Christmas Call | ✓

17. December | Sandheden

Fredag kl. 01:50

Jeg ligger og nusser Bubble da det banker let på døren. Jeg tager min pude og kaster den efter døren.
   "Gå væk Chloe," stønner jeg frustreret og smider mig tilbage i sengen.
   "Det mig," lyder det forsigtigt fra min mor.
   "Kom ind," siger jeg og ruller med øjnene. Jeg trækker dynen helt op til hagen inden hun træder ind. Hun går lydløst hen til mig og sætter sig på sengekanten.
   "Hvad vil du?" Mumler jeg – stadig vred over at hun gik, da jeg havde fortalt hende, om det med far.
   "Hør.. Skat, jeg er ked af at jeg gik... Men–"
   "Nårh virkelig?" Jeg udstøder en kort og sarkastisk latter.
   "Jeg forstår godt, at du er vred," siger hun. Nårh virkelig? Har jeg lyst til at spørge igen, men jeg holder mund. "Jeg skulle ikke være gået."
   "Nårh virkelig?" Mimer jeg og hun sukker.
   "Vil du ikke prøve at lytte?" Spørger hun.
   "Jo.. Undskyld," hvisker jeg, og placerer Bubble i mit skød da jeg sætter mig op.
   "Jeg kunne bare.. Kan bare, ikke forstå at han kunne finde på det. Jeg ved han kan være aggressiv.. Men ligefrem at..." Hun synker en klump. "At voldtage dig.. Det forstår jeg simpelthen ikke... Jeg har slet ik lyst til, at se på ham igen." Så er vi to, mor. "Skat?" Jeg nikker. "Hvorfor sagde du ikke noget før?" Sukker hun fortabt.
   "..Jeg turde ikke," hvisker jeg. "Jeg var bange for at gøre dig ked af det.. Gøre Chloe ked af det." Jeg presser øjnene hårdt sammen for ikke at græde.
   "Jeg forstår." Der er stilhed indtil hun åbner munden igen: "Vi skal melde ham til politiet,"
   "Det kommer du til at gøre forgæves," konstaterer jeg og hun ser uforstående på mig. "Mor, det er fire år siden. Der er ingen beviser. Og det bliver hans ord mod mit, hvis vi kommer i retten," forklarer jeg. Tro mig, jeg har læst op på det.
   "Vi må da kunne gøre noget," protesterer hun.
   "Der er ikke noget at gøre. Hvis vi melder ham, tager det kun vores tid og kræfter fra os. Og det gider jeg ikke... Jeg er så ligeglad med det fuckhoved.. Men hvis bare, jeg ikke skulle se på ham hver dag, ville det ikke være så svært at komme videre," siger jeg lavmælt, og min stemme knækker da jeg afslutter sætningen.
   "Det kan jeg løse," siger hun hurtigt.
   "Løse hvad?" Jeg rynker brynene.
   "Jeg har allerede besluttet at jeg vil skilles. Og jeg har ringet og sagt, at han ikke skal komme hjem foreløbigt," svarer hun.
   "Men hvordan kan du det? Han ejer da halvdelen af lejligheden, og jeres økonomi–"
   "Han ejer ikke en rød reje," afbryder hun og sender mig et lille smil.
   "Men hvordan?"
   "Jeg står for økonomien i vores forhold, og han kigger aldrig på den. Og hvad han heller ikke ved, er at hans navn ikke står på købsaftalen," svarer hun og gemmer et stolt smil.
   "Men.. Hvad? Jeg forstår ikke?" Spørger jeg forvirret.
   "Vi.. Eller jeg, købte den her lejlighed da jeg var gravid med dig, og på det tidpunkt, havde jeg fundet ud af hans sande jeg. Så jeg sørgede for, at jeg kunne smide ham ud når som helst, uden at han ville lægge mærke til det." Wow.. Min mor er klog.
   "Men hvad mener du med: 'Hans sande jeg'?"
