Save Me

Kapitel 11:

Jeg trådte tøvende ind på gangen og fortsatte rundt om hjørnet ind i min klasse. Da jeg havde lagt min taske på bordet og lagt min mobil i mobil kassen ,gik jeg ud på gangen, for at se hvad der skete derude.

Stort set alle fra min årgang stod over ved en stor opslagstavle og kiggede. Jeg ventede, til de alle var gået, og så gik jeg nysgerrigt hen til opslagstavlen.

Det var et stort stykke lilla papir med skriften: "GALLA.
Køb billetter inden ferien. Alene: $25. Par: $45."

Jeg rystede på hovedet. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg ikke kom. Fester havde aldrig været mig og specielt ikke galla. Lange kjoler med store nedringninger var heller ikke mig. Og så kronede de ballets dronning hvert år, og hvert år vandt Kissie. Hvis der fandtes en pris for største bitch, ville hun uden tvivl vinde den. Gange 10. Alt i alt syntes jeg bare, at galla var noget overvurderet pis.

Amen.

Jeg gik ind i klassen og satte mig. Min telefon brummede oppe fra kassen. Jeg løb op til katederet og kiggede på displayet.

Det var en besked fra Niall.

Niall: Hey. Hvor er du? :)
Mig: I klassen. Hvorfor?
Niall: Kom ud på boldbanen :D

Jeg kiggede op på uret i klassen. 07.50 stod der.

Gad vide hvad han ville. Jeg gav mig selv en mental lussing. Jeg skulle stoppe med at bekymre mig så meget.

➖➖➖➖➖➖➖➖➖➖➖

Ude på banen var der koldt, og tågen lå som en dyne. Jeg kunne skimte Niall i det fjerne, men han var så langt væk, at jeg besluttede mig for at løbe. For hvorfor ikke være sund når du har chancen for det?

Niall blev større og større, og han var pludselig meget nemmere at se i tågen.

"Hej", sagde Niall med et smil.

"Hej", sagde jeg mens jeg prustede som et svin. Løbning var ikke min stærke side. For slet ikke at tale om sunhed. Kage var godt og ville altid være det. Sådan var det bare.

Niall bredte armene ud til et kram. Eller det troede jeg ihvertfald. Jeg omfavnede ham, men han gabte bare, og først der gik det op for mig, at han bare havde strakt sig.

Akavet.

Vi begyndte at gå hen mod en stor skov.

"Hvad så?", spurgte han og smilede.

Jeg kiggede ned i jorden og derefter på ham. "Ikke så meget", svarede jeg og blev underlig varm.

"Hvad går du så rundt og laver?", spurgte han og prøvede at fange mit blik. Men jeg kiggede bare væk.

"Forskellige ting", svarede jeg bare. Hvad var det for et svar?!

"Som hvad", han stoppede op ved en bænk og satte sig ned. Jeg satte mig ved siden af ham.

"Arbejde og sådan noget", sagde jeg.

"Hvad med dine forældre?", spurgte han. Jeg kunne mærke en knugende følelse i brystet. Der ramte han et ømt punkt.

"Min mor arbejder i en børnehave. Og min far..har jeg ikke set i et stykke tid". Jeg kiggede væk.

"Åh det er jeg ked af". Niall så flov ud.

"Nårhh..nej, han er ikke død". Nu blev det pludselig lidt akavet. "Han har bare været væk længe". Uden at gå for meget i dybden om hans alkohol problemer rejste vi os fra bænken og fortsatte med at gå.

"Hvad er klokken?", spurgte jeg. Niall kiggede på sin telefon og spærrede øjnene op. "Ehm...08.30". Vi kiggede på hinanden.

"08.30!?" udbrød jeg. Niall nikkede. "Undskyld. Det er min fejl". Han virkede rigtig skuffet over sig selv. "Det går nok", sagde jeg og smilede.

"Har du aldrig prøvet at komme for sent?", spurgte Niall og smilede et skævt smil.

"Nej, ikke rigtig. Jeg har selvfølgelig haft dage, hvor jeg har været syg. Men aldrig har jeg prøvet at komme for sent", sagde jeg. Niall lo dæmpet. Det samme gjorde jeg.

"Hvad siger du til at blive væk? Vi kommer jo for sent alligevel", sagde han med et skævt smil. 

Jeg kiggede på ham med et strålende smil. Det var ikke fordi, jeg var ellevild for at pjække. Men jeg slap for Kissie. Og så var skole alt i alt bare uoverskueligt. En enkel dag ville ikke skade mine i forvejen dårlige karakterer.

"Hvor tager vi hen?".

••••••••••••••••••••••••••••••••••

Slå mig! Meget hårdt!

MEGET hårdt!

😞😞😞

Jeg har været SÅ dårlig til at opdatere de sidste par gange. Og det er jeg vildt ked af!

Jeg mener det inderligt, når jeg siger at jeg er en forfærdelig "forfatter". Hvilket jeg ikke engang har lyst til at kalde mig selv længere.

Hver aften når jeg gik i seng, har jeg haft mega dårlig samvittighed over det.

For det første har jeg haft rigtig svært ved at finde ud af, hvad det her kapitel skulle handle om. Jeg har en ide til de næste 2 kapitler. Og jeg tror faktisk, de bliver ok.

For det andet har Wattpad slettet halvdelen af kapitlet 2 gange. Så det er overhovedet ikke ligeså langt, som det skulle have været. Men det håber jeg, I kan bære over med.

For det tredje glemmer jeg det. Og når jeg så endelig kommer i tanke om det, så har jeg ikke tid. Og for at være ærlig er det heller ikke særlig tit, jeg har lyst. Før jeg kan skrive en fortælling eller en historie, skal jeg have lyst til det. Jeg kan ikke bare skrive en historie på kommando.

Dette er på ingen måde ondt ment om jer, da det er mig selv, der har ansvar for skrivningen af denne historie.

Håber stadig I vil følge med, og at I glæder jer til de næste kapitler.

For jeg er ikke færdig med Save Me endnu!

Fortsat god 1. advent😘⛄️