Save Me

Kapitel 5:

Næste morgen vågnede jeg med hovedpine. Ikke bare den der normale irriterende hovedpine men den der brændende kniv der bare køre rundt og rundt og aldrig stopper.

Jeg gik ned i køkkenet og tog et glas vand. Min mor sad ved spise bordet med sin telefon.

"Hvordan har du det mor?" Spurgte jeg og satte mig ned foran hende.

Hun løftede hovedet og kiggede træt på mig. Hun havde sorte rande under øjnene, og hendes hår var sat op i en filtret hestehale. "Ja, jeg har det fint. Jeg har ikke sovet så meget i nat, men jeg har det fint nok".

Hun slukkede sin telefon og kiggede ned i bordet igen.

"Hvad med Jackson?" Spurgte jeg og bed mig i læben.

En tåre trillede ned af hendes kind og ramte bordet. "Han har fået det værre" sagde hun stille.

Jeg sukkede irriteret og gik ovenpå for at tage tøj på. I skabet lå der en stribet t-shirt og et par stramme slidte jeans.
Jeg gik udenfor og satte mig ind i min mors bil. Jeg startede den, og den sædvandlige klikkende brummen lød fra motoren.

Jeg trykkede speederen i bund, og før jeg vidste af det, var jeg ude på vejen.

〰〰〰〰〰〰〰〰〰〰〰〰

Parkeringspladsen var helt tom. En bunke blade ovre ved døren virvlede rundt i cirkler, og et kraftig vindstød fik bunken af blade til at splitte sig ad og flyve hver til sit oppe i luften.

Det var sådan en morgen, hvor jeg vidste, at intet var som det skulle. Naturen fortalte mig nærmest, at der ville komme noget i vejen for mig. Om det var i skolen, vidste jeg ikke. Men der ville ske et eller andet.

Udenfor var det normalt forårs vejr. Koldt med et strejf af sommer. Lige som det skulle være. Jeg havde aldrig været en sommer pige. Jo altså jeg elskede varme. Men der var et eller andet over sommer, der ikke kaldte på mig. Måske det med at jeg aldrig havde haft en kæreste, der kunne holde om mig. Eller en rigtig veninde jeg kunne sidde på stranden og kigge på drenge med.

Mens jeg gik der og tænkte på måder at holde et perfekt pool party, kom jeg tættere og tættere på døren. Oven over døren hang et skilt. Med røde store bogstaver stod der: MANCHESTER HOSPITAL.

Jeg gik indenfor. En bølge af varme væltede over mig, da jeg var kommet ind i den store bygning. Henne ved et stort vindue var der en lille disk med en dame bagved. Hun sad med noget papir og en blyant og så meget koncentreret ud. Jeg gik hen og stillede mig foran disken. Sådan stod jeg lidt tid, mens jeg gyngede frem og tilbage på hælene og bed mig i læben. Akavet!
Hvad skulle jeg sige? 'Undskyld jeg forstyrre, men jeg ville vide om du vidste, hvilket rum Jackson Brooks lå i?' Det var jeg alt for genert til at sige. De eneste personer jeg brugte lange sætninger foran, var min mor og Jackson.

Damen kiggede op. "Kan jeg hjælpe dig med noget?"
Hun havde en grå sweater på, en kort stram nederdel og sorte nylon strømper. Bag de små briller var der er par smalle sprækker, som jeg tænkte var hendes øjne. Hun havde tydelige rynker, og munden var trykket sammen til en smal streg. Hun lignede ikke typen, man skulle fornærme.

"Æhm...jeg....Jackson Brooks?"

Damen kiggede undrende på mig, med øjenbrynene samlede tæt i panden.
"Hvad er der med ham?" Spurgte damen stadig med det undrende blik. "Æhm......rum?" Fik jeg fremstammet.
"Jeg skal se, hvad jeg kan gøre" sagde damen venligt men stadig med blikket smeltet i fjæset.

Hun klikkede på computer tastaturet og begyndte at læse noget derpå. "Nummer 349" sagde damen og smilede. Hun var meget kønnere, når hun ikke lignede en, der lige havde proppet en kæmpe citron i munden. Jeg drejede hovedet og kiggede på den lange gang med alle dørene. Hvordan skulle jeg nogensinde finde nummer 349?

"Øhm....hvor helt præcist?" Spurgte jeg meget lavt. Damen kiggede hen ad gangen og tænkte sig derefter lidt om. "15. Dør på højre hånd". Jeg nikkede med hovedet, som skulle betyde tak. Men hvis jeg skulle være ærlig, lignede det nok mest, at jeg prøvede at få vand ud af ørene.

➰➰➰➰➰➰➰➰➰➰➰➰

Efter et par minuter lykkedes det mig endelig at finde nummer 349. Da jeg var gået lidt tid på den lange gang, glemte jeg lidt efter lidt, hvad det var for et nummer, jeg skulle finde. Jeg vidste det startede med 34, så jeg endte med at gå ind i nummer 345 hvor en sygeplejeske sad med en saks lignende dimsedut og klippede en kæmpe vorte af en mands behårede ryg. Lækkert!
Men det lykkedes til sidst! Han sad i en stor seng og spiste suppe. Da han så mig, smilede han stort. "Kimberly! Hvor er jeg dog glad for at se dig!" Udbrød han. Jeg gik over og satte mig på stolen ved siden af sengen. "Hvad laver du dog her?" Spurgte han stadig med det store smil plantet i fjæset. "Jeg er her faktisk for at tale med dig...om min mor". Hans smil forsvandt. Han sukkede højlydt og kiggede ned. "Er hun ked af det?" Spurgte han med rystende stemme. "Meget" svarede jeg stille. Jeg vidste at hvis jeg ikke fik ham overtalt nu ville det være for sent.

Forfatterens note: Hvad er jeg dog for en forfatter?😱 jeg opdatere da næsten aldrig. Jeg undskylder en million gange men jeg har lektier venner og familie jeg også gerne vil passe. Undskyld. Tænker der kommer et kapitel ud en gang om ugen☺️kommenter hvad i syntes og stem hvis i mener at min historie fortjener det😁❤️❤️💎