Citat fra bogen: Jeg føler mig som en cocktail der er blandet forkert.
James Taylor mødte en pige i sommerferien, da han var i Spanien. Det viste sig at hun boede i London ligesom ham, så hun gav ham sit nummer inden hun rejste. Men da James ringer...
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Onsdag kl. 13:32
"Daisy, jeg kan altså ikke finde ud af det her," sukker jeg og hopper af skateboardet. Hun griner så meget, at hun næsten ligger på asfalten. "Det ik sjovt." Jeg sender hende et advarende blik, men hun ignorerer det og griner videre. "Okay.." Hun tager en dyb indånding, og prøver at stoppe med at grine. "Du ser bare virkelig sjov ud." Hun stopper i et sekund, før hun igen sprutter af grin. Der går en pige på vores alder forbi os. Hun smiler sødt til mig, og med det samme stopper Daisy med at grine. Hun rømmer sig og retter på sine ærmer. "Prøv igen," siger hun monoton og peger ned på sit skateboard. Jeg vælger at lade være med at drille hende, og prøver i stedet igen. Jeg stiller den ene fod på skateboardet og den anden på asfalten, sætter i gang... Men snubler – igen igen. Hvem skulle nogensinde have troet, at James Taylor ikke kunne står på skateboard? Ik mig. "Okay, her." Hun holder hænderne frem og jeg kigger ned på dem. "Jamie, det er meningen at du skal holde mine hænder." Jeg nikker kort og tager hendes hænder. "Og hvad så nu?" "James, er du helt væk? Du skal stille dig op på boardet." "Hvorfor?" Hun sukker. "Jeg har tænkt mig at trække dig, så du får en fornemmelse af, at det ikke er farligt." "Jeg synes ikke det er farligt," mumler jeg lavmælt og gør som hun siger. "Nej, helt sikkert." Hun himler med øjnene, og jeg klemmer hendes hænder da jeg er ved at miste balancen. Hun begynder at trække mig ned ad den lille sidegade, og min krop begynder at slappe af, i stedet for at være spændt op. "Har du fået snakket med din mor?" Spørger jeg og bryder stilheden. "Øhm nej, ik endnu," mumler hun og kigger ned i asfalten. Jeg ser undersøgende på hende. "Og hvordan har Chloe det efter faldet?" "Hun har det vist okay. Men hun er bekymret for babyen, så hun er taget til lægen," svarer hun med et skuldertræk, og sætter farten op. "Daisy hvis jeg falder, sagsøger jeg dig," advarer jeg og hun griner. Siden hvornår er jeg blevet sådan en bangebuks? "Så hold fast om mine skuldre," siger hun og stopper os så vi står stille. Hun lader sine hænder glide ud af mit tag, og placerer dem på min talje. Hun kigger mig dybt i øjnene, og på et splitsekund blev det her meget intimt. Men det er ikke en dårlig ting. Hun følger mine bevægelser med øjnene, da jeg langsomt bevæger mine hænder mod hendes skuldre. Jeg placerer dem blidt hvor de skal være. Og så står vi bare og kigger på hinanden. Jeg ser ind i hendes lysegrønne øjne, mens hun ser ind i mine. Jeg kan ikke gøre for det, men jeg drukner i de smukke øjne. Det samme sker for mine tanker. De skvulper rundt inden under min hjerneskal. Tanker om Daisy. Tanker om Daisy's far. Tanker om Arthur. Faktisk tanker om hele Daisy's familie. Men den tanke der nager mig mest, er den tanke om Daisy's ord i går aftes. "Jeg tror ikke at jeg vil dø alligevel," sagde hun og puttede sig længere ind til mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg var paf. Og da jeg endelig havde fundet på noget at sige, snorkede hun lavt. "Det er jeg virkelig glad for," ville jeg have sagt. Men det gjorde jeg ikke, for hun var jo faldet i søvn. Jeg er så dum. Jeg skulle have hvisket det til hende eller noget. Pludselig rømmer hun sig og ranker ryggen. "Hold fast," siger hun hæst og begynder at lunte. Jeg får et chok, så jeg er lige ved at miste balancen, men jeg når at få fodfæstet igen, inden jeg falder. Hun griner og sætter farten op.
