Tirsdag den 17. december

54 7 10
                                    

Det var Domica der vækkede mig ved at banke på min dør. Jeg glippede med øjnene og så på mit vækkeur. Hvorfor havde det ikke vækket mig? Jeg rejste mig og åbnede døren. Domica stod storsmilende og så på mig, fuldt påklædt og klar til at gå.

"Hvad?" vrissede jeg. "Er du klar til at gå?" spurgte hun. "Tydeligvis ikke? Er det ikke ligegyldigt?" Domica så spørgende på mig. "Ikke når du skal følge mig i skole?" Jeg rynkede mine bryn, løb ud i gangen og hen til stuen. "Hvor er mor?" råbte jeg til Domica. "Hun tog tidligt afsted," sagde Domica og gik hen til mig. "Det sagde hun altså til os i går, Dylan."
"Hvad snakker du om?" spurgte jeg. Domica sukkede. "Hun sagde: Jeg tager tidligt afsted i morgen. Dylan du følger Domica i skole." Så var det mig der sukkede.

Vi havde ikke dansk i dag så efter skole spurgte Audrey mig om vi skulle øve fremlæggelsen et par gange da det var i morgen vi skulle præsentere. Jeg sagde ja og vi aftalte at øve hjemme hos mig for af en eller anden grund udbrød Audrey: "Nej!" da jeg spurgte om vi skulle øve hos hende. Jeg sagde ikke mere til det og vi fulgtes for at hente Domica.

"Hey, det her er jo ikke den samme vej som sidst?" påpegede Audrey. "Vores forældre er jo skilt," sagde jeg. "De tænkte at det vil være bedst for os hvis de boede så tæt på hinanden som muligt," sagde Domica naturligt. Jeg himlede med øjnene og Audrey lagde mærke til det. Bedst for os. Hvis de virkelig bekymrede sig om hvad der var bedst for os, var de aldrig blevet skilt.

Audrey og jeg gik ind i mit værelse. "Wow, det er jo helt identisk med det hjemme hos din far," sagde hun overrasket. Domica kom ind i rummet. "Domica, Audrey og jeg skal lave lektier så kan du ikke lige gå?" sagde jeg så roligt som muligt. "Jamen, Dylan!" sukkede hun. "Jeg har aldrig noget at lave og mor kommer først hjem i aften. Og du gider jo aldrig at lege med mig." Domica så anklagende på mig. Jeg skulle lige til at bede hende om at skride da Audrey sagde: "Ved du hvad, Domica? Din bror og jeg skal øve en fremlæggelse så vil du ikke være publikum?" Min lillesøster nikkede ivrigt og satte sig på mit gulv.

"Det var så godt, Audrey!" klappede Domica og smilede. "Dylan, du kunne godt havde gjort det lidt bedre. Du havde ikke rigtig hjertet med i det." Jeg himlede med øjnene og Audrey grinede. "Er vi færdige?" spurgte jeg. "Det er vi vel," sagde Audrey. "Nej, ik' gå!" udbrød Domica og klamrede sig Audrey. "Jeg har aldrig haft en søster. Vil du ikke blive og lege med dukker med mig?" Hun så på Audrey med hendes enorme hundeøjne. Audrey så tøvende på mig og sagde: "Det kan jeg vel godt..."

"Hey," påpegede jeg. De så begge på mig.

"Jeg kan da også lege med dukker." Domica løftede et øjenbryn.

"Nej, du kan ej."

"Jo, jeg kan." Jeg vidste ikke hvorfor jeg insisterede. Domica løb ud af værelset om kom tilbage med en kasse fyldt med barbiedukker.

"Hvordan kunne du?" råbte Audrey og viftede med sin dukke. "Jeg ved ikke hvad du taler om, Jenna," sagde jeg. "Nej, Dylan!" sagde Domica. "Du skal gøre din stemme lysere. Og du taler som en robot. Du skal mene det." Jeg sukkede. "Jeg ved ikke hvad du taler om, Jenna," sagde jeg igen med tone i min stemme. Jeg gjorde ikke min stemme lysere, det nægtede jeg. "Jeg kender din hemmelighed, Teresa!" sagde Audrey dramatisk.

Min dukke hed Teresa, Audreys hed Jenna og Domicas hed Melanie. De var alle bedste veninder indtil Teresa, min dukke begyndte at hænge ud med andre. "Hvilken hemmelighed?" Domica så irriteret på mig. "Dylan, for sidste gang. Du skal-" Jeg kastede min dukke i gulvet. "Du havde ret. Jeg duer ikke til det her." Audrey grinede og jeg tænkte et splitsekund over hvor fantastisk hendes latter lød, da jeg skubbede tanken væk.

"Det er overhovedet ikke realistisk," sagde jeg og krydsede mine arme. "Det er ikke meningen at det skal være realistisk, Dylan," forklarede Audrey. "Det er meningen det skal være dramatisk!" Jeg rullede øjne. "Troede vi skulle lege med dukker, ikke spille en spansk sæbeopera," sagde jeg. "Hvad er en sæbeopera?" spurgte Domica. "Ligegyldigt. Bare ryk legen i dit eget værelse så jeg kan være i fred," sukkede jeg. Audrey så på mig med et blik jeg ikke kunne tyde. Jeg følte at jeg skulle være varsom med mine ord. At et forkert trin og Audrey ville dømme mig. Hade mig. Sådan som hun burde. For det er det alle andre gør.

Tanken kunne ikke forlade mig før Audrey en time senere bankede på min dør og sagde farvel til mig. Hun smilede til mig og jeg skulle næsten til at smile tilbage. Det gjorde jeg ikke. Jeg sagde bare ses og hun lukkede døren med et nærmest skuffet blik. Jeg burde nok have fulgt hende til døren. For at være høflig. Jeg skubbede hætten af og kørte frustreret fingrene igennem mit hår.

• • •

Glædelig 17. december!🎄

😢🥺🥺

Ihh, colabilen kom til min by i dag! Det er første gang jeg har set den. For en uge siden vidste jeg ikke engang at der var noget der hed colabilen😂

Q: Har colabilen været hos jer?

Følelser er for fjolser -men jeg er alligevel også et fjols| julekalender 2019Where stories live. Discover now