Følelser er for fjolser -men jeg er alligevel også et fjols| julekalender 2019

Tirsdag den 24. december

Jeg vågnede med et sæt og satte mig op. Jeg havde drømt om Audrey. Vi var i skøjtehallen igen og hun faldt ovenpå mig. Men denne gang kyssede vi. Jeg tog en rystende indånding. Hvorfor havde jeg drømt om hende? Kunne Domica have ret? Var jeg vild med hende? Det kunne jeg da ikke være... kunne jeg?

Jeg blev i mit værelse hele dagen. Domica lavede et eller anden nedenunder med min far og ham havde jeg på ingen måde lyst til at se. Jeg var ved at kvæles i mine egne tanker. Jeg havde brug for en at snakke med. Men jeg havde ingen at snakke med. Mit savn til Audrey steg som dagen gik. Jeg havde lyst til at skrive til hende, men jeg turde ikke. Hun hadede mig sikkert nu. Fuck, hvor var jeg dog en kæmpe idiot.

Domica kom op på mit værelse om aftenen. "Vi skal spise snart, Dylan." Jeg nikkede. "Hvad er der galt?" spurgte hun med det samme. "Er det Audrey?" Jeg nikkede igen. Magtede ikke at lægge skjul på noget længere. "Jeg savner hende," indrømmede jeg. "Du er nødt til at sige det til hende!" sagde Domica ivrigt. "Jeg tror ikke engang hun vil se på mig," sagde jeg med armene over kors. "Selvfølgelig vil hun det, Dylan! Du skal bare undskylde og fortælle hende at du kan lide hende." Jeg rødmede. Siden hvornår var jeg begyndt at rødme? Jeg tog en indånding. "Du har ret, Domica. Jeg gør det." Min lillesøster smilede og hoppede glad rundt. "Yay! Men Dylan du kan ikke gå derhen sådan der," sagde hun og kiggede på mit tøj. Jeg så ned ad mig selv. "Hvad er der galt med mit tøj?" Hun lagde armene over kors. "Man kan slet ikke se dit ansigt."

Hun stillede sig på sengen så hun kunne nå mig. Så trak hun min hætte ned og fjernede håret fra mit ansigt. "Du går også alt for meget i sort tøj." Jeg rullede øjne. "Og du gør også det der for meget," sagde hun og imiterede mig der rullede øjne. "Har du virkelig ikke noget andet tøj?" spurgte hun og åbnede mit skab. "Hey, du kan ikke bare rode i mit skab," protesterede jeg. Domica vendte sig igen mod mig. "Var det ikke den her far gav dig i jul sidste år?" spurgte hun og viste mig en blå skjorte. "Du burde tage den på!"

"Jaer, right. Jeg tager altså ikke imod modetips fra en syvårig."

"Hvem af os har rent faktisk venner?" spurgte hun. Jeg så chokeret på hende og vidste ikke om jeg skulle grine eller blive sur. Dissede min lillesøster mig lige? "Fint, så tager jeg den på," sagde jeg.

Jeg stirrede på mig selv i spejlet og kunne ikke kende mig selv. Mit sorte, pjuskede hår var strøget væk fra mit ansigt og viste mit ansigt klart og tydeligt. Jeg var bleg som et spøgelse. Jeg følte mig utilpas i skjorten. Jeg havde brug for en hættetrøje, en hætte jeg kunne dække mit ansigt med. Den var som et skjold og nu, uden alt det følte jeg mig nøgen og ubeskyttet. "Du ser helt anderledes ud!" sagde Domica der smilede bredt til mig. Jeg tog en indånding. "Hvad med far?" spurgte jeg. "Jeg skal nok tage mig af det," sagde Domica. "Gå nu bare." Jeg smilede og gav hende et kram. "Du er den bedste søster i verden," sagde jeg til hende.

En million tanker udspillede sig i mit hoved mens jeg gik. Der var super koldt, men min angst og nervøsitet gav mig andet at tænke på. Der var så mange ting der kunne gå galt. Så mange ting. Jeg havde fundet hendes hus på skolens hjemmeside. Jeg var temmelig bange for at hendes far ville åbne op. Ville han overhovedet lade mig komme ind? Det her var en kæmpe fejl. Fejl. Det var det jeg havde sagt til Audrey. Jeg bed mig i læben og rystede på hovedet. Jeg var nødt til at gøre det her.

Jeg bankede forsigtigt på. Der var ingen der åbnede. Efter et minut bankede jeg på igen. Lidt hårdere. Jeg ventede lidt mere også åbnede døren. Det var en stor mand der stod i døråbningen. Han havde en beskidt undertrøje på, rander under øjnene og stank af alkohol. Han gabte og lignede en der lige var vågnet op. Han så afventende på mig.

"Hej" startede jeg. Manden gryntede. "Jeg er kommet for at se Audrey" Han så forvirret på mig. Nærmest som om han ikke vidste hvem hun var.

"Audrey, din datter. Øhm, er hun hjemme?" Manden borede sine små øjne i mine. Jeg havde lyst til at give ham de største tæv, men sammentidlig var jeg også bange. "Hvad vil du med hende?" Hans stemme var mørk, gryntende. "Jeg vil bare snakke."