Christmas Call | ✓

24. December | Juleaften | Del 2

Kl. 15:03

Jake forlader entreen, da James og jeg står foran hinanden. "Ses unger!"
"Wooow," mimer James da han kigger ned ad mig.
"Wooow selv."
"Du ser vidunderlig ud." Jeg fniser. Urgh, siden jeg har mødt James, er jeg blevet alt for tøset. Jeg kan desværre bare ikke gør for det.
"Tak, det gør du også," smiler jeg.
"Årh lad vær," siger han i et lyst toneleje, mens han svinger med håndleddet. Jeg ler og slynger armene om hans nakke. "Sikke høj du er blevet," bemærker han inden han hviler hænderne på min talje.
"Ja, og det er meget praktisk," hvisker jeg og strejfer hans læber med mine. Da jeg skal til flytte mine læber væk igen, bider han i min underlæbe og trækker mig ind i et ordentligt kys. Jeg sukker lykkeligt, og han lader sin tunge sno sig om min. Jeg glemmer næste helt, at vi står i Leo's store entre. Men jeg bliver husket på, at vi ikke er alene, da nogen griner højt fra køkkenet. Jeg nusser hans næse med min og trækker min mund væk.
"Hov," mumler han da han kigger på mine læber.
"Hvad?"
"Du har... Lidt." Han slikker på sin tommelfinger, og tørrer min udtværet læbestift væk. Det er altså kun noget ens forældre gør.
Jeg fniser. "Er det nu jeg skal kalde dig daddy?" Han himler med øjnene, men smiler skævt.
"Har jeg noget?" Spørger han og peger på sin mund. Jeg nikker, så gnider han håndryggen mod sine læber. "Væk?"
"Jepsi."
Han sukker. "Åh, det har du ikke sagt i evigheder. Jeg havde håbet, at du var stoppet med det."
"Så håbede du forkert. Dut." Jeg prikker ham på næsen, og trækker ham med ud i køkkenet, til alle de andre. Hvorfor samles den her familie altid i køkkenet?
"Stop," udbryder June, og James og jeg stopper i døråbningen.
James ser forvirret på hende. "Hvad?" June peger over vores hoveder og vi kigger op. Det er fandme løgn. En mistelten. Hvad havde jeg også regnet med? Vi er jo i England. Vi sender begge June et irriteret blik, men hun smiler bare bredt.
"Vi lukker øjnene," lover Lily og holder hænderne for øjnene. Jake griner og gør det samme. Derefter gør Eliza, George og Leo det også. Men ikke June og Chloe. De giver i stedet hinanden en high five. Selvfølgelig. Selvfølgelig er det dem, der har hængt den op.
"I to," knurrer jeg. De trækker på skuldrene med et selvtilfredst smil. James og jeg presser hurtigt læberne mod hinanden, og da vi kigger på de andre igen, har de åbne øjne. De jubler og jeg gemmer ansigtet bag James' skulder.
"Hvor er I umodne," mumler han og hviler hånden på min lænd.
Eliza smiler. "Vi ved det, undskyld."
"Kom ind og få noget af drikke," siger George og jeg sender ham et taknemmeligt smil. Han blinker til mig, og rækker mig derefter en hindbærsodavand.
"Hvordan vidste du, at det var min yndlings sodavand?" Spørger jeg skingert.
James himler mig øjnene, og tager en cola fra køleskabet. "Det er bare sådan noget han kan."
"Magiske kræfter," tilføjer George.
"Er det noget du kan lære mig?"
"Sagtens."
"Gudskelov, jeg har altid ønsket mig at have magiske kræfter." Vi griner begge og James himler igen med øjnene.
Jeg går over til Leo, som – sædvanlig – står ved komfuret. Da jeg kigger ind i ovnen, løber min mund i vand. Kalkun. Lækkert.
"Se hvad jeg har købt ind til," udbryder Leo og hiver en indkøbspose frem. Jeg kigger ned i posen; Kaffebønner, whisky, fløde og brun farin. Ingredienserne til Irish coffee.
Jeg hviner mens jeg omfavner ham. "Ihhh Leo, du er min helt,"
"Det ved jeg skam godt," klukker han.
James dukker op bag mig. "Hvad er du så glad over?"
"Irish coffee," smiler jeg og klapper i hænderne.
"Jeg har aldrig set én, blive så glad for Irish coffee," siger han og lægger armene om mig.
"Heller ikke jeg. Det er derfor jeg altid køber ind til det, når jeg ved hun kommer," fortæller Leo. Og dér går det op for mig. Jeg flytter også fra Leo. Ham jeg har kendt stort set hele mit liv. Min ikke udnævnte bedstefar. Godt nok har jeg dårlige minder i vores lejlighed, men ikke hos Leo. Hans hus har altid været mit tilflugtssted. Det var ham jeg løb over til, når alt blev for meget. Når pigerne i skolen havde været onde, eller hvis min mor havde været uretfærdig. Jeg har både grint og grædt i det her hus. Men nu flytter vi. Pis altså. Jeg havde slet ikke tænkt på, at en flytning også indebar et farvel til Leo. Dog ikke for evigt, minder min hjerne mig om.
"Er du okay?" Spørger James hviskende og kysser mig på halsen.
"Mhh, ja. Jeg faldt bare i staver." Det er den undskyldning jeg altid bruger, og det ved James godt.
Han sukker. "Daisy du er jo ikke o–"
"Vi snakker om det senere," afbryder jeg, og vrister mig ud af hans tag, for at hilse på de andre. Jeg hilser på Lily og Eliza med et kram, og bevæger mig over til June og Chloe. June har en sort buksedragt med hvide prikker på, og et par røde sokker på fødderne. Hendes vilde krøllede hår, er tæmmet i en sidefletning. Og hun ser nuttet ud, på sin helt egen June-agtig måde.
"Du ser brand godt ud," smiler hun og krammer mig.
"I lige måde, June." Det her bliver en god aften.