Citat fra bogen: Jeg føler mig som en cocktail der er blandet forkert.
James Taylor mødte en pige i sommerferien, da han var i Spanien. Det viste sig at hun boede i London ligesom ham, så hun gav ham sit nummer inden hun rejste. Men da James ringer...
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Mandag kl. 11:04
Jeg er helt sikker på at det bliver super akavet, at møde James i dag. Hvorfor skulle jeg dog også forslå telefonsex? Og hvorfor bliver jeg så modig når jeg er fuld? Og hvorfor gjorde vi det to gange? Jeg har stillet mig selv så mange spørgsmål, at jeg spiller et helt jeopardy spil mod min hjerne. Jeg tager 'hvorfor er Daisy så dum?' til 500 point. Problemet er bare at jeg ikke kender svaret på nogle af mine spørgsmål, og det er virkelig forvirrende. Noget der også forvirrer mig er at jeg kunne lide det. Jeg nød det, og det burde jeg ikke... Vel? Nej, det er forkert. Jeg har aldrig mødt ham i virkelighed, men alligevel har jeg stønnet ham i øret. Jeg tager vist ikke altid de klogeste beslutninger. "Chloe?" Hun ser op fra sin bog. "Ja." "Jeg går lige over til Leo." Leo er vores genbo. Han er en gamle mand, og han har boet der lige så længe jeg kan huske. Jeg er altid velkommen, og han er virkelig sjov og hyggelig at snakke med. "Okay, det siger jeg til mor når hun kommer hjem," smiler hun. "Tak," siger jeg og smutter. Min mor er ude og snakke med sin advokat om skilsmissen. Jeg håber bare at det kommer til at gå godt.
"Leo?" Råber jeg fra hans entre. "Gud hej, Daisy. Kom ud i køkkenet," råber Leo – sikkert ude fra køkkenet. Da jeg kommer ud i køkkenet sidder der en kvinde, og en pige på min alder – gætter jeg på. Leo er igang med at lave det der ligner et fest måltid, og her dufter fantastisk. Fik jeg nævnt at Leo er en gud til at lave mad? "Hej kære," siger han, og krammer mig halvt imens han rører i en gryde. "Hej." Jeg gestikulerer diskret til de to mennesker der sidder ved det lille spisebord, for at sige: 'Hallo Leo, introducere mig!' "Nårh ja," udbryder han. "Det her er min datter Lily og mit barnebarn June." De smiler og jeg giver dem hånden. "Jeg er Daisy. Leo's genbo," hilser jeg og smiler venligt. "Hej Daisy," smiler Lily varmt. Hun virker sød. June virker til gengæld lidt genert. "Hvad bringer dig her over?" Spørger Leo. "Øhm, jeg ville bare hyggesnakke, men jeg vidste ikke at du havde gæster," svarer jeg og er næsten allerede på vej ud igen. "Nej, nej, bliv endelig. Tag en sodavand i køleskabet og slå måsen i sædet." Jeg klukker og tager en hindbærsodavand fra køleskabet, før jeg sætter mig ned ved siden af June. "Kan I spise alt det?" Spørger jeg med et smil og åbner min sodavand. "Nej dog ikke. Jeg får mere familie på besøg," klukker han. Jeg nikker forstående og tager en tår af min sodavand. "Er i her tit?" Spørger jeg Lily. "Nej desværre. Vi bor i Irland," svarer hun. "Hvor i Irland?" "Galway," svarer June for hendes mor. "Sejt," siger jeg og smiler til hende. Da vi har siddet og småsludret lidt, spørger Leo: "June og Daisy, gider I ikke at gå ud i have og plukke nogle purløg?" "Jo selvfølgelig." "Gror purløg om vinteren?" Mumler June lavt på vej ud af køkkenet og jeg ler kort.
"Jeg er lidt genert, det må du undskylde," siger hun da vi sidder på hug i haven. "Det gør skam ikke noget," smiler jeg og plukker noget purløg. "Og forresten, purløg gror om vinteren, så længe der ikke er frost." Hun klukker pinligt berørt og rejser sig op igen. "Hørte du det?" "Jaer," fniser jeg. "Ups." Vi griner begge og jeg rejser mig op. "Hvor gammel er du egentligt?" Spørger hun. "Sytten, fylder atten på nytårsaften." Jeg lever nok ikke til den tid. Faktisk er det her den sidste dag, jeg skal holde mig i live. Jeg har heldigvis ikke lovet James mere. "Cool, jeg ville ønske at jeg var atten." Ik mig. Jeg ville ønske at jeg aldrig var blevet født. "Hvor gammel er du da?" Hun sukker dramatisk og svarer: "Femten." Jeg griner da hun himler med øjnene. Hende her kan jeg godt lide. "Bare roligt, det går hurtigt." Lyver du nu, Daisy? I mit tilfælde; ja. Tiden er gået så langsomt siden jeg blev voldtaget. Og lysten til at dø, voksede så hurtigt. "Jeg synes det går langsoooomt," sukker hun og stryger de lysebrune krøller over den ene skulder. Jeg klukker og spørger tavst med et nik, om vi skal gå indenfor. Hun smiler med et bekræftende nik, og vi har løbekonkurrence på vej ind igen.
