Følelser er for fjolser -men jeg er alligevel også et fjols| julekalender 2019

Fredag den 20. december

Jeg vågnede næste morgen, senere end normalt. Meget senere end normalt. Jeg havde ikke lukket et øje i nat. Jeg kunne ikke lade vær med at tænke på Audrey og episoden i går.

Og hvordan mit hjerte sprang et slag over da hun landede på mig. Hvordan hele min krop blev varm, taget i betragtning af at vi befandt os i en frysende skøjtehal.

Hvordan jeg næsten følte noget.

Følelser er for fjolser, tænkte jeg i det jeg langsomt forlod min elskede seng. Jeg var træt, pisse fucking træt og jeg havde ikke lyst til at tage i skole. Jeg havde ikke lyst til at se Audrey. Jeg havde ikke lyst til at have noget med hende af gøre. Jeg var nødt til at gøre en ende på det venskab. Det venskab jeg ikke engang anede fandtes. Det var ikke meningen jeg skulle blive venner med hende. Det var ikke meningen jeg skulle blive venner med nogen overhovedet.

Da jeg begav mig ned til morgenmaden, var det det sædvanlige syn der mødte mig. Min lillesøster der glad spiste morgenmad mens min mor sad ved bordet med et udmattet blik i ansigtet. "Er du klar til sidste skoledag før ferien?" spurgte min mor og smilede svagt til mig. Jeg svarede hende ikke og satte mig. "Domica siger du er begyndt at blive venner med denne her pige," startede min mor. Jeg gav et sigende blik til Domica der smilede over hele hovedet. "Og hun åbenbart har været her?" Jeg trak på skuldrene. "Ja og hun er så sød! Hun hedder Audrey og hende og Dylan laver en opgave sammen i skolen og hun sov hos os da vi var hjemme hos far fordi der var den der storm og-" Domica plaprede løs og jeg kunne se at min mor blev overrasket. "Vi er ikke venner," sagde jeg irriteret. "Du har ret, Dylan. I er kærester." Jeg greb fat i Domicas nissehue og kastede den væk.

"Ik en fucking skid vi er," sagde jeg hårdt. "Dylan!" udbrød min mor. "Kan du så sige undskyld til din søster?" Domica tog sin nissehue på igen og lagde armene over kors. "Men jeg har ikke gjort noget, det var Domica der spyttede løgne ud." Min mor løftede strengt sit øjenbryn. Hun så afventende på mig. Jeg himlede med øjnene og sagde undskyld til Domica.

Jeg ignorerede Audrey hele dagen. Hun forsøgte at opsøge mig, mere end normalt faktisk men det lykkedes mig ikke at tale med hende hele dagen. Hun var nødt til at forstå at vi ikke var venner og nu hvor opgaven var slut skulle vi ikke have noget med hinanden at gøre.

Da jeg hentede Domica spurgte hun ind til Audrey og jeg sagde at hun ikke ville komme. Jeg blev ved med at sige til mig selv at det var det rigtige at gøre, men jeg kunne ikke slippe hende fra mine tanker. Jeg bekymrede mig om hende. Jeg burde gøre noget, ikke? Anmelde hendes far. Be hende om at bo hos mig. Sørge for at hun ikke cuttede mere.

Men jeg kunne ikke. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg kunne ikke.

• • •

Glædelig 20. december!🎄

Dylan er dum. Han skal bare indse at han er vild med Audrey og hjælpe hende. Typisk drenge. Tror jeg. Jeg har ingen idé om hvad drenge tænker, ahaha.

Ihh julekalenderen slutter snart! Føler tiden går alttttt for hurtigt. Jeg er ikke klar til den skal slutte.

Q: Hvorfor tror I at Dylan ikke vil hjælpe Audrey?