Citat fra bogen: Jeg føler mig som en cocktail der er blandet forkert.
James Taylor mødte en pige i sommerferien, da han var i Spanien. Det viste sig at hun boede i London ligesom ham, så hun gav ham sit nummer inden hun rejste. Men da James ringer...
¡Ay! Esta imagen no sigue nuestras pautas de contenido. Para continuar la publicación, intente quitarla o subir otra.
Torsdag kl. 13:12
"Hallo? Hører du efter?" Spørger min klassekammeret Sally irriteret og river mig ud af mine tanker. "Undskyld. Hvad sagde du?" Mumler jeg og retter blikket mod hende. Hun ruller med øjnene og åbner munden igen: "Du skal lave den her opgave." "Det er også din opgave. Jeg gider ikke lave den alene," brokker jeg mig – hvilket jeg er i min fulde ret til. Hun bøjer sig ind over bordet og sender mig er par stikkende øjne. "Du laver den opgave. Er du med?" Hvæser hun i et advarende tonefald. Jeg synker en klump og nikker så. "Godt," siger hun sukkersødt og trækker sig væk fra mig igen. Hun smiler ondt da hun samler sine ting sammen. "Idiot," mumler jeg lavt, da hun har forladt lokalet. Selvom jeg forfærdelig gerne ville have haft pjækket i dag – ligesom jeg gjorde i går – smed min mor mig ud ad døren, og sagde: "Hvis du ikke går i skole, lære du jo ingenting." Fanden tage min mor. Med et suk lægger jeg mine bøger ned i min slidte skoletaske, og hiver ned i mine ærmer, så de dækker mine hænder. Jeg har ikke nogen ar på mine hænder, men det giver alligevel en tryghedsfornemmelse.
Jeg er rystet over i går. Jeg var helt klar til at tage mit eget liv, men James reddet mig.. Midlertidigt. Hvis jeg ikke havde ringet til ham, eller hvis han ikke havde taget den, stod jeg hundrede procent ikke på mit skateboard lige nu. Jeg kan ikke huske så meget, af alt det der blev sagt i går. Men jeg ved at han sagde en hel masse om, at han holdt af mig. Og af en eller anden grund, bliver jeg helt varm indeni, når jeg tænker på, at han holder af mig. Der er ikke nogen der holder af dig. Jeg skubber irriteret tanken væk og sætter farten op. Den kolde vind prikker mod mine kinder og jeg nyder den bidende smerte. Smerte. Det er det ord jeg ville bruge, hvis jeg skulle beskrive mit liv med et ord. Jeg har levet i fucking smerte, hver evig eneste dag, siden jeg var tretten. Første gang Chloe nogensinde har fucket op, var da hun blevet gravid. Udover det, har Chloe altid været perfekt. Jeg var det barn der ikke var meningen... Eller som min far ville kalde mig: 'Noget der skulle have været, en plet på lagnet.' Jeg stønner vredt over mindet der dukker op i mit hoved, og sætter farten yderligere op. Da jeg når til togstationen, står jeg af boardet, tager det op under armen og ringer til James.
"Hva så?" Lyder det træt fra ham og jeg får et kort deja-vu. Jeg skulle bare tage et skridt. Et skridt, og så havde jeg landet på den hårde, og kolde asfalt med et klask. "Er du der Daisy?" Spørger han hæst. Jeg ryster tanken af mig og åbner øjnene igen.
"Jaer sorry. Jeg faldt lige i staver," mumler jeg og læner mig frem, for at kigge efter toget.
"Det okay. Fik du sovet i går?"
"Ja." Nej. Jeg lod som om, jeg sov i en time, indtil du lagde på, så jeg kunne cutte lidt inden jeg gik i seng. Det lyder fuldstændigt sygt i mit hoved. Men det er desværre sandheden.