Hun tøver. "Da Chloe var to år... Var jeg Arthur utro, med min kollega Harry... Jeg gjorde det fordi, Arthur ikke ville gå i seng med mig, efter jeg havde født Chloe. Han sagde at jeg var blevet... Klam." What? Min mor er en hot sild. "Og Harry var sød og charmerende. Han behandlede mig ordentligt og han havde de der dumme smilehuler." I know what you mean. Host host.. Hero Fiennes Tiffin. "Men jeg fortalte først Arthur, at jeg havde været ham utro.. Da jeg fandt ud af, at jeg var gravid. Det fortalte jeg ham også, og så begyndte han at blive fysik. Han kunne jo regne ud at det ikke var hans.. så i hans verden var det i orden at slå mig, og jeg turde ikke at gøre noget ved det, så vi blev sammen... Selvom at jeg allerede der, skulle have ladet mig skille fra ham.. Måske skulle jeg have taget Harry i stedet–"
   "Vent... Arthur er ikke min far?" Spørger jeg da hendes ord går op for mig.
   "Nej." Hun ryster forsigtigt på hovedet. "Så jeg tror på en måde, at han har hævnet sig ved at.. Voldtage dig." Jeg prøver at synke den store klump der nu sidder i min hals, men den vil ikke forsvinde.
   "Hvorfor ville Arthur ikke skilles, da han fandt ud af, at du var ham utro?" Spørger jeg – igen forvirret.
   "Det har noget med status at gøre. Han kommer ikke ligefrem til at se smart ud ude i byen, hvis folk finder ud af, at jeg var ham utro og at han så ville skilles."
   "Det forstår jeg ikke."
   "Jo, ser du; hvis hans kone har lyst til, eller har været ham utro, ser folk ham ikke som en særlig værdig ægtemand. Så ude i det fine miljø – han nu er i – kommer han langt ned på ranglisten, hvis han lader sig skille fra sin kone," forklarer hun og jeg nikker langsomt.
   "Han er bange for at få et dårligt ry," fastslår jeg.
   "Præcis," nikker hun.
   Pludselig slår det mig; Chloe og jeg er ikke rigtige søskende. "Men så er Chloe jo ikke min rigtige søster," mumler jeg lavt.
   "Jeg ved det skat."
   "Men.." Snøfter jeg, og mor tager Bubble for at sætte hende på gulvet.
   "Kom her." Hun åbner sin favn og jeg kravler over på hendes skød.
   "Vi kun halvsøstre," snøfter jeg og lader tårerne få frit løb. De svømmer lydløst ned ad mine kinder, mens jeg krammer min mor hårdt.
   "Det betyder ikke noget," hvisker hun. Gør det ikke?
   "Men vi er jo kun halvt i familie med hinanden nu," mumler jeg tårevæddet.
   "..Husk på at familie ikke kun defineres ved efternavne eller blod; det er defineret af engagement og af kærlighed. Det betyder at dukke op, når den anden har mest brug for det. Det betyder at have hinandens ryg. Det betyder, at I ville gøre alt for, at se den anden smile. Det betyder, at I vælger at elske hinanden, selv de dage hvor I kæmper for at kunne lide hinanden. Og det betyder, at I vil elske hinanden uanset hvad. Og så er det lige meget, om I har samme far eller ej, så længe at I har hinanden, er intet ændret... Tro mig."
   Hun har vel ret. Nogle gange kommer min mor med de bedste peptalks. "Du har ret," grynter jeg og tørre mine øjne med hænderne. "Ved Chloe det?" Hun nikker.
   "Ja, jeg fortalte det til hende, inden jeg gik ind til dig." Jeg smiler bedrøvet og krammer hende igen. "Prøv at få noget søvn, ik?"
   "Jo." Jeg kravler af hende og ned under dynen. Bubble hopper med det samme op på sengen og putter sig ind til mig.
   "Godnat," siger mor og kysser mig på panden.
   "Godnat," hvisker jeg og hun forlader mit værelse. "Så er det bare dig og mig, og alle mine mørke tanker," fortæller jeg Bubble og kysser hende på hovedet. Det er som om hele min krop har været på overarbejde, så da jeg endelig lader min krop slappe af, falder jeg i søvn med det samme.