Følelser er for fjolser -men jeg er alligevel også et fjols| julekalender 2019

Fredag den 13. december

Jeg havde ikke talt om episoden med Audrey. Faktisk havde jeg slet ikke set hende. Jeg vidste ikke om hun undgik mig eller om hun bare undgik alle. Det var først da vi fik fri at hun traskede hen til mig. "Hej!" smilede hun og for første gang i lang tid så det ægte ud. Jeg nikkede og så på mine sorte sko der lavede fodaftryk på den snehvide jord. Følelsen af at være malplaceret var ikke ny når jeg stod i mit sorte tøj ude i den hvide sne. Det sneede også, voldsomt meget faktisk og jeg følte mig som den der sorte klat man ved et uheld kom til at male på et kridhvidt maleri.

"Skal du hente din lillesøster?" spurgte Audrey og jeg så på hende. Sneen landede på hendes hår, der ikke var beklædt med nogen hue. Der landede et snefnug på hendes næse og jeg spekulerede på hvorfor sneen næsten så ud til at klæde hende. "Ja," sagde jeg med min matte, mørke stemme. Jeg gik videre og hun gik efter mig. Det så nærmest ud som om hun helt havde glemt hvad der skete i går. "Det er fredag den 13. i dag," sagde hun med et grin. "Tror du på den slags?" spurgte jeg. "Jeg ved det ikke. Det er ret sjovt at tænke på. At man får uheld bare fordi det er den trettende."

"Det er det mest latterligste jeg nogensinde har hørt," sagde jeg med et fnys. "Folk finder altid på latterlige ting," sagde Audrey med et skuldertræk.

Vi nåede skolen og Domica stod for første gang og ventede på mig. "Dylan!" sagde hun højt og løb hen for at omfavne mig. Jeg lod hende gøre det, men ikke særlig længe. Der gik faktisk ikke engang to sekunder før jeg trak mig. "Hvordan kan du allerede være klar?" spurgte jeg. "Karina sagde at der måske vil komme snestorm! Kan vi ikke skynde os hjem?" Hun fik øje på Audrey og et stort smil kom på hendes læber. "Hej, Audrey!" Domica krammede hende hvilket for at være ærlig gjorde mig en smule vred.

De trak sig og Audrey hviskede i mit øre: "Jeg tror din søster har ret. De hat lige meldt ud at der kommer storm og alle burde være inde døre." Jeg så på sneen der faktisk så temmelig voldsom ud. "Kom, nu gør vi," sagde jeg hårdt og tog fat i Domicas hånd. Sneen blev værre og værre. Blæsten var kraftfuld og Domica begyndte næsten at græde. Min far ringede og spurgte hvor vi var. "Vi er på vej," sagde jeg. Alting gik så hurtigt og langsomt på samme tid.

Vi nåede huset og min far stod ved opgangen og skyndte på os. Audrey skulle til at gå da min far stoppede hende. "Stormen er meget slem. Kunne du ikke tænke dig at blive hos os indtil stormen er ovre og du kan gå sikkert hjem?"

Audrey smilede et af hendes venligste smil. "Det er sødt af dig, men der er ikke særlig lang vej-"

"Nej, jeg insisterer. Og jeg er også sikker på at Dylan meget gerne vil have at du bliver."

"Far!" udbrød jeg irriteret. "Hvad?" spurgte han uforstående. Jeg himlede med øjne. Jeg havde lyst til at storme hen til mit værelse, men jeg vidste at det var uhøfligt at efterlade Audrey på den måde. Jeg lagde armene over kors og ventede på at hun tog sit overtøj af og så førte jeg hende op i mit værelse.

Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle mene ved at Audrey var i mit værelse. Jeg vidste ikke om jeg var flov over alle mine bandplakater eller om jeg var ligeglad. Men jeg vidste at det var første gang nogen var hjemme hos mig, at nogen var i mit værelse. Jeg så på Audrey, der studerede mit værelse fra punkt til prikke. Jeg følte mig ilde til møde. Hvordan fik hun mig til at føle mig malplaceret i mit eget værelse! Hvornår kunne den storm være ovre så hun kunne gå?

Jeg hørte at min far kaldte på mig så jeg gik ned for at se hvad han ville. "Dylan, jeg har gode og dårlige nyheder. Stormen kommer til at vare ved resten af natten. Men den gode nyhed er at din nye ven kan overnatte her!" Han smilede og jeg knyttede næverne. "Hun er ikke min ven!" Jeg stampede tilbage til værelset hvor jeg opdagede Audrey sidde på min seng med min notesbog i hænderne. "Hvordan fandt du den?" udbrød jeg og rev den ud fra hendes hænder. Audrey smilede til mig. "De er virkelig gode, Dylan."

"Hold mund," sagde jeg og før hun kunne sige noget andet, tilføjede jeg: "Desuden så skulle jeg sige fra min far at stormen ikke forsvinder lige i foreløbig. Du skal sikkert sove her." Det var lidt som om noget gik i stå i Audrey og hun rødmede.

• • •

Glædelig 13. december!🎄

Glædelig FREDAG DEN 13, ahaha.

Ej omg Audrey skal freaking sove hos Dylan?!! Hvad mon der sker?
Q: Tror I på fredag d. 13?