Følelser er for fjolser -men jeg er alligevel også et fjols| julekalender 2019

Mandag den 16. december

Audrey og jeg var i gang med at lægge den sidste hånd på vores fremlæggelse. Vi havde ikke rigtig gjort noget som helst ud af selve opgaven, men vi prøvede stærkt på at få den til at se flot ud så vores lærer ikke lagde mærke til hvor dårlig den rent faktisk var. "Hvad tror du vi får?" spurgte Audrey mig. Hun havde ikke snakket om hvad der skete hjemme hos mig. Eller om hendes ar. Jeg trak på skuldrene. "Vi har ikke engang et rigtigt emne."

"Marlen sagde at vi måtte fremlægge om hvad vi ville, bare så længe det havde noget med jul at gøre," sagde Audrey og grinede. Jeg reagerede ikke.

Hun lagde hovedet på skrå, så indgående på mig og spurgte: "Hvorfor smiler du aldrig?" "Hvorfor cutter du?" spurgte jeg spidst tilbage. Hun så ned og smilet forsvandt. "Den bad jeg selv om," sagde hun. "Du kunne også bare fortælle mig det," sagde jeg, fik øjenkontakt med hende og fortsatte: "Så kunne jeg også afsløre mine allerdybeste hemmeligheder." Jeg løftede udfordrende mit øjenbryn og hun så bare på mig med et glimt i øjnene. "Fristende må jeg sige." Så smilede hun igen. "Men jeg springer over."

"Hvad skal du efter skole?" spurgte Audrey. Jeg sukkede.
"Julegaveindkøb," fortalte jeg med væmmelse i stemmen. "Du får det til at lyde som en tur i helvede," grinede hun. "Måske er det også det," fortalte jeg.

Domica knugede sin hånd i min mens vi gik igennem de forskellige forretninger. Hendes nissehue hang løst. Ligesom hvert år tog Domica og jeg ud for at købe noget til vores forældre. Og ligesom hvert år var det Domica der valgte noget og jeg fulgte bare med. I år købte vi et krus til vores mor hvor der stod: "verdens bedste mor" og det samme til vores far, bare med ordet far i stedet for. Jeg brummede stille da Domica holdt kruset med "verdens bedste far" på men hun opdagede det heldigvis ikke. Kassedamen pakkede krusene ind og vi lagde dem ind i en pose. På vej ud tabte Domica hendes nissehue, men hun opdagede det ikke. Jeg samlede den op og gemte den i posen.

Da vi var ude af butikken, opdagede hun det. "Dylan, jeg glemte min nissehue. Vent lige lidt." Hun løb ind i butikken igen før jeg fik indført et ord. Jeg gik langsomt derind igen. Domica kom farende imod mig. "Dylan, jeg kan ikke finde den!" Hendes øjne var triste og hun lød helt grædefærdig. Jeg trak den op af posen. "Du skal holde lidt mere øje, stump." Domica smilede over hele hovedet og tog straks huen på. Hun omfavnede mig mens hun sagde: "Tak, tak, tak, tak."

I bussen på vej hjem sad Domica tæt ind til mig. "Hvorfor vil du ikke holde jul hos far?" spurgte hun. Jeg sukkede. "Selvfølgelig vil jeg det," forsikrede jeg hende om. "Jeg vil også bare ønske at vi kunne holde jul med mor." Hun nikkede forstående. "Jeg vil ønske at de ikke blev skilt," sagde hun. Jeg nikkede og krammede hende tæt ind til mig. "Det vil jeg også ønske," sagde jeg tungt og sukkede.

• • •

Glædelig 16. december!🎄

Dylan + Domica = søskende goals

Q: Hvad er jeres livret?