Følelser er for fjolser -men jeg er alligevel også et fjols| julekalender 2019

Lørdag den 14. december

Klokken var 1 om morgenen og jeg kunne ikke sove. Mit blik var fæstnet fast til loftet. Audrey sov på sofaen i stuen. Igennem hele aftenen havde hun og Domica været sammen. Domica kunne virkelig, virkelig godt lide hende og af en eller anden grund irriterede det mig. Jeg rejste mig og gik ned for at tage et glas vand. Det plejede at hjælpe. Jeg opdagede at Audrey ikke lå på sofaen og da jeg var igen var på vej mod mit værelse kunne jeg høre en lyd fra badeværelset. Det lød som gråd. Jeg gik hen mod badeværelset og der lå Audrey og ganske rigtigt græd. Hun havde lånt en af mine hættetrøjer til at sove i og den var alt for stor til hendes spinkle krop. Hun fik øje på mig og gemte ansigtet i hendes hænder.

"Undskyld, undskyld, undskyld!" hviskede hun. Jeg satte mig ved siden af hende. "Øhm..." startede jeg tøvende. Jeg var ikke god til det her. "Hvad er der sket?" Som stikord kastede hun sig i min favn og græd ud i min skulder. Jeg var stiv som et bræt og jeg vidste ikke om jeg skulle lægge mine arme om hende for at trøste hende. Akavet lagde jeg mine hænder om hendes ryg og aede hende forsigtigt. "Øhm, det skal nok gå..." sagde jeg tonløst. Hun lagde vist ikke mærke til den manglende bekymring, men knugede sig bare mere til mig.

I flere sekunder sagde hun ikke noget og jeg var begyndt at få nok. Først græd hun i depotet og nu i mit hus? "Har du tænkt dig at fortælle mig hvad der er galt?" spurgte jeg. Hun trak sig. "Undskyld," sagde hun igen og snøftede. Håret klistrede sig klamt til hendes røde ansigt. Jeg tog noget toiletpapir og gav det til hende. "Det her sker nogle gange," sagde hun. "At du bryder sammen på et badeværelsesgulv?" spurgte jeg. Hun grinede næsten, men det forsvandt i gråden. Hun nikkede. "Har det noget med de der ar at gøre?" Hun nikkede igen. "Tak," sagde hun. "For hvad?" spurgte jeg. "For at være her. Vi kender knap nok hinanden, men-" Hendes stemme knækkede selvom hun var stoppet med at græde. "Undskyld..."

"Stop med at undskylde," sagde jeg. Hun lagde hovedet mod mit bryst igen. Hendes vejrtrækning var tung. Jeg ventede på at hun ville sige noget, men det gjorde hun ikke. Så opdagede jeg at hun var faldet i søvn. I min favn. Seriøst?

Jeg løftede hende varsomt i prinsessestilling og tænkte på da jeg greb hende i depotet. Hun var overraskende let. Så stille som muligt gik jeg hen til sofaen og lagde hende forsigtigt på den. Jeg lagde tæppet om hende og betragtede hende kort. Jeg satte mig på hug og rullede hendes ene ærme op. Jeg vidste at det var forkert, men jeg kunne ikke lade vær med at tænke over det. Mine fingre kørte over hendes mange ar. "Hvorfor?" hviskede jeg. Jeg ønskede brændende at vide hvad der nagede hende. Hvorfor fortalte hun mig det ikke? Med et suk forlod jeg sofaen og gik op for at sove.

• • •

Glædelig 14. december!🎄

Ihhh, jeg kan virkelig godt lide det her kapitel! Synes det er cute. Borset fra Audreys mental breakdown haha

Elsker den måde deres forhold udvikler sig. #Daudrey (pls, en eller anden, find på noget bedre🙏😂)

Q: Hvad er det bedste ved jul?