Christmas Call | ✓

29. December | Aktiviteter

Tirsdag kl. 07:00

Jeg aner ikke hvorfor jeg valgte, at gå op på Daisy's tag. Men nu er jeg her. Alene. Jeg sneg mig ud af sengen, fordi jeg havde ligget rastløs i en time, med min sovende kæreste i armen. Derefter sneg jeg mig ud af Leo's hus, og over i Daisy's opgang. Og så ud på taget.
Jeg suger al den kolde luft ned i min lunger, og puster ud igen så der dannes en sky af min ånde, foran min mund. Koldt? Jep. Det er skide koldt. Godt nok har jeg min jakke på, men den hjælper ikke særlig meget. Jeg bøjer nakken tilbage og ser op i himlen. Himlen er stadig mørk, og man skulle tro, at det stadig var nat.
Mine fødder fører mig hele vejen ned til halvvæggen, for enden af taget. Den er ikke særlig høj, så jeg kan snildt sætte mig på den. Jeg er faktisk ikke bange, da min fødder stille og roligt svinger frem og tilbage over byen. Mit hoved er igen et rod, og jeg aner ikke hvorfor. Om det var Daisy's mange berusende kys, inden vi sov i går, eller om det er fordi året lakker mod sin ende, aner jeg heller ikke. Men min hjerne er endnu en gang, kommet på overarbejde. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne slukke for den. Men det kan jeg desværre ikke.
Der er stille heroppe. Og især nu, hvor det er ferie og tidligt om morgnen. Jeg tror jeg sidder der i en halv time, da alt min gåsehud og mine kuldegysninger, pludselig forsvinder. Og hele min krop bliver varm, helt ind til benet.
"Hvorfor havde jeg på fornemmelsen, at du var her?" Jeg vender hurtigt hovedet. Og nede i den anden ende af taget, ved døren, står Daisy og holder om sig selv. Der er som om vores kroppe kan føle hinanden, selvom vi er masser af meter fra hinanden. Hendes vidste hvor jeg var, og min vidste, at hun var heroppe før mit hoved gjorde.
"Godmorgen, smukke," Råber jeg tilbage. Hun smiler træt og begynder at gå imod mig. Hendes hår er rodet, og hun har et par joggingbukser og sin jakke på. Hun ser nuttet ud – som altid. Hun tøver i et sekund, før hun sætter sig ved siden af mig. Den her halvvæg, må vække nogle minder hos hende. Både gode og dårlige.
"Du var der ikke da jeg vågnede," konstaterer hun og klynger sig til min arm.
"Undskyld." Jeg kysser hende på panden og hviler hagen på hendes hoved.
"Det okay." Hun putter sig længere ind til mig, hvilket får mig til at lægge armen om hende. "Hvad laver du heroppe?"
Jeg skifter min hage på hendes hoved, ud med min kind, inden jeg svarer: "Det ved jeg ikke rigtig... Mit hoved drillede mig."
"Mit hoved drillede mig," gentager hun tænkende. "Dit hoved drillede dig? Hvorfor det?" Hun rykker hovedet for at se på mig, og fordi jeg ikke er klar på hendes bevægelse, bumper min kind ned i hendes pande.
Det ser ikke ud til, at det gjorde ondt, men jeg kysser alligevel stedet jeg ramte hende. Og så trækker jeg let på skuldrene. "Jeg ved det faktisk ikke."
Hun rynker brynene og betragter mig indtrængende. "Du ved det ikke?"
Jeg ryster på hovedet. "Jeg ved det ikke, baby," siger jeg. Og jeg lyver ikke engang, for jeg ved det virkelig ikke. Hun sukker opgivende og lægger hovedet på min skulder. Så lader hun sin hånd kravle ind under min jakke, og så min T-shirt.
Jeg hyler op og skubber hendes hånd væk fra min nøgne hud. "Det var virkelig koldt!" Hun ler mens hun stikker hånden i sin lomme. "Du er ond, kvinde."
"Det ved jeg," fniser hun og bider sig i læben.
"Og du skal slet ikke se sådan på mig."
Hun ændrer sit blik fra frækt til uskyldigt. "Hvordan?"
"Din lille–" Hun sprutter af grin, da jeg slikker hende hele vejen fra hendes hage, til hendes pande.
"Lækkert," siger hun ironisk og tørrer sig i ansigtet med sit jakkeærme.
"Det ved jeg," efterligner jeg hende. Hun smiler rystende på hovedet, før hun igen lægger det på min skulder.
Og så sidder vi bare der. Vi ser verden omkring os blive lysere. Vi ser bilerne, der begynder at indtage gaderne. Og vi ser solen. Første gang i mange dage, titter solen rent faktisk frem fra skyerne.
"Mit juleønske giv i opfyldelse," siger Daisy ud af det blå. Juleønske? Hun løfter hovedet fra min skulder, og ser mig dybt i øjnene. "Du spurgte mig sjette december, hvad mit største juleønske var," uddyber hun. Jeg smiler kærligt til hende, hvilket får hende til at forsætte. "Og mit juleønske var; at blive din for evigt. Og hvis vi ser på mit armbånd." Hun trækker op i sit jakkeærme og blotter sit håndled, der hvor armbåndet sidder som lænket til hende. "Ser det ud til, at jeg er din for evigt."
Jeg bliver helt overvældet af hendes kærlighedserklæring – for hun plejer ikke, at erklærer sin kærlighed til mig, særlig tit. Men det der overvælder mig endnu mere er, at jeg ønskede præcis det samme den dag.
Jeg er stum i et øjeblik, inden jeg hæst siger: "Jeg ønskede mig det samme."
Hun ser skeptisk på mig og så ned på sit armbånd. "Det tror jeg ikke på," mumler hun.
"Jeg kan bevise det." Jeg tager blidt fat i hendes hage og vipper det op, så hun ser på mig.
"Hvordan har du tænkt–" Jeg lukker munden på hende, ved at presse læberne mod hendes. Hun sukker tilfredst i kysset, før hun skiller læberne ad. Jeg lader mit tunge glide ind i hendes mund, og kysser hende så overbevisende, at hun aldrig kan være i tvivl.