med at bryde den. "Og du har ikke blå mærker på dit ansigt? Hvor kommer de fra?" Audrey bed sig i læben og hviskede noget. "Hvad?" spurgte jeg. "Ik' sig det til nogen." Jeg så på hende og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Der var muligvis nogen der gjorde hende fortræd så det fornuftigste ville nok være at fortælle det til nogen. Nogen der kunne hjælpe hende. Jeg så stadig arrene for mig, lange, tynde, modbydelige. Jeg tænkte tilbage. På den gang jeg selv gjorde det. Den gang jeg selv troede det var løsningen. For det føltes som løsningen.

Jeg så på Audreys knuste, ødelagte øjne. Jeg bed mig i læben og nikkede. Hendes hemmelighed var sikker hos mig.

• • •

Glædelig 12. december!🎄
Holyshiiiiit! Audrey cutter?! Den havde jeg ikke set komme! Eller jo, det havde jeg haha. *mig der prøver at være sjov*

Dylan der griber Audrey🤤 I ship. Ik fortæl mig at jeg ikke er den eneste?

Og undskylder for at kapitlet kom sent oppe. Jeg var til sådan noget arrangement noget ahah.

Q: Audrey og Dylans ship name?