Save Me

Kapitel 7:

Min mors ansigt, da jeg havde fortalt hende om det med Jackson, var smeltet fast i min hjerne. Hun blev så glad, at hun købte et par nye sko til mig og lavede min livret til aftensmad. Tacos. Meget enkelt og usundt. Men det er lige meget! Bare man har en mund og nogle tænder og forhåbentlig også nogle smagsløg, så kan man ikke sige nej til tacos.

Selvom min mor var glad, mente hun alligevel, at jeg havde brug for en udannelse. Så jeg skulle i skole. Normalt ville jeg låse mig ind på mit værelse eller flygte til Canada, men min mors smil gjorde mig glad. Og en enkel gang kunne jeg vel godt sige fra over for Kissie...

Da det gik op for mig, at Kissie var i skolen kunne ikke engang min mors glade ansigt få mig i godt humør.

"Skal jeg køre dig?", spurgte min mor og gabte. "Ehm...nej jeg..går bare". Jeg kiggede ned på mine fødder.

Kissie. Sophie. Sadie. Josh. Mick. Darrek.

Deres navne kørte rundt i mit hoved. Hvad skulle jeg dog gøre? Skulle jeg bare blive væk? Det kunne jeg ikke bare gøre.

Jeg gik ud af døren. Varmen væltede over mig, som hvis solen hang lige over min dør. Jeg begyndte at gå, men jo tættere jeg kom på skolen, jo mere fik jeg lyst til at græde. Mon Niall var min ven. Det ville være rart at have en bedste ven. Måske kunne jeg spørge ham. Eller ville det være for mærkeligt at spørge om? Jeg vidste ikke hvordan, man skulle være. Skulle jeg bare være mig selv? Skulle jeg prøve at være ligesom Kissie? Alle kunne åbenbart lide hende. Måske bare fordi hun var så selvsikker. Jeg besluttede mig for at prøve at være ligesom Kissie. Bare for en enkel dag.

Skolen kom frem bag nogle høje tykke træer, og den første jeg så var en glad Niall...ved siden af Kissie. Han stod og smilede, og hun stod og grinte. Hvad snakkede de om. Jeg besluttede mig for at være ligeglad, selvom jeg ikke var helt ligeglad. Jeg ville ikke miste Niall til Kissie, men jeg ville heller ikke få flere problemer med Kissie.

Jeg gik hen og stillede mig ved siden af Niall. Han kiggede ned på mig og smilede.

"Hej" sagde han kort. Hej? Var det det eneste. Ej okay stop Kim.

"Hej" svarede jeg, og kiggede over mod Kissie der først nu havde lagt mærke til mig. "Hvad laver du her?", spurgte hun irriteret. Mit hjerte hoppede op i halsen. Hvad skulle jeg sige? Skulle jeg være flabet ligesom hende? Eller skulle jeg være mig selv.

"Hallo jeg spurgte dig om noget!". Kissie kiggede magtfuldt på mig. Darrek og Sadie kom frem bag hende.

"Fuck af din luder" råbte Darrek. "Skraldespand" råbte Sadie og grinede. Jeg tog en dyb indånding. Jeg skulle lige til at skrige, at de skulle holde kæft, men Niall var hurtigere.

"Hey stop det der. Hvad fanden har hun gjort jer? Hvorfor er I sådan over for hende. Hun er to år ældre end jer, og så tror I i kan behandle hende på den måde. Få jer et liv!". Niall var fandme Gud lige nu. Jeg havde lyst til at give ham en kæmpe krammer. Jeg kiggede ned, da jeg ikke ville have, at de skulle se mine ildrøde kinder. Kissie søgte efter mine øjne, og trangen til at kigge op var enorm. Så jeg gjorde det. Mine øjne mødtes med hendes. De lynede af had.

"Du har vist fundet en, der kan beskytte dig. Men tænk dig om. For du kan ikke blive beskyttet hele tiden". Kissie's ord smadrede ind i mig. Hun drejede om på hælen og gik over til Sophie. Ville hun..slå mig ihjel? Nej, det lød fjollet.

Men hvis hun ville tage hævn, måtte jeg holde på Niall. Han var den eneste der i 10 år havde beskyttet mig.

"Niall?", spurgte jeg med rystende stemme.

Han nikkede. "Jeg skal nok hjælpe dig"

Forfatterens note: Heii😝

Undskyld hvis det her kapitel blev lidt kedeligt. Vidste ikke helt hvad det skulle handle om for vil ikke have at hele handlingen kommer allerede nu.

Håber i syntes om det og vil blive ved med at læse. Stem, kommenter og LÆS😂❤️❤️