Save Me

Kapitel 16:

Dagene gik. Gallaet kom tættere og tættere på. Det var det eneste, folk i klassen snakkede om. Og ærligtalt var det eneste, jeg hørte "bla bla bla kjole, bla bla bla sko, bla bla bla date".

Skolebal min bare. Jeg skulle ikke med.

"Nå, Kim. Hvad skal du så lave i weekenden?", spurgte Kissie efterfulgt af en ond latter. Eller. Den var ikke ond. Den var bare hånende.

Jeg var kun lige trådt ind ad døren til biologi, og så blev jeg allerede bombaderet med ligegyldige spørgsmål.

"Du skal sikkert ikke til galla". Og så hylede hun af grin.

Men denne gang var hun ikke sjov. Josh og Sadie sad ved siden af Kissie, men i stedet for at grine med, kiggede de bare på hinanden, som om Kissie var komplet syg i hovedet.

"Den var ikke så god, Kiss", sagde Josh og prøvede at lade vær med at grine af hende.

"Jeg skal faktisk me...", sagde jeg meget lavt, men jeg stoppede ikke hurtigt nok.

Hvorfor i alverden sagde jeg osgå det? Det sidste, jeg skulle på den her jord, var at tage med til det latterlige galla. Alle på skolen kom, og der ville være alt for mange mennesker til mit lille hoved.

"Skal du med? Kjoler, stiletter, musik og dans. Dig?". Nu grinte hun ikke, men hun lignede en, der var lige ved.

"Hvorfor så nysgerrig. Er du bange for, at jeg vinder over dig som ballets dronning?", sagde jeg hurtigt og blev pludselig bange for, om hun hørte mig. Hvorfor sagde jeg det?!

"Hvordan skulle DU, kunne vinde over MIG? Jeg vinder hvert år. Og som om du har bare den mindste chance for at vinde".

Jeg sagde intet til det. Jeg satte mig bare ned på min plads og kiggede op på tavlen.

Den her samtale mindede mig om typiske teenagefilm på Netflix, hvor det altid var den grimme pige, der ville kæmpe for titlen som "ballets dronning". Den pige gad jeg virkelig ikke være.

Efter skole tog jeg hjem til Niall. Jeg tænkte aldrig rigtig over, at jeg tog hjem til ham. Det var som regel først, når jeg stod på hans slidte dørmåtte med skriften 'velkommen', at det gik op for mig, hvad jeg havde gang i. Det var som om, der var en mand, der styrede mig. Lad os kalde ham Tågemanden.

Vi kender måske allesammen blackouts. Altså at det sortner for øjnene, og man lige pludselig ikke kan huske, hvad der er sket. Blackouts kan vare 10 sekunder, men de kan også sagtens vare 10 minutter. Eller mere. Hvad ved jeg.

Sådan føltes det, når Tågemanden overtog mit hoved. Jeg gik hen på den lille sti for at komme hjem. Og pludselig, uden at kunne styre det, stod jeg hjemme ved Niall.

Jeg skulle lige til at banke på, da døren åbner sig. I døren står Niall's far Bobby, med mundvigene oppe under ørene og lysende øjne.

"Hej Kim!", udbryder han begejstret. "Hej Bobby" siger jeg med et lille smil.

Man kan sgu ikke andet end at elske den mand.

"Niall sidder inde på værelset. Vil du have noget? Maura er igang med at lave muffins. I kan bare få en bakke med ind på værelset", plaprede han venligt.

Knuden i maven strammede sig. "Jeg er ikke sulten. Men ellers tak" sagde jeg og smilte til ham.

Hvis der var noget, jeg var, så var det sulten. Men jeg skulle nødig kaste det hele op igen på grund af den lorte knude.

Jeg åbnede døren til Niall's værelse. Han sad i hovedenden af sengen og lavede lektier.

Han kiggede lynhurtigt op. "Hej Kim!". Han råbte nærmest af begejstring. Jeg smilte "Hej".

Niall farede op og gik hurtigt hen og krammede mig.

Årh, den dreng.

"Jeg har savnet dig", sagde han midt i krammet.

"Savnet mig? Jeg var her også igår. Og i foregårs".

"Ja, det ved jeg. Jeg har vel nok bare vænnet mig til, at du altid er her", sagde han og trak hovedet lidt væk, så han kunne kigge på mig.

Jeg kiggede ham i øjnene, og jeg havde det pludselig virkelig godt. Knuden var der stadig, og jeg var ikke sikker på om den nogensinde ville forsvinde. Men mine bekymringer omkring min mor og Jackson var ligesom lidt mindre. Og Kissie og de andre fyldte heller ikke så meget. Alle mine problemer blev mindre, men mine følelser blev større.

"Jeg har også savnet dig", hviskede jeg.

Pludselig var han meget tættere på.

"Jeg prøvede faktisk engang at...", han tøvede og kiggede ned og sagde ikke mere.

"Hvad prøvede du?", spurgte jeg nysgerrigt.

"Det er fjollet. Du vil sikkert ikke høre det." Han rystede på hovedet, men så kiggede han mig i øjnene igen. Vi stod stadig meget tæt på hinanden.

"Jeg vil gerne høre det".

Han sank en klump. Man kunne tydeligt høre skvulpe lyden.

"Jeg prøvede engang at kysse dig. Men du ville hellere gå tur. Og jeg ved godt...", han sank igen. "Og jeg ved godt, at det var fordi, du gik i panik". Han stoppede med at snakke.

"Ja. Det kan jeg godt huske", sagde jeg og huskede tilbage på den dag.

Jeg kiggede ned. Nu var jeg blevet lidt flov. Men hvad kunne jeg gøre ved det? Sket var sket. Det kunne ikke gøres om nu.

Jeg fik pludselig en mærkelig følelse i kroppen. En stemme i mit hoved sagde: "Fuck alt. Du har ikke tid til at bekymre dig. Kys ham dog for helvede. Du kan fortryde det bagefter".

Jeg fik pludselig rigtig meget selvtillid, og jeg vidste, at jeg måtte udnytte det, mens det var der.

Niall var stadig ikke særlig langt fra mig. Jeg kiggede op på ham og rykkede tættere på ham.

Hans læber var kun meget få centimeter fra mine. Sommerfuglene i min mave hoppede og dansede, og jeg fik det faktisk lidt dårligt. Men jeg fortsatte alligevel.

Jeg trykkede mine læber mod hans, og det samme gjorde han mod mine.

Vores læber passede sammen som to puslespils brikker. Som hydrogen og oxygen. Som to enæggede tvillinger. Som... Okay, jeg stopper nu.

Jeg fik det så godt. Lige indtil han stoppede kysset, og min selvtillid ramte bunden. Sommerfuglene var der stadig. De ville nok være der det næste lange stykke tid.

Jeg kunne ikke mærke noget på min krop. Jeg var fuldstændig følelsesløs i hele kroppen.

Men jeg var stadig glad.

Puuuuuuhhhhhhh

Endelig

Endelig kysser de

Nice nice

Jeg håber, I kunne lide dette kapitel.

Jeg prøvede at gøre dette kapitel langt. Men jeg skulle jo stoppe på et eller andet tidspunkt. Det er blevet lidt over dobbelt så langt, som de andre.

Så skriv lige hvad I synes om det.