Save Me

Kapitel 15:

Jeg flåede døren op til det lille hus og spurtede ud på wc'et, hvor jeg låste døren og satte mig med et bump på toilettet. Jeg kiggede på pigen i spejlet.

Men det kunne umuligt være mig.

Pigen var lille og så skræmt og ensom ud. Hendes makeup var i hele ansigtet, og hendes ansigt var blegt. Håret var rodet og uglet. Hun fortrak ikke en mine. Hun blinkede ikke engang. Trak ikke vejret. Bevægede sig ikke det mindste.

Det gik op for mig, at pigen i spejlet var mig. Det, som jeg troede var sket, var faktisk sket. Jeg måtte indse det. Men lukke det ude. Glemme det.

Jeg redte børsten igennem håret et par gange, og så satte jeg det op i en hestehale. Jeg fjernede alt makeuppen, og plaskede noget vand i ansigtet.

Jeg havde en stor knude i maven, som gjorde ondt og gav mig kvalme.

BANK BANK. Jeg fór sammen i chok og trak vejret roligt.

"Kimmie?" sagde min mor bekymret.

Jeg lukkede øjnene. "Jeg er næsten færdig", svarede jeg tilbage med lidt gråd i stemmen.

"Er du okay?", spurgte hun og bankede lavt på døren to gange.

"Jeg har det fint", mumlede jeg. "Helt fint".

"Ok. Det er jeg glad for at høre. Vil du have noget at spise? Jeg har bestilt pizza, som jeg tænkte, vi kunne dele. Jeg har også købt lidt is".

Knuden i maven strammede. "Nej tak, jeg er ikke sulten", halvt hviskede jeg.

"Ok, men du siger bare til. Kommer du ud? Jeg skal virkelig på toilet".

"Ja, selvfølgelig".

Normalt ville jeg aldrig takke nej til pizza, eller is for den sags skyld. Men knuden i maven gjorde ondt, og fjernede min appetit fuldstændig.

Da jeg gik ud fra toilettet, aede min mor mig hurtigt på ryggen, som hun havde gjort, siden jeg var helt lille.

Men det var ikke rart og beroligende, som det plejede at være. Det stak fra det sted, hun havde rørt. Det spredte sig til min skuldrer, videre ned ad ryggen og hele vejen ned i tæerne. Derefter fra skuldrene ned til hænderne og fingrene. Det hele aftog ved at samle sig i brystet og nærmest eksplodere.

Mine ben mistede pludselig alt kraften, og jeg faldt sammen på gulvet i frygt for manden.

Det hele skete så forfærdelig hurtigt men alligevel så langsomt. Jeg kunne opfange alt omkring mig, som hvis det hele bare gik langsomt. Følelsen af knivene, der spredte sig i min krop, bevægede sig i den mindste fart.

Men det gik så hurtigt alligevel.

Min mor lagde en rolig hånd på min skulder. Men så kom følelsen igen. Følelsen af at blive rørt. Følelsen af at blive smidt ind i busken. Følelsen af at ligge kraftløs på jorden, mens han flåede min jakke af. Følelsen af at give op.

Det hele kom tilbage, og jeg blev så bange, at jeg brød sammen og krøb hen under knagen med jakker og klemte mig ind i hjørnet.

Min mor kiggede bekymret på mit skræmte ansigt.

"Kim? Jeg... Er du okay?", sagde hun overrasket.

Det gik op for mig, hvor jeg sad, og hvad der var sket.

Jeg rejste mig, tørrede en tåre af min kind og rømmede mig.

"Ja. Det er bare... Ja, jeg er ok". Jeg kiggede på hende og smilte. På vejen op på mit værelse prøvede jeg at få ro på tankerne.

Jeg satte mig i min stol og kiggede ud ad vinduet indtil midnat.

Den aften græd jeg mig selv i søvne.

Det samme næste dag.

Og næste dag igen.

Og igen.

...