Citat fra bogen: Jeg føler mig som en cocktail der er blandet forkert.
James Taylor mødte en pige i sommerferien, da han var i Spanien. Det viste sig at hun boede i London ligesom ham, så hun gav ham sit nummer inden hun rejste. Men da James ringer...
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Onsdag kl. 02:41
Ringer:
'Hende som jeg rigtig godt kan lide'
Jeg vågner af ringetone fra min telefon, så jeg misser med øjnene og rækker ud efter den. På displayet står der: 'Hende som jeg rigtigt godt kan lide'. Jeg smiler da jeg læser ordene, for de er helt rigtige. Jeg synes virkelig Daisy er dejlig. Virkelig dejlig. Jeg tror slet ikke man kan forstille sig det. Jeg undrer mig over, hvorfor hun ringer så tidligt om morgen, det er jo nærmest nat. Hun plejer aldrig at ringe, det er altid mig der ringer til hende. Jeg tager hurtigt telefonen, og lyden af vind og biler, strømmer ud af røret.
"Daisy, hva så?" Spørger jeg træt og gnider søvn ud af øjnene.
"Jeg vil ikke mere," græder hun. Hvad mener hun? Og hvorfor græder hun? Jeg blev overrasket den dag, jeg fandt ud af at hun cuttede. Jeg troede faktisk at hun var stoppet, men så cuttede hun pludselig imens jeg var i telefonen. Det var både skæmmende og ubehageligt. Og jeg vil helst ikke have, at der sker hende noget. Helst ikke? Slet ikke.
"Hvad er det du mener?" Spørger jeg bekymret.
"Jeg mener det jeg siger. Jeg springer snart," hulker hun og jeg sætter mig brat op. Hvad? Hun skal ikke spring nogle steder! Hvordan har jeg overset det her? Hun var glad i går, og hun opførte sig som om, hun havde det helt fint... Og bum, der var nøgleordet: Opførte. Hun har hele tiden opført sig, som om hun havde det fint? Fuck James. Hvordan kunne du være så blind? Jeg ved godt, at hun til tider ikke har det fantastisk, for hvis hun havde, ville hun jo ikke cutte. Men at hun er så langt ude, havde jeg slet ikke set. Jeg har lyst til at slå mig selv i hovedet med en bildør. Fuck fuck fuck. Jeg lader fandme ikke Daisy Bennett dø. Ikke så længe jeg lever.
"Du skal ikke springe," siger jeg alvorligt. Det er lige før jeg allerede er nede i bilen, for at køre til Hayes.
"Jo, det skal jeg. Jeg kan ikke leve mere... Ik sådan her," hvisker hun. Jeg er helt mundlam, jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige. "Der er ikke nogen der holder af mig. Der er ikke nogen som synes, jeg er vigtig–"
"Jo! Jeg holder af dig, og jeg synes du er vigtig," afbryder jeg.
"Du har jo kun kendt mig i femten dage. Du kan ikke holde af mig!"
"Selvom vi kun har kendt hinanden i femten dage, er du en af dem, jeg holder allermest af."
"Virkelig?" Hvisker hun grådkvalt.
"Virkelig," bekræfter jeg, og mærker en ensom tåre løbe ned ad min kind. Hun tier stille, men jeg kan kun høre hendes hulk og lyden af blæsten.
